Koncerter

Primavera ’12: Purity Ring, 31.05.12, Pitchfork, Parc del Fòrum, Barcelona

Skrevet af Lise Christensen

Purity Ring er på ingen måde kyske i fremførslen af deres sensuelle futurepop. Det blev til en fængende koncert, hvor der blev spillet på klingende lamper og en frithængende stortromme og løftet koket i skørterne.

Samplebaseret musik kan være svær at få ud over scenekanten. Det er imponerende, at én person bag en pult kan skabe lyd nok for et helt band. Imponerende, men ofte kedeligt at se på. Lur mig, om ikke canadiske Purity Ring har det på samme måde.

Pitchfork-scenen var under koncerten et farvestrålende skue. Beatskaber Corin Roddick var at finde bag et bord fyldt med, hvad der lignede små opadvendte IKEA-rislamper, som lyste op, når de blev ramt. Bag sangerinde Megan James var der et stort tredelt gardin, og på hendes venstre side hang en stortromme ned fra loftet. Det føltes som at kigge ind i en særegen, musikalsk dagligstue.

James og Roddick er taget tilbage til future pop med sangene fra det kommende debutalbum, Shrines. James synger på sensuel lillepigevis henover sommervarme synthmelodier, mens Roddick på trancemanér sampler melodistumper, synthtoner og vokalbidder ved at give lamperne en række hurtige gok.

Det var ærgerligt at koncerten ikke lå senere i programmet, for Purity Rings show og musik var som skabt til at føre varme ind i den mørkeste nat. Under “Lofticries” gav James den som sirene med dertilhørende lokkelys i hånden. Roddicks samplespil på “Obedear” kunne have fået scenen til at ligne et bed af fluorescerende svampe. Her i den tidlige aftens sollys blev det dog kun til antydninger af den effekt, duoen gik efter. Det lykkedes til gengæld at give samplemusikken en fysisk form gennem lampernes pulseren, Roddicks sikre klasken af hænder mod drumpads og de tordenbrag, James slog mod den frithængende stortromme – når hun da ikke lige var optaget af at løfte op i skørterne.

Selv uden den opfindsomme opstilling ville duoens blanding af skælmsk synthpop, de hiphop-inspirerede beat og den witchhouse-fjerne vokal have stået stærkt. Det var ikke just te, der blev budt på i Purity Rings dagligstue, men derimod stærkere sager, der havde potentiale til at sætte en nattefest igang.

★★★★★☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar