Plader

Shocking White: Piece of Ache

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Energien og den fandenivoldske attitude fejler intet. Imidlertid skæmmer for mange middelmådige parolepunksange det samlede indtryk af Shocking Whites anden plade, om end Aarhus-bandet har taget et godt skridt i den rigtige retning siden debuten.

Da Aarhus-bandet Shocking White pladedebuterede for to år siden, undslap det min opmærksomhed – og mange andres. Trods opvarmningstjanser for relativt stærkt omtalte bands i form af Times New Viking og Thomas Function kan anmeldelser og omtaler af bandet blot udfylde et par sider i aarhusianernes scrapbog. Det ændrer opfølgeren Piece of Ache næppe det store ved, selvom den er markant bedre end debuten.

It’s a Sick World… But I Like It, som debutpladen hedder, var en mellemfornøjelse af en gang poppunk. Spredte mudderstænk på guitarerne gav det måske en smule kant, men en irriterende skinger vokal med absolut frie tøjler og enkelte passager  med rap gjorde debuten til en anstrengt oplevelse. Groft sagt lød den som en plade, man kan finde til 15 kr. i en tilbudskasse i Fona blandt assorterede cd’er med for længst glemte danske bands, der debuterede i slipstrømmen på midt-90’ernes såkaldte grønne bølge.

Piece of Ache kan jeg heller ikke altid styre mine tanker uden om tilbudskasse-grunge, men det bliver opvejet en del af pladens mange gode momenter.

Shocking White har indspillet pladen på skrabet udstyr. En gammel computer tilsat nogle mikrofoner opfangede lyden, og denne primitive indspilningsmetode har først og fremmest givet aarhusianerne det fandenivoldske udtryk, som de aldrig for alvor formåede at udfolde på debuten. Det er samtidig lykkedes bandet at skabe en bedre dynamik mellem vokal og guitar, bas og trommer – de tre nødvendige instrumenter i ethvert grungeband.

Forsanger Jan Pedersens vokal kan stadig klinge så nasalt, at de små hår i ørerne sitrer af ren og skær irritation, men den er mindre pitchet og får tiltrængt modspil af et buldrende, støjende eller tørt tampende instrument. Før kunne Pedersens stemme snildt konkurrere med sylespidse negle mod en tavle som den mest irriterende lyd i verden, men nu kan man godvilligt kaste referencer som Gordan Gano fra Violent Femmes og David Thomas fra Pere Ubu efter ham. “Sidewalk”, hvor det gynger tungt under en vildt raspende vokal, er en smittende gadeslængerhymne i ånden fra netop Violent Femmes. Også den hysteriske vokal i “Broken Beach” bliver holdt nede, så den ikke går helt over gevind, men virker sært tiltrækkende, og pludselig rocker man med til et omkvæd med et kraftigt ekko af Offspring.

Det er primært den smadrede attitude, som de mestendels fængende sange er indspillet med, der gør Piece of Ache til en udmærket rockplade. Det er primitiv parolerock uden større dybde, men Shocking White lagde et godt energiniveau for dagen, da de indspillede pladen – især ved åbneren ”Smell of Coffee” og ”Hear no Evil”, som har et godt grunget omkvæd.

Trods mange gode momenter er det dog ikke Piece of Ache, der vil få folk til i flæng at slynge om sig med Shocking Whites navn på gaden. Oftest føler man, at man får serveret en række standardvarer fra grungescenens voluminøse sangkatalog, og det kræver stærkere og mere originale melodier end det, før jeg kan overgive mig til aarhusianernes overfladiske oprørspunk.

★★★☆☆☆

1 kommentar

Deltag i debat