Plader

Simian Ghost: Youth

Skrevet af Sebastian Sharif

Selvom Simian Ghost oprindeligt var tiltænkt som et soloprojekt, hvor Sebastian Arnström kunne udfolde sin popkærlighed, er der ikke megen magi at spore på projektets anden fuldlængdeplade, der er Simian Ghosts første som band. De få melodier med potentiale virker fortænkte, og han tør ikke hengive sig til den flagrende, småkrukkede popmusik.

Man kan ikke andet end at have respekt for bands, der sætter sit ambitiøse moderskib i bero for at udfolde sig i mere umiddelbare, lettilgængelige og knapt så alvorstyngede sideprojekter. Det virkede for XTC, der moonlightede som det imaginære, psykedeliske band The Dukes Of Stratosphear (vel at mærke næsten 20 år efter, at genren var passé) og for Yo La Tengo, som ligeledes opfandt et garagerockband ved navn Condo Fucks, der var komplet udstyret med falsk biografi og mockumentary. I begge tilfælde kom der fortræffelige og livsbekræftende albums ud af det (henholdsvis Chips from the Chocolate Fireball og Fuckbook); hyldester og parodier på én og samme tid og udført med en mærkbar, smittende spilleglæde. Underholdende plader.

Sebastian Arnström, frontmand i Simian Ghost, er sikkert vågnet op en dag og har åbnet sin musikalske garderobe, set bedrøvet på det midnatssorte art rock-kluns (så sort, at det ville gøre selv Robert Smith misundelig), der udgør hans andet band Aerial, og i sit stille sind tænkt: ”Måske lidt pastel klæder mig”. I hvert fald besluttede han sig for at lægge Aerial med den ofte temmelig prætentiøse brug af obskure filmsamples, endeløse kultur- og forfatterreferencer og overgrandios postrock på hylden en stund for at hellige sig popmusikkens mere spraglede klæder i solosideprojektet Simian Ghost. Siden har Arnström fået følgeskab, og Simian Ghost udgiver nu albummet Youth som et band.

Albummets titel er ikke så lidt sigende for dets tematik. Sangene er hver for sig næsten som et lille tableau plukket ud af det, der kunne være en hvilken som helst persons erindring. Der bliver sunget om at drømme, at danse og at kysse med piger… Og sådan noget. Lyder det alt sammen bekendt? Hvad så, hvis du får hintet “M-8-3”?

Selvom begge bands svælger i ungdommelige drømmerier, så er det med to vidt forskellige udfald. M83 synes at eksistere i et parallelt drømmeunivers, et produkt af frontmand Anthony Gonzalez’ livlige fantasi, hvor børn har superkræfter, og hvor der findes aliens, der ligner en mellemting mellem ALF og E.T. Det er svært at tage alvorligt i al sin himmelstræbende teatralskhed, men man skal saftsuseme også kæmpe ihærdigt for ikke at blive revet med af de “større-end-livet”-følelser, sange som “Lower Your Eyelids to Die With the Sun” vækker i én (jeg sværger, at hvis mit liv var en film, skulle den sang spille over slutningen og rulleteksterne!).
Hos Simian Ghost er den barnlige fantasi for længst lagt på hylden til fordel for teenageårenes gryende seksualitet. »Your legs are pushing me closer/you whisper gently “come at”« synger Arnström eksempelvis på titelnummeret, hvilket sikkert skulle virke sensuelt, måske endda lidt pikant, men langtfra føles troværdigt.

Når Gonzalez i M83 synger om at »eje himlen« eller om at »have en hemmelig verden i tusmørket«, er det med en ubeskedenhed, der er totalt pot og pande med den bombastiske musik. Når Arnström derimod besynger hin glemte ungdom, føles det mere som postpubertært teendrama i liga med Skins. Jovist er det et modigt træk at forsøge sig med i musikalsk format at indfange essensen af ungdommen som sindstilstand og som den uudslettelige og formative del af ens liv, den nu engang er. Men mod kan nemt blive til overmod, hvilket så sandelig også er tilfældet med Simian Ghost, og at kalde sin plade Youth er i dette tilfælde et alt for stort brød at slå op.

En anden ting, der får mig til at rynke brynene, er melodierne – eller snarere mangel på samme. Selv kalder Arnström Simian Ghost sit popprojekt, men der er intet at spore af den popmagi, der får én til bestandigt at trykke repeat; ingen af de opløftende omkvæd, der ubesværet får én til at syde over af velbehag. Det hele virker tamt, kontrolleret og som konsekvens heraf dødkedsommeligt. Selv når han prøver nogle af de ældste trick i pophåndbogen såsom at snige repetitioner af sangtitlen ind i omkvædet på numre som “Wolf Girl” og “Automation”, bliver det døsigt frem for fængende, for i stedet for at insistere på at få dig til at synge med luller Arnström dig i søvn med en stemme, der bedst kan beskrives som Thom Yorke på sovepiller.

Albummet bærer også præg af, at Arnström ikke tillader sig selv at slippe tøjlerne helt. Selvom han prøver ihærdigt at få sangene til at sprudle, når han eksempelvis benytter sig af en enormt ligefrem akkordrundgang i åbneren “Curtain Call” eller får inkorporeret funk-guitar i “Fenix” (jeg kommer til at tænke på “Crying” af TV on the Radio), så taber kompositionerne undervejs fuldkomment momentum i deres forsøg på at virke uforudsigelige. De vil ganske enkelt for meget, og som følge deraf er de alt for fortænkte.

Det kunne godt se ud, som om Arnström stadig spejder nervøst tilbage på det sorte tøj i klædeskabet. Det er jo det vante og trygge. Men måske skal hele klædeskabet i virkeligheden skiftes ud?

★★½☆☆☆

Leave a Reply