Plader

Straight From the Harp: I’m on Fire Just for You

Skrevet af Durita Dybczak

Den danske duos andet udspil kører i monotone, elektroniske cirkler, og med en dyster, malplaceret mundharpe og en distanceret vokaldimension skaber I’m On Fire Just For You ikke andet end dybe frustrationer.

Med mundharpen som signaturinstrument bringer danske Straight From the Harp noget særligt til den elektroniske scene. Duoens andet udspil, I’m on Fire Just for You, leger med genren electric harmonica blues med strejf af både støj og pop.

Straight From the Harp skaber med deres nyeste plade et mørkt og hemmeligt lydunivers med både rumklang og genlyd. Instrumenteringen består hovedsageligt af en dyb elbas, keyboard, en del programmering og trommemaskiner – og så selvfølgelig mundharpen. Det kan måske lyde som en spøjs cocktail, og det er det også langt hen ad vejen.

De fleste af numrene på pladen virker noget tunge i det, og desuden har eksempelvis singleudspillet ”GoGoGoGoGo” – som titlen måske afslører – en tendens til at gentage sig selv både tekst- og lydmæssigt. Det gør typisk, at man som lytter enten kommer i en trancelignende tilstand eller kan have svært ved at fastholde opmærksomheden. Numre som ”Heat Wave 2056” og ”City Lights” er meget monotont opbygget, og temposkift og variationer er der desværre ikke mange af. Frustrerende.

Vokalerne, der er leveret af både Jarno Varsted og Signe Lützen Varsted, er i de fleste af pladens numre  tilsat rumklang, hvilket giver en ekstra dimension til lyden. Men samtidig gør det, at det sungne bliver trukket ud og ender med at forekomme en kende banalt og uinspirerende. Vokaldimensionen virker dermed som et distanceret element, som ikke tilfører det store til musikken, der i flere af numrene kunne stå lige så stærkt alene. Dybt frustrerende!

Blandt de lidt tunge, halvdystre numre krydret med en diskant og dybest set malplaceret mundharpe er der enkelte lidt lysere og mindre støjende indslag. Eksempelvis tager den melankolske ballade ”Dancing Slow” og den fransksprogede ”Mon Homme” tempoet helt ud af pladen og byder op til kinddans. Pladens sjette skæring, ”Judy”, har en nærmest ubekymret, sommerlet fornemmelse, og sammen med det afsluttende nummer, ”Be Together”, bevæger vi os over i den poppede ende af spektret, hvilket er den del af pladen, der er den mest interessante – desværre uden på nogen måde at blive rigtigt sindsoprivende.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat