Nyheder

Strøm Festival føjer nye navne til programmet

Skrevet af Katrine Haugaard

Den elektroniske festival er klar med en håndfuld danske navne

Den elektroniske Strøm Festival er endnu engang klar med et nyt musikprogram. Festlighederne løber af stablen fra den 20.- 26. august, og bliver afholdt i Enghaveparken på Vesterbro.

Festivalen har netop føjet nye navne til plakaten, som du kan læse om nedenfor:

Det første navn er Kenton Slash Demon, som er halvdelen af When Saints Go Machine med de to musikere Jonas Kenton og Silas Moldenhawer. Deres sidste udspil Schwarzschild Soulution, udkom som en trilogi, der bestod af tre ep’er Sun, Matter og Daemon, hvilke blev modtaget med fine anmeldelser. Kenton Slash Demon er i færd med at lave nyt materiale til et kommende album, og vil derfor også tage nogle af disse smagsprøver med til Strøm Festival.

Rangleklods alias Esben Andersen, er efterhånden ved at få gennemslagskraft på den danske musikscene og er netop også blevet føjet til årets program. Debutalbummet Beekeeper, der udkom tidligere på året, har fået flere roser med på vejen, blandt andet her på Undertoner, hvor den høstede 4,5 u’er.

Dernæst er Strøm Festival vært for et kunstnerkollektiv, som er en konstellation af tre musikere, der vil give deres bud på en live back-to-back improvisation fra en dansk technos højborg. Kollektivet består af en parring mellem Northern Structures, Pattern Repeat og Mikkel Metal, der udgør en interessant del af den danske dub og techno scene.

Den offentliggjorte del af lineup lyder følgende:

Dub Phizix feat. MC Strategy (UK), Kenton Slash Demon (DK), Emika (UK), LV (UK), Rangleklods (DK)

Mikkel Metal vs. Pattern Repeat vs. Northern Structures (DK), Aeoeaa (DK), Dixone feat. Reverend Shine (DK), Major Lazer (US)

Deltag i debat