Koncerter

The Brian Jonestown Massacre, 22.06.12, Voxhall, Aarhus

The Brian Jonestown

The Brian Jonestown Massacre gav publikum en smuk sonisk oplevelse af en koncert, og undervejs fik vi et også et eksempel på Anton Newcombes berygtede temperament i lys lue.

Vi nærmer os afslutningen af koncerten, The Brian Jonestown Massacre har netop spillet et af bandets mest kendte numre, ”Servo” fra albummet Give It Back! fra 1997, og så sker det minsandten: Bandleder Anton Newcombe får et af de raserianfald, han er så notorisk berygtet for.

»One rhythm,« snerrer han, gestikulerende med en løftet pegefinger, først henvendt til bassisten hvorefter han vender sig mod resten af bandet, der i en længere tale får læst og påskrevet, at de spiller fem forskellige rytmer, selvom nummeret er bygget op omkring ét meget simpelt groove på trommer.

Der går et gys gennem publikum, og man fornemmer straks en uro. Jeg vil gætte på, at de, der har set dokumentarfilmen “Dig!” (og det har sikkert rigtigt mange) får et deja-vu til de mange scener i filmen, hvor bandet under koncerter ender i slagsmål pga. af Anton Newcombes destruktive adfærd. Men så langt kommer det heldigvis ikke i aften, idet guitarist Matt Hollywood sørger for, at bandet hurtigt kommer videre til næste nummer, ”Oh Lord”, som han synger.

At netop han afværger yderligere ballade, kan man egentlig kalde skæbnens ironi, for en af de allerstørste konflikter i filmen, er mellem netop Hollywood og Newcombe. Den udspiller sig på spillestedet The Dragonfly i Los Angeles, hvor de to skændes, så det brager. Pludselig provokerer Newcombe ved at synge og spille ”Oh Lord”, som Hollywood jo har skrevet og derfor altid synger. Det medfører, at Hollywood, efter længere tids skænderier, endeligt forlader bandet. I dag er han dog tilbage i Newcombes band, og sammen med percussionisten Joel Gion, der med sit gummiansigt må være rockmusikkens svar på Jim Carrey eller Mr. Bean, er han eneste tilbageværende medlem af bandet fra dengang, filmen blev til.

Efter koncerten talte jeg med min kammerat om episoden. Han mente, det var bevidst, at Newcombe, for at holde liv i myten om sig selv, lavede det lille optrin, men jeg synes nu ikke, det virkede til at være tilfældet. Galskaben lurer lige under overfladen på den mand, og selvom han har fået mere styr på sig selv, så har han helt sikkert stadig en idé om, at det ville være bedst, hvis han selv spillede alle instrumenter. I hvert fald stod han under hele koncerten langt ude i venstre side af scenen med siden til publikum, som om han holdt øje med, at bandet spillede rigtigt.

Indtil episoden havde koncerten ellers budt på et uhyre velspillende, men meget introvert orkester, og den tidligere ellers så snakkesalige Newcombe mælede ikke et ord, før det 17.  nummer, hvor han blandt andet fik fremstammet »thank you for coming«.

Udover Newcombe, Hollywood og Gion bestod bandets lineup af yderligere to guitarister, en trommeslager og en keyboardmand, der spillede på mellotron, Korg MS 20 (en analog synthesizer, der kan bruges til at lægge en dyb synth-bas), akustisk guitar og el-guitar. De mange guitarister, der stort set spillede synkront med åbne akkorder i samme oktav, afgav en massiv mur af lyd. Den psykadeliske retrolyd lød til tider fantastisk, men af og til var det dog umuligt for lydmanden at undgå, at lyden mudrede eller feedede, og så var det svært at høre såvel de karakteristiske twang-temaer som vokal. Et eksempel var ”Not If You Were the Last Dandy on Earth”, hvor guitarlyden mudrede. Til gengæld var Hollywoods vokal god. Det var ærgerligt, for netop guitarlyden er normalt så cool på dette nummer.

I alt spillede bandet 23 sange, heriblandt versioner af kompromisløse og kantede udgaver af ”Anemone”, ”This Is Why You Love, ”Open Heart Surgery”og ”Got My Eye on You”, som Hollywood og Gion delte vokalmæssigt. Hollywood sang verset og Gion lavede noget, der mindede om spoken word i omkvædet.

Det afsluttende nummer blev ”Straight Up and Down”, hvor The Brian Jonestown Massacre i en intens støjende outro med »uh uh«-kor lånt fra The Rolling Stones’ klassiker ”Sympathy for the Devil” og tekstlinjer fra The Beatles’ ”Hey Jude”,  levede bandet op til deres ry som musikalsk pastiche af deres forbilleder.

★★★★½☆

Fotos: Steffen Jørgensen, Voxhall

Deltag i debat