Koncerter

The Cardigans, 08.06.12, Tivoli, København

Skrevet af Anna Møller

14 år efter udgivelsen af Gran Turismo genspillede The Cardigans hele albummet i Tivoli i fredags. Her kunne Nina Perssons stemme ikke ramme den sødmefulde pastelpop uden at lægge et rustent skær over tonerne, men det ændrer ikke på, at lyden var god, bandet velspillende, og at man fik lidt festivalstemning sådan en regnvåd fredag.

Jeg må indrømme, at jeg aldrig har været til en vellykket koncert i Tivoli.

Enten har vejrforholdene, publikum eller lydniveau været ude af sync med mit temperament eller også har mit temperament været mere til meget store fadøl og hurtige ture i rutsjebanen. Noget siger mig imidlertid, at den gamle have lægger stilen om i disse dage og forsøger at lade fredagsrocken blive mere deciderede koncerter frem for baggrundslarm i haven, for sjældent har jeg da hørt så god lyd i Tivoli som fredag under koncerten med The Cardigans.

Jeg havde valgt at placere mig midt på plænen og opgav undervejs en omrokering, da Plænen hurtigt blev fyldt af mennesker, men det var som sådan heller ikke nødvendigt at finde plads tættere på scenen. Lydniveauet var i mine øjne perfekt og Gran Turismos kompressor-prægede og melankolske lyd gik klart igennem i, hvad der naturligvis var en komplet gennemspilning af The Cardigans’ nok mest populære album. Samtidig er det et album, der markerede et skift for bandet tilbage i 1998, hvor man mest forbandt de svenske musikere med den pastelpoppede temasang “Lovefool” fra Baz Luhrmans Romeo + Julie-film. Anderledes ser det ud fredag aften, hvor “Paralyzed” åbner ballet med Nina Perssons karakteristiske drævende og sødmefulde vokal og hårde maskinelle toner. Hun og resten af bandet træder kun sparsomt igennem den dunkle scenebelysning, og der er helt slukket for storskærmene. Så sandelig noget ganske andet end den rosenrøde filmsang fra 1996. Nina Perssons centrale vokal har da også ændret sig en hel del siden da, og især en markant hæshed gør, at hun i flere passager fremstår næsten rusten.

Perssons hæshed er da langt hen ad vejen klædelig og hendes ofte ret falske toner komplimenterer det velspillende orkester af Lars-Olof Johansson (keys, guitar), Bengt Lagerberg (trommer), Magnus Sveningsson (bas) og Oskar Humlebo aka. Moto Boy på guitar og kor. Meget sigende er Lagerberg placeret på en kontorstol, som var det endnu en dag på kontoret, hvor kun Perssons glimmerbesatte og oversize dykkerbriller i panden stikker lidt ud i kontormiljøet.

Mens bandet taktfast gennemgår Gran Turismo fra ende til anden kommer og går sommerregnen som en slags melankolsk vejrlig reaktion, og Persson især fastholder publikum i sit hvæssede vokalgreb. Hendes vokal lyder brugt, det kan man ikke benægte, men det er, som om der i den ru hæshed ligger et form for nærvær gemt, så hendes ellers ret luftige og til tider distancerede vokalføring får en insisterende præsens og skrøbelighed, som er klædelig.

Under “My Favorite Game” går der næsten fællessang i den på festivalmåden, men uden, at de mange publikummer overdøver – snarere er fællessangen udtryk for, at Gran Turismo har betydet meget for mange, og at en stor del af de mange står sammen på Plænen den her fredag i regnvejr.

Da selve pladen er gennemspillet, bevæger to sæt ekstranumre sig over i et rent slaraffenland af Cardigans-hits. “For What It’s Worth” (Long Gone Before Daylight, 2003), “I Need Some Fine Wine and You, You Need to Be Nicer” (Super Extra Gravity, 2005) og især “You’re the Storm” (også fra Long Gone Before Daylight) fungerer rigtig godt med et par enkelte vokale udfald og cementerer samtidig The Cardigans’ lyriske styrke. Persson synger i “You’re the Storm”: »And if you want me, I’m your country / If you win me I’m forever, oh yeah / Cause you’re the storm that I believe in / And all this peace has been deceiving / I need some wind to get me sailing / So it’s the storm that I believe in«, og den uafrystelige skrøbelighed, der findes i Perssons vokal går igen i tekstskrivningen. Ofte er den simpel og en anelse skæv, og næsten altid er den ikke til at slippe igen.

Men hæsheden fik alligevel skovlen under andet ekstranummer, den gode gamle temasang. Det er synd at kalde “Lovefool” for sukkersød i den udgave, The Cardigans leverer den i 16 år efter udgivelse. Ikke at forlægget er ændret meget i Tivoli-udgaven, men mest af alt kan Nina Perssons stemme ikke ramme den sødmefulde pastelpop uden at lægge et rustent skær over tonerne. Det ændrede imidlertid ikke på, at The Cardigans var velspillende, Tivoli leverede overraskende god lyd og at man fik lidt festivalstemning sådan en regnvåd fredag.

★★★★½☆

Fotos: Mia Dernoff

Deltag i debat