Koncerter

The Eclectic Moniker, 16.06.12, Lille Vega, København

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Hvem ville ikke gerne varme sig i solen på de caribiske øer med blikket rettet ud mod det mørkeblå hav? Den chance fik man i et fuldt Lille Vega. For calypsobandet The Eclectic Moniker var en lysende energibombe midt i det triste danske sommervejr.

»Der holdes calypso-fest inde i Lille Vega.« Sådan lød ordene fra et af publikummerne uden for det tidligere Folkets Hus. Og man må give ham helt ret i hans betragtning, og det kunne også ses på fremmødet denne lørdag aften. Allerede inden klokken var slået 21.00, var der godt med mennesker i den lille, træbelagte sal.

Dem, der var kommet tidligt, fik også den belønning, at de var vidne til et nyt dansk band, der strålede som en sol oppe på scenen. Jetsi Kain er næsten et helt ubeskrevet blad. En duo, der lige er blevet signet på det danske label Tigerspring, og det var et klogt valg at tage dem med i sin stald. For på scenen spillede de smuk og dybfølt guitarpop, der i dagens anledning var akustisk akkompagneret. Publikum var ellevilde med dem, og da de gik fra scenen, fik de så stort et bifald, at man skulle tro, de var hovednavnet.

Den anden opvarmning var rutinerede Bodebrixen, der har to album på samvittigheden. De fik leveret en god omgang indie-pop/rock. Det tog dem dog lige et par numres tid at finde formen, men da de gjorde det, var der fængende melodier fra drømmeland for alle pengene.

Da det blev The Eclectic Monikers tur til at træde på scenen, var Lille Vega svedigt og næsten udsolgt. Om det var fordi, det var lørdag, eller fordi de var en af vinderne af Karriere Kanonen 2011, eller om det bare er på grund af deres talent til at konstruere caribiske sambarytmer, vides ikke, men da bandet gik på, var stemningen helt euforisk. Folk klappede og råbte, som om det var Coldplay, der trådte op på scenen. Det var det heldigvis ikke, og det syv mand store københavnske band ledet af forsanger Frederik Vedersø gjorde deres entré med måbende ansigter, da de så det talstærke publikumsfremmøde.

Jubelen nåede igen et højt lydniveau, da en basgang startede nummeret  “Typewriter Tip Tip Tip”. Sangen bliver sunget på hindi, men det var ikke en barriere for at publikum også skrålede med på den volapykagtige tekst. Med store armbevægelser og cirkulerende sambaguitarer blev nummeret en perfekt start på koncerten. Bagefter var vi ovre i den mere rolige, men yderst melodiøse “From All of Us”. Her var det ikke Stillehavets små solbeskinnede øer, der kunne høres i guitarfigurerne. Der blev i stedet spillet kinesiske riffs, der fik salen til at danse fødderne varme, og Frederik Vedersø viste sit karismatiske væsen frem, og det gjorde sangen endnu bedre.

Den karismatiske side af bandet viste sig da også mange gange under hele koncerten, og den følelse af taknemmelighed og glæde over at se alle de mennesker, der var mødt frem i Lille Vega, sitrede i den fugtige luft. Som i sangen “Two Officers”, der med en stødvis, rytmisk vokal og ringlende guitarer, tændte op for kærligheden til bandet. De piger, jeg stod foran, kunne endda teksten helt udenad, og det er selvom, at bandet 14. maj udsendte deres selvbetitlede debut. Imponerende at kunne teksten udenad på en måned. Det kan man kun, hvis man virkelig elsker bandet.

Og pigerne var bestemt ikke de eneste, der elskede bandet. Hele salen var i forelskelse, og da der blev spillet den nye sang “Fountains”, var begejstringen elektrisk igen. Oppe på scenen svævede kærligheden også rundt som en tyk tåge. Medlemmerne pjattede med hinanden og fremhævede hinandens kunnen hele tiden. Til tider var det lidt irriterende, men omvendt er det dejligt med et band, der ikke tager sig selv alt for seriøst.

Euforien og dansebenene blev der fyret op under for fuld blus, da den velroteret Ugens Uundgåelige fra P3, “Easter Island”, bragede ud af højtalerne. Folk var mildt sagt glade for sangen. Omkvædet, der er en tretrins raket ud i ekstase, blev der med indlevelse råbt med på, og publikum havde med sikkerhed glemt den silende regn udenfor. De var sikkert i ly på Påskeøen.

Mange kalder The Eclectic Moniker for et calypsoband, når de skal betegne bandets lydbillede. Denne sene lørdag aften kunne man også konstatere, at genrebetegnelsen var vel placeret. Der var konstant soltørrede guitarfigurer og samba-basgange, og i længden savnede man noget variation. Men heldigvis fik man så meget energi og godt humør foræret fra bandet, og hvert eneste medlem gav alt hvad de kunne, og derfor bemærkede man stort set ikke genbrugen af det caribiske guitarmønster.

Da vi var nåede til ekstranumrene, var publikum og ikke mindst Frederik Vedersø gennemsvedte, og benene var godt opbrugte. Især efter den meget festlige “Going to Paris”, hvor trægulvet blev godt fladmast, og folk hoppede i takt til trommerne. Det hele sluttede af med den smukke og melankolsk blåtonede perle “Sunshine Song”. En sang med både lydmæssig variation og en indfølt vokal af Frederik Vedersø. Det hele går op i en højere enhed, og efter man har danset løs, var det dejligt bare at lukke øjnene og drømme sig væk til Stillehavets dybe blå.

Som afsked fik publikum et anerkendende buk fra alle syv medlemmer, og da de gik fra scenen, sad kærligheden og varmen stadig inde i kroppen på mig, og øjnene fra folk, jeg gik forbi, viste det samme. En energi var tændt, der ikke slukkes lige med det samme.

★★★★½☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat