Koncerter

The Hives, 16.06.12, NorthSide Festival, Aarhus

De halvgamle punk-gubber i The Hives kan stadig sætte gang i løjerne, men livet er ikke kun en lang fest, og måske skulle bandet også udvikle sig lidt.

Sammen med The Strokes, The White Stripes og flere andre bands var svenske The Hives en del af den garagerock-revival, der fandt sted i årene omkring årtusindskiftet. I dag er The White Stripes som bekendt opløst og The Strokes kører på knap så højt blus, men The Hives er still going strong og har netop, efter fire års pause, udgivet deres femte regulære album, Lex Hives.

Egentlig må jeg indrømme, at jeg havde afskrevet bandet, fire års pladepause er trods alt en del i dagens musikbranche, men pludselig var de tilbage og på årets NorthSide Festival fik vi at se, at bandet er i fin form. De har alle dage været et fremragende liveband, med den karismatiske forsanger Howlin’ Pelle Almqvist som absolut frontfigur godt bakket op af især broderen Nicolaus Arson, der spiller guitar.

The Hives er kendt for at gå rigtig meget op udklædning i forbindelse med deres sceneoptræden og til årets koncert på NorthSide, der, som Almqvist fortalte, faktisk var den første koncert på dansk jord i otte år, havde hele bandet iklædt sig høj hat og kjole og hvidt. Der er vitterligt ingen smalle steder, når The Hives giver koncert og selv roadierne, som inden koncerten havde stillet grej op og stemt guitarer m.m. var klædt ud – som sortklædte ninjaer.

Koncerten gik i gang ved, at den store og stærke trommeslager Chris Dangerous alene kom ind på scenen, satte sig ved trommesættet og satte gang i et hidsigt punkbeat. Derefter indtog resten af bandet deres pladser og efter på bedste Ramones-manér at have talt 1 2 3 4, tromlede den massive lyd én ned, som var man ramt af en flok elefanter i fuldt firspring. Det var nummeret “Come On!”, åbningsnummeret på det nye album, som bandet havde taget fat på. Publikum var ellevilde og omkring hvor jeg stod, var en flok helt unge drenge allerede begyndt skubbe lidt til hinanden på bedste punkmanér og tegningen til et mosh pit var derfor allerede tilstede, men det blev dog aldrig til mere end indledende pufferi.

Efter første nummer kunne Almqvists one man show ellers begynde. Den mand forstår virkelig at fyre op under et publikum. Først fik han afleveret en lang svada om hvorvidt han skulle tale svensk, dansk eller engelsk og om vi nu var helt sikre på, at vi forstod ham. Hvis vi forstod ham, skulle vi alle hoppe og således fik han gud ved hvor mange tusinde publikummer til at hoppe på stedet. Alle mulige skøre ting finder han på – og det hele bliver leveret med en gennemtrængende og ironisk stemme. Der er ingen tvivl om, at han er en gudsbenådet entertainer og faktisk også en glimrende punksanger.

Musikalsk synes jeg dog, at bandet har overlevet sig selv. Den punk, de spiller, er efterhånden temmelig bedaget, og indimellem tænkte jeg på, at musikken efterhånden er blevet ret poppunket a la bands som Green Day og The Offspring. Det bryder jeg mig bestemt ikke om. Men underholdende er de sgu – de skøre svenskere, og spille ektremt højt og rasende hurtigt kan de bestemt også, selvom de efterhånden er blevet et par halvgamle gubber, der selv har ørepropper i – ikke særlig punk, vel.

I løbet af koncerten fik vi både gamle og nye numre. Selvfølgelig alle de gamle kendinge: “Main Offender”, “Tick Tack Boom” og “Hate to Say I Told You So” og af nye numre fik vi blandt andet “My Time Is Coming”, “Wait a Minute” og førstesinglen “Go Right Ahead”.

Det var en underholdende koncert, bevares, men musikken bliver som sagt for ensformig og endimensional. Bandet burde, som mange af deres medsammensvorne fra de glade garagerockdage omkring årtusindskiftet, forny sig. Jack White eller Julian Casablancas står under ingen omstændigheder i stampe, og det burde The Hives heller ikke gøre.

★★★☆☆☆

Deltag i debat