Koncerter

The Stone Roses, 16.06.12, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Daniel Niebuhr

Selv ikke det nostalgiske gensyn med The Stone Roses kunne redde en koncert fyldt med dårlig lyd og en decideret pinlig Ian Brown. Det var et øjeblik som dette, der sætter spørgsmålstegn ved beslutningen om at gendanne kvartetten efter 15 års pause.

Det skulle blive så godt. Efter først at have taget Manchester og derefter resten af verden med storm i slut-80’erne for derefter at styre mod en alt for tidlig exit fra rampelyset, var The Stone Roses unægtelig det absolut mest omtalte navn på dette års festival. Umiddelbart efter afslutningen på Kasabians optræden, var 15 års pause og en længe ventet gendannelse derfor nok til at gøre området foran Blue Stage godt proppet med mennesker, alle med tårnhøje forventninger til aftenens koncert – en koncert, som jeg på forhånd glædeligt havde betalt samme beløb som hele NorthSide-billetten for at se.

Men hvad jeg og alle andre spændt ventende blev præsenteret for, da de såkaldte Madchester-ikoner indtog scenen, var en kvartet, hvor alderen havde sat sine tydelige spor, og hvor forsanger Ian Brown viste sig fra sine mest pinlige sider. Det her var The Stone Roses anno 2012: Et af Englands mest indflydelsesrige rocknavne, der en sen lørdag aften i Aarhus forgæves forsøgte at genoplive hen ved 20 år gammel britisk musikmagi.

Det havde dog ikke behøvet at ende sådan. Vi startede med bandets anden single fra 1987, “Sally Cinnamon”, hvis positive vibrationer blandet med det længe ventede gensyn, resulterede i nærmest euforisk stemning blandt publikum. Desværre fik vi også indikationer af den negative slags vedrørende Ian Browns lottokupon af en vokalperformance, der til tider druknede i et fuldstændigt mudret lydbillede, og som skulle vise sig kun at blive endnu værre.

Først da vi nåede en håndfuld sange ind i sættet og blev præsenteret for “I Wanna Be Adored”, fik vi et glimt af bandets musikalske kvaliteter, men også det nummer havde sine mangler. Og jeg bliver nødt til at være ærlig: Der var ikke et eneste nummer, der forløb fejlfrit denne aften.

Det tætteste, vi kom på en perfekt optræden, var på en mere end 15 minutter lang udgave af “Fools Gold”, hvor guitarist John Squire endelig gav eksempler på sin kunnen med den seksstrengede og wah-pedalen, men desværre og endte med at drukne i lyden fra de to andre bandmedlemmer og Ian Browns mangel på engagement. Her kunne briterne med fordel sagtens være fortsat i længere tid, når man tager sangens kvalitet i forhold til resten af numrene i betragtning. Men det blev ved et enkelt “velfungerende” øjeblik, før det for alvor begyndte at gå ned ad bakke.

Helt galt gik det først med både “Waterfall” og dernæst “Shoot You Down”, hvor Brown ikke formåede at ramme én eneste tone rigtig, og senere under “She Bangs the Drums”, hvor en tidligere ord- og gestikulationsudveksling mellem selv samme Brown og en tilfældig fan blandt publikum udviklede sig til, at der fra forsangerens side blev spyttet, trådt og tørret røv i et engelsk flag, efter det på opfordring fra Brown var blevet kastet op på scenen. Nu konfronterede Brown ham så via sin mikrofon for at forklare, hvordan det engelske flag var blevet givet til englænderne af paven, og hvorfor det derfor berettigede Browns tidligere behandling af flaget. Et fuldstændig unødvendigt øjeblik i en koncert, der efterhånden havde fået flere og flere til at søge over mod Green Stage og den efterfølgende Kashmir-koncert.

“I Am the Resurrection” blev som aftenens sidste nummer en uværdig genopstandelse, også selvom den, ligesom “Fools Gold”, trak på Squires guitarspil og de lange instrumentalpassager. Efterfølgende var der en meget spredt stemning blandt de resterende individer foran scenen. Nogle rystede fortvivlet på hovedet, andre klappede Brown, Squire, Mani og Reni af scenen på trods af den sørgelige optræden, mens størstedelen bare forlod området uden at se sig tilbage. Vi havde set nok, og det endte mildest talt med at blive en forfærdelig affære at være vidner til.

Det var dårlig lyd, manglende gejst fra bandets side, en decideret pinlig Ian Brown, der med sin ligeglade indgangsvinkel til rollen som frontfigur, fornærmende gestikulationer over for dele af publikummet og til tider horrible vokalpræstation, blev et større og større irritationsmoment som koncerten skred frem, og alt i alt fungerede bandet som helhed med lidt god vilje kun under et enkelt nummer. Og det kunne selv ikke det nostalgiske gensyn ændre på.

Som en englænder så rammende forklarede mig efter koncerten: »It’s fucking embarassing and a disgrace to everyone who enjoys music.«

★☆☆☆☆☆

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Om skribenten

Daniel Niebuhr

boeger