Foto 1-10: Howl Baby Howl. 11-20: Thee Oh Sees. Fotos: Maiken Høst Hansen.
Advarsel!
Denne anmelder har en kæft grimmere end Susan Boyles ansigt efter et rottweiler-angreb, formentlig som en følgevirkning af nylige The Wire-maratoner.
Stuntsne, der gik forud for denne anmeldelse blev foretaget af et uprofessionelt røvhul, og bør derfor ikke afprøves derhjemme.
Kan indeholde spor af jordnødder og selvoptagethed på grænsen til narcissistisk besættelse.
Arbejdstitel til anmeldelse: Min aften med Thee Oh Sees ELLER hvordan jeg drak mig fra sans og samling og teede mig som en komplet idiot
Notater, natten til fredag. Cirka kl 3. Promille: Ukendt.
»Fuck det hele!!«
Det var nok sådan cirka det, jeg tænkte, da jeg stod oppe på scenen foran Thee Oh Sees, vendt mod publikum, armene i vejret som fucking Leonardo DiCaprio i “Titanic”. Jeg følte mig uovervindelig, som en goddamn demagog med alle mennesker i min hule hånd. Men tydeligvis en foragtet en af slagsen. Som fucking Hitler midt på Den Røde Plads. Hvordan havnede jeg dog her…
Skru tiden tilbage en fire ugers tid. De evigt relevante undergrunds-connaisseurs i Smash!Bang!Pow!, har netop booket to af de absolut vildeste livebands fra San Franciscos garagerock-scene, Ty Segall og – you guessed it – Thee Oh Sees. Mig og min bandkammerat er i den syvende fucking himmel, og begynder allerede efter den næste øver godt kogte at snakke om, hvor fulde vi skal være. Men hov, jeg havde jo allerede skrevet til min redaktør dagen forinden, at jeg gerne ville anmelde Thee Oh Sees-koncerten. Ingen vej tilbage. Fuck.
Men det skulle vise sig at være en anledning til at få noget positivt ud af det, det fik mig nemlig til at tænke. Hvornår havde jeg sidst været fuld… sådan godt og gedigent shitfaced… til en koncert? Ja okay, der var lige De Høje Hæles EP-releaseparty et par uger forinden. Men en koncert, jeg også har skullet anmelde? Aldrig, faktisk. Jeg har holdt mig sober; velvidende, at den kritiske sans forsvinder eksponentielt med promillerne. Men så legede jeg videre med tanken. Hvad er problemet så med at være stang fucking bacardi til en koncert? Skal man virkelig stå der, super højtidelig og totalt kritiker-krukket med sin fucking notesbog i hånden? No fucking way, José. Der må simpelthen være alternative modi operandi, når man skal gribe en reportage fra en koncert an. Jeg har personligt oplevet, hvordan livemusikkens sjæl alt for ofte drukner i overkritisk nøgternhed og næserynkende pedanteri.
Som altid når jeg er fanget i en musikkritisk blindgyde, søger jeg, som en pilgrim i en åndsforladt ørken, tilbage til min helt: Lester Bangs. Manden, der inkorporerede sex, drugs & rock’n'roll-myten og den dertilhørende jargon i sin kritik af netop rock’n'roll. Han lod den med andre ord smage sin egen medicin i en simultan hyldest og parodi. Det er manden, der engang lod som om han skrev en anmeldelse af koncerten på en skrivemaskine – vel at mærke mens han sad oppe på scenen. Det er manden, der dopede sig fuld af stoffer og tog til koncert, for derefter at anmelde den, som han oplevede den under påvirkning af de nævnte stoffer. Det er bare et fåtal af hans bedrifter. Han var musikkritikkens Hunter S. Thompson; en mand, der udlevede det selvsamme udskejede liv, han anmeldte, fjernt fra fucking bagstræberiske, bonerte bokstænkere, og betalte prisen for det med en alt aaaalt for tidlig død. I virkeligheden et Menneske med stort m; en menneskelighed, han stillede for åben skue. Det kunne vi alle lære noget af.
Åh, Lester, du svigter mig aldrig! Dér var min manglende ingrediens: Et gonzo/new journalism-agtigt take på koncertanmeldelsen. Nu er det ikke fordi, at jeg skal romantisere den slags utugtig livsførelse eller endog opildne til den slags primitiv skørlevned! Men det er simpelthen bare noget, jeg har savnet. At filtrere alt det bullshit fra, så vi står med et rent og klart begreb, der kaldes fucking ÆRLIGHED, AUTENTICITET eller et andet ligegyldigt ord, hvis der da overhovedet behøves et sådant. Det er så som om, der er et fucking kodeks, der foreskriver, at når Pitchfork giver et album 8.0 eller derover, så har man bare at slæbe sin sorry ass ned på selv den mindste fucking musik-knejpe, hvorefter man står og nikker lidt verdensfjernt med til musikken, taler (gerne højlydt) med sin ligeledes verdensfjerne sidepartner eller bare skribler lidt på sin smartphone. Man skal bare være der, som insektoide droner, der bare adlyder The Great Hive Mind’s befaling.
Som følge deraf bliver ”reportagerne” derfor sykofantiske suck-ups, hvor anmelderne har deres såkaldte kritiske hoved langt op i nougatstjernen på tidens mest hypede artister. Spil hitsne fra de mest kritikerroste albums, gerne præcis som de fremstår på pladen, og vi går glade hjem og lader karakteren – man fristes til at kalde dem den dovne mand/kvindes ledestjerner – tale sig eget (u)klare sprog. Så fuck alt hvad der hedder intuition.
Min mission med Thee Oh Sees-koncerten var dermed klar og simpel: Jeg ville ikke vende, dreje, måle og veje og placere livemusikken i en kontekst og overgranske den på anden, nidkær vis. I hvert fald ikke denne gang. Jeg ville – for nu at låne en metafor fra den kære Aldous Huxley – åbne sluserne til min perception, indtage, suge, absorbere alt den søde honning og nektar, der nu måtte dryppe ud af PA-anlægget, når det blev sendt på overarbejde. Jeg ville ikke bare opleve livemusikken – jeg ville leve den. Så var jeg ellers stålsat. Nu skulle det bare blive koncerttid.
Da dagen endelig kom, gik jeg pronto ned til min lokale sprut-pusher (aka. Bilka) og over disken langede jeg et par flasker lambrusco, nogle discountbajere og en enkelt af den der nye Smirnoff-ice-wanna-be-lanceret-som-maskulin-drik-men-i-virkeligheden-noget-sodavandsagtigt-rævepis-for-virilitetsforladte-fyre-der-ikke-tør-indrømme-de-ikke-kan-lide-øl, der hedder Garage – vel at mærke kun på grund af navnet, der var alt for fucking oplagt før en garagerockkoncert. Så var jeg ellers spændt op til lir. Et par timer før jeg skulle mødes med et par buddies ude foran Pumpehuset, begyndte jeg ellers at bælde lortet, så da jeg endelig ankom, havde good ol’ Mr. Ethanol begyndt at »gøre sin ting«, for nu at citere en vis rapkæftet rapper.
Da jeg trådte indenfor, blev jeg overrasket over at se den forandring, Pumpehuset har gennemgået interiørmæssigt. Det er efterhånden en rum tid siden, at jeg har været der, og det der især slog mig positivt var scenens relativt lille størrelse. Den ligeledes lave scenekant skulle også vise sig at blive altafgørende for aftenen…
Først skulle der dog humle ned i svælget. Branderten måtte ikke have lov at brænde ud. Der skulle hentes brænde til bålet. Der skulle også lige hilses på de sædvanlige hoveder, man kender fra her og der. Så mens vi stod og drak nogle øl, så mig og mine buddies totalt fraværende på opvarmningskoncerten fra Howl Baby Howl, og jeg er ked af at sige det, for jeg har al respekt for mine medmusikanter her i det Københavnske, men som koncerten tog sig ud i min tilstand, havde jeg mere lyst til at kalde dem Yawn Baby Yawn. Det er også et ubarmhjertigt job at skulle som opvarmnings for et band med så stor og magisk en tiltrækningskraft som Thee Oh Sees.
Som det nok er overflødigt at sige, var jeg på dette tidspunkt godt sejlende, så da Thee Oh Sees langt om længe gik på, var hæmningerne for længst kastet overbord, og tøjlesløsheden herskede nu som en diktator over min hjælpeløse krop, der måtte underkaste sig, når der blev befalet »hop!«, »skrål med!« eller »headbang!« Min mission om at LEVE musikken skulle for enhver pris lykkes. Så koncerten igennem gennemgik jeg samtlige skoleeksempler for provokerende, højrøvet, ubehagelig, klam og taberagtig opførsel. Jeg stod halvdelen af tiden oppe på scenen og skrålede med på sangene (jeg kunne stort set dem alle), mens jeg rystede mine knyttede hænder i takt med musikken som en anden provinsprins af en scooter-technotramper. Hvis jeg da ikke lige stod og gjorde det, crowdsurfede jeg eller forsøgte at crowdsurfe eller jeg lagde mig ned på ryggen oppe på scenen og lavede ‘den usynlige cykel’ op i luften… eller jeg pogo-dansede, skubbede til folk, opildnede andre til at crowdsurfe eller vandre op på scenen, dansede kikset solodans forrest i publikum. Så satte jeg trumf på til sidst ved at smide min skjorte ud blandt publikum, mens jeg stod oppe på scenen foran bandet. Godt gået, Sebastian, skide godt, du.
Det ‘lykkedes’ (af mangel på bedre ord, for det var aldrig intentionen) mig tydeligvis at forarge en hel del mennesker, hvilket der ikke er så meget at sige til, sådan som jeg opførte mig. Da jeg efter koncerten stod oppe på den for Pumpehuset nyanlagte rygerplatform og snakkede med de bekendte, der ikke for var pinligt berørte på mine vegne til at snakke med mig, kom en pige hen. Og med en sarkasme, man ville kunne fornemme på fucking Antarktis, sagde hun »Godt, du har fået skjorten på igen,« hvortil jeg svarede: »Jeg var ellers ret glad for at flashe mit fuglebryst.« Så prøvede jeg at forklare hende om aftenens mission, men hun bed mig hurtigt af med et »jaja«, og vendte sig om, som om det kun havde været for et øjeblik, hun havde været villig til at anerkende min eksistens. Jeg havde mest af alt lyst til fortælle hende, at jeg havde lyst at lægge en rigtig klæg lort på toppen af hendes hipster-pandehårsfrisure, men jeg bed det (gudskelov) i mig.
Så var der heller ikke mere for den 25-øre, og vi besluttede at tage hjem. På vejen hjem fra koncerten, gnubbede mig og min buddy vores røv op af Scientology-hovedkvarterets dørhåndtag, men en vagt opdagede det og lyste fra anden sal ned på os med en lommelygte, så vi flygtede grinende. Tag den, Tom Cruise. Der har du dit fucking kirsebær på toppen af den her fucking underlige aften.
Derefter blev der også lige tid til en lille kalorielet snack bestående af en stor Whopper-menu med en cheeseburger on the side før jeg vendte røven hjemad. Her har jeg så siddet i et par timer nu og skrevet som en motherfucker, suttende på en 2 liters colaflaske med små levn af adrenalinen fra den fucking hektiske aften stadig pumpende gennem blodet. Nu er jeg ved at være træt. Så fuck det. Jeg tager tager mig en spiller og går i seng.
Fredag eftermiddag, her: bagklogskabens klare lys
Jeg har siddet i noget tid og bare stirret blankt ud i luften, kun afbrudt af lejlighedsvis sukken og hovedrysten, når hukommelsen har skyllet ubehagelige erindringer om gårsdagens bersærkergang ned over min i forvejen tømmermændshærgede hjerne. Jeg har gået ud på toilettet et par gange og forgæves forsøgt at brække mig. I stedet stod jeg og betragtede det ynkelige syn, der mødte mig i spejlet: febrilske og blodskudte øjne, gryende bumser, klistret hår. Jeg gjorde skaderne op: En række klassiske U.D.I.’er (unknown drunken injuries) – et utal af blå mærker, et par rifter her og der, en langefinger, der gør ondt som en motherfucker, en nakke, der efter non-stop headbanging ikke er særlig samarbejdsvillig, tinnitus, der nu kører på snart 20. time. Tog dog mig selv i at tænke, at det egentlig er let sluppet for at opføre sig som en total douchebag. Ufatteligt, der ikke var en, der gav mig et par på lampen – på den anden side, det kunne der faktisk godt have været, men i så fald kan jeg ikke lige huske det…
I går var jeg bare var en vaskeægte misantrop; en nihilistisk punk-ass lømmel, der ikke ville andet end at kanalisere min vrede ud i en ekshibitionistisk, sprutdreven hjernenedsmeltning. I dag er jeg dog i et lidt mere angerfuldt lune. En mindre samvittighedsfuld person ville nok have sagt »Fuck det!«, viftet det væk med en trækken på skulderen, kommet med en forklaring i retning af ‘at man bare var fuld’ eller måske endda trukket klichékortet med et ‘det er menneskeligt at fejle’. Men ikke mit evigt nervøse, lykkepille-poppende jeg. No siree. For her dagen efter, bliver jeg nødt til at stå ved mine handlinger som en rigtig mand… eller måske snarere bare en forlegen dreng. Og jeg bliver nødt til at anerkende mit ansvar, både som formidler her fra Undertoner og koncertgænger samt påtage mig en vis solidaritet for den gruppe mennesker, der var kommet (og havde betalt) for at se noget festlig, ballesmækkende garagerock og i stedet fik en opmærksomhedsliderlig klovn. Ja, tro det eller lad være, men jeg betragter faktisk mig selv som et anstændigt og modent menneske.
»Men det var jo alt sammen for eksperimentets skyld!«, siger djævlen på min skulder så, som i en fucking klassisk Disney-tegnefilm. Det rejser dog et nyt spørgsmål: var det så det værd? Med hensyn til at få det optimale ud af oplevelsen – dvs. nyde en koncert med et band, man kender ud og ind, på bedst mulig vis – et rungende fucking NEJ. Selvom jeg kan huske, at jeg kendte stort set alle numrene og kunne synge med på dem, kan jeg kun huske et meget selektivt udpluk af sætlisten og har kun en vag erindring om, hvordan bandets energi var. Så hvis du kom her for en detaljeret beskrivelse af atmosfæren ved gårsdagens koncert og i stedet har læst denne lange, ubrugelige smøre med ”too-long-didn’t-read”-faktoren helt i op i det røde felt, er jeg oprigtigt ked af at skuffe dig. Hvad jeg dog synes at kunne huske var, at jeg havde det rimelig fedt, mens mit hæmningsløse vanvid stod på, deraf de 6 ud af 6 U’er. Men det er i bedste (eller værste) gonzo-stil nok ikke så sagligt, så jeg beder dig ikke tage det for gode ord.
Det var på mange måder med eksperimentet, som man siger: Det virkede som en god idé på det tidspunkt. Med resultatet – navnlig denne artikel – i mente, er der da også kommet positive ting ud af det. Jeg er faktisk rimelig stolt af det, jeg har skrevet. Måske fordi den her lortelange anmeldelse, reportage… whatever… har et lille gran af visdom i sig. Jeg kan kun håbe, at min redaktør ser gennem fingre med den ubehøvlede, beskidte skrivestil og at du, kære læser, får den serveret råt for usødet, selvom det er noget af en ubarmhjertig opgave, jeg har sat hende på ved at give den her kinesiske mur af tekst. For i dens originale form fungerer den som en (forhåbentligt underholdende) tragikomisk historie om en ung mands patetiske forsøg på at lege ‘giver-ikke-en-fuck’-punker og hvordan han efterfølgende bliver indhentet af samvittigheden. Men det er også en moralsk guldklump af en livslektion. Folk burde faktisk takke mig for min yderst heroiske indsats i stedet for at spy sarkastisk galde efter mig!
Da jeg fortalte min mor om koncerten og min opførsel, sagde hun: »Nå, du har godt nok været ekstatisk, hva’?« Sådan havde jeg ikke lige tænkt på det, men hun havde ret. Det føltes ægte nok, ekstasen altså. Det vil sige, så længe den varede. Akkurat ligesom med sex, nyforelskelse, stoffer, alkohol for nu at gå meta i den. Man kommer dog til at høste, som man sår, og ingen kan undslippe tømmermændene, hvad enten det er de psykiske eller fysiske. En række engelske idiomer popper op i tankerne, og de indeholder alle sammen ordene shit og life. ‘Ja, husk du er dødelig’ – eller sagt som en latinsk bawz: »memento mori« – må lektionen være. Memento fucking mori.
Sincerely,
Sebastian Sharif,
dit gennemsnitlige koncert-saboterende røvhul siden 1989
Andreas Lindbjerg Nielsen
30. juni 2012
Anerkende din eksistens? Hvis jeg på nogen måde kunne underkende din eksistens i torsdags, havde jeg fandermig ikke tøvet med at gøre det!!!
Det er på en måde beundringsværdigt – og forståeligt -, at du, kære Undertoner-anmelder (!), har lyst til at rense din samvittighed her to dage efter koncerten med et undskyldende dagbogsindlæg af en “anmeldelse”. At det så bliver en selvretfærdiggørende og selvsmagende gang pis, gør mig faktisk bare endnu mere stødt over, at du ødelagde en ellers pissegod koncert. Både for mig og helt sikkert også en masse andre. Det er foragteligt og respektløst, og at du kalder det et EKSPERIMENT (at drikke dig fuld til en koncert — what???), gør det egentlig bare endnu værre! Som om du gjorde os alle sammen en tjeneste i progressivitetens navn? Please…!
Vil gerne undskylde til alle jer andre, der skal læse denne harmdirrende galde på Undertoner. Håber, at I finder en ordentlig anmeldelse af koncerten et andet sted.
Andreas
Sebastian Sharif
30. juni 2012
Hej Andreas
Jeg forstår godt din harme. Du har helt ret i at det både er foragteligt og respektløst, men det mener jeg nu også, at jeg selv har fremhævet, at det var.
Mht. “eksperimentet”, var det aldrig meningen, at jeg skulle te mig lige på den måde, jeg gjorde. Jeg tror, at jeg i fuldskab, efter at have set livevideoer som den her: http://www.youtube.com/watch?v=_e6E8gelkY4 har tænkt, at var kutymen, at man står oppe på scenen til deres koncerter. Jeg ved det virkelig ikke, og jeg undskylder mange gange til de tilstedeværende. Jeg skal dog indrømme, at jeg ikke havde forventet, at scenen og scenekanten ville være så lille, for sidst jeg var i Pumpehuset, ville det have været umuligt at hoppe op på scenen. Det kan godt være, det var det, der begejstrede mig så meget. Ikke at det på nogen måde skal retfærddiggøre det, dog, for som jeg understreger, jeg vil ikke prøve at snige mig uden om med en eller latterlig undskyldning.
EKsperimentet bestod i, at jeg bare havde lyst til at lave en gonzo-inspireret anmeldelse, hvor jeg tillod mig selv at opleve musikken på en anderledes måde. Mit remedie var så bare alkohol, men som jeg ender med at konkludere, blev det for meget af det gode.
Jeg ved ikke, hvor du får “progressiviteten” fra. Jeg har aldrig påkaldt mig et sådant fint ord, og du vil aldrig se mig det tage det i munden. Jeg har her prøvet at lave noget personligt, noget der gør nar af mig selv for at have opført mig som et gigantiskk røvhul… så folk, der har oplevet koncerten, tydeligvis kan se at “ham fjolset” altså fortrød det. Du har dog ret i, at man ikke kan kalde det en anmeldelse, og du også har ret i, at jeg er gået alt for langt over stregen, til, ved mit fulde fem, at kunne kalde mig “anmelder”. Men som jeg også igen understreger: det er hamrende usagligt, og skal kun læses for dets underholdnings værdi. Som åbenbart ikke er der for alle, og det vil jeg også gerne undskylde for.
Jeg synes, at jeg har forsøgt at vægte det selv-ironiske i sådan en grad, at det ikke er til at tage fejl af. Jeg har på intet tidspunkt forsøgt at gøre det “selvsmagende og selvretfærdiggørende”…. Linjer som “Folk burde faktisk takke mig for min yderst heroiske indsats i stedet for at spy sarkastisk galde efter mig!” skulle gerne være tykke af selvironi, men jeg kan se, at du ikke forstået det sådan.
Så lad mig gøre det klart: Jeg er ikke stolt af min opførsel. Jeg fremhæver blot, at jeg har lært noget. Min “stolthed” består i, at jeg rent faktisk kunne gøre forvandle den her pinlige opførsel til noget læsbart. Ikke andet.
Det er nok en noget rodet kommentar det her her, men jeg har forsøgt at adressere al din kritik.
Jeg undskylder endnu engang,
mvh Sebastian
Anna Sofie Hansen
30. juni 2012
Fuck hvor er det her pinligt mand. Wow.
jonas brandt-henriksen
30. juni 2012
Dér hvor jeg synes anmeldelsen og anmelderen fejler er at anmeldelsen simpelthen ikke er godt skrevet. Det kunne have været sjovt, det kunne have været sympatisk, men formår for mig, som ikke var tilstede til koncerten, kun at være kedelig læsning, hvor jeg ender med at skimte lidt her og dér. Det hele bliver serveret tøvende og med en ironisk distance og anmelderens forsøg på at leve op til heltene lykkes slet slet ikke. Ironien gør at det aldrig rigtig bliver hverken farligt eller morsomt og man får lidt sådan en “mandrillen er det sjoveste i verden”-efterskolebismag i munden.
JonesJones
3. juli 2012
Al baggrund for god Gonzojournalistik er troværdighed. Det savner denne artikel helt sindssygt. Ikke ét levende væsen tror jo på, at første del vitterligt er skrevet på aftenen.
Det der foregik dén aften var ikke rock’n'roll, det var bare plat og kvalmende opmærksomhedskrævende og gik udover gæster, venue og band.
Lasse Aagaard
3. juli 2012
Av!
benny boss
22. juli 2012
‘anmeldelsen’ passer fint til Undertoner og deres tåkrummende studendiøse musik dækning.
Føns
27. juli 2012
God uderholdning.
lystig
30. juli 2012
Men Sebastian: Er din “pinlige opførsel” virkelig “forvandlet” til noget “læsbart”?
Hvad er din definition på læsbart? Ja, du kan stave og skrive sætninger, som kan læses og vurderes af andre. Sådan da.
Derudover, er det en efter ethvert parameter imponerende ringe tekst, der tilmed er så hamrende selvsmagende og båret af en ringe forståelse for hvad der gør en tekst virkningsfuld, at man græmmes. Jeg ville ikke dømme dig så hårdt, hvis du ikke i den grad kalder på at blive pillet ned fra dit selvfedme-trip. Et såret ego vil sikkert gøre dig godt på den lange bane…
Mause
30. juli 2012
Punk kan du desværre ikke købe i H&M. Og, det er heller ikke hverken originalt eller særlig provokerende at tørre røv i et eller andet dørhåndtag, men ok for din skyld så et lille: fnis fnis. Prøv at arbejde lidt med at være dig selv i stedet for at tro du kan påtage dig at være dine helte. Uden overhovedet at kende dig, har jeg en stærk fornemmelse af at du ofte ses i Ramones T-shirt.
Held og LøK’.
Johan Eriksen
8. august 2012
TAK fordi du ødelagde koncerten for alle os andre! Det var SKØNT at betale penge for en koncert, som i den grad blev til en dårlig oplevelse for alle tilstedeværende!
John
11. august 2012
Det er altid en fremragende idé at benytte en forkortelse, for derefter at forklare den med en parentes – for den uindviede, en fin service. Derudover, så lyder det noget sært at benytte ordet “fuck” så mange gange. Hvis ovenstående artikel er udtryk for din autentiske måde at tale, må det være anstrengende at være i dit selskab. Og ja, korrekt, en kommentar rettet mod din person, men det synes jeg egentlig også en anmeldelse af denne kvalitet validerer.
Inge Hansen
15. september 2012
Jeg blev så ked af det, da jeg læste anmeldelsen af denne koncert. Jeg mener ikke, den burde have været bragt. Vi var mange, der havde en rigtig dårlig aften til den koncert. Man bruger mange penge på en koncertbillet, for at de et band, som man har glædet sig til at se. Jeg mener simpelthen ikke det er rimeligt at en enkelt person skal ødelægge det. Alle havde jo en dårlig smag i munden efter den opførsel. Og bandet skal I nok ikke regne med kommer tilbage til København igen… Og at man så skal læse denne anmeldelse, med den hånlige toner, der er hele vejen igennem, ja så synes jeg bare det hele bliver mange gange værre. Det er hånligt over for os andre, og jeg går da ud fra, at Undertoner har afbrudt samarbejdet med denne personage, Sebastian. Jeg synes simpelthen han burde betale for vores billetter, for den aften var bestemt ikke det, jeg eller mine venner havde håbet på det ville være. Det er så ærgerligt, når det onde i mennesket kommer frem i lys lue på den måde.
Anna Møller
17. september 2012
Kære Inge.
Jeg tillader mig som redaktør på Undertoner lige at svare på din kommentar.
Du kan have ret i, at Undertoner ikke burde have bragt anmeldelsen, og efterfølgende er det også blevet diskuteret, om vi skulle pille den ned igen.
Da den (naturligvis) har affødt en del kommentarer og debat, er den imidlertid blevet på siden. Hverken koncertredaktøren eller vi andre i redaktionen kendte naturligvis ikke til eksperimentet på forhånd, og vi har efterfølgende skrevet til Pumpehuset – og inddirekte til bandet selv – og undskyldt mange gange.
Vi er naturligvis meget kede af, at så mange fik ødelagt deres aften og håber ikke, det har indflydelse på, om bandet vil spille koncert i Danmark igen.
Vi agter som sagt ikke at fjerne anmeldelsen, men forbeholder os retten til at vurdere, hvorvidt fremtidige kommentarer har noget nyt at tilføje til det, der allerede er kommet frem i debatten. Det, håber vi, er okay.
Venlig hilsen, Anna Møller, artikelredaktør og anmelder på Undertoner
Mads
9. oktober 2012
Hey, Inge er da inde på noget af det rigtige. Nogen der ved om man kan få pengene tilbage fra Undertoner, da ham der jo var på arbejde for dem, da han ødelagde koncerten?
Signe Palsøe
9. oktober 2012
Hej Mads
Undertoner kan ikke refundere din billet, lige så vel som et spillested ikke kan refundere billetter, når en lydmand ikke gør sit arbejde godt nok. Vores anmelder var ude på en opgave, som han ikke udførte efter Undertoners instrukser, og det har naturligvis haft sine konsekvenser. Over for de øvrige berørte kan vi kun beklage episoden dybt.
Mvh. Signe Palsøe,
chefredaktør
mads sabroe
15. oktober 2012
Nej selfølgelig giver Undertoner ikke erstatning fra en “ødelagt” koncert. Whitney Houston som var den direkte grund til at hendes sidste koncert på dansk grund var noget svingende i kvalitet – skulle heller ikke betale erstatning for en dårlig oplevelse. Og hvordan måler man så lige en dårlig oplevelse? Er det målt i antal af sure indlæg i kommentarsporet på Undertoners anmeldelse?
Hvis vi lige ser bort fra, at anmelderen der er rock’n'roll stiv – hvilket ikke er så hensigtsmæssigt nu hvor han er på arbejde og hvilket har afstedkommet en noget infantil anmeldelse – så er det name of the game til rock, punk-koncerter. Folk er stive. Viser lidt hud og etc. Lad nu være med at skrue op for dramaet og koble det sammen med “det onde i mennesker”. Det er at skyde over mål!
Men vi lever i en tid hvor Erik Jensen og slæng åbenbart kræver ro til rockkoncerter! Må jeg anbefale Kåre Norge ?
/Mads
Gumse
11. marts 2013
Mads, jeg ved ikke om du ikke helt har fulgt med i debatten, men du var da tydeligvis ikke tilstede til den koncert. Så ville du i hvert fald ikke have skrevet så lamt et indlæg!
Og hvordan synes du selv dit indlæg spiller sammen med, at du oven over spørger om man kan få pengene tilbage fra Undertoner?