Plader

Turboweekend: Fault Lines

Give it up! Så er der nyt fra party-rockerne i Turboweekend, og det går som sædvanligt ikke stille for sig. For selvom det nye udspil Fault Lines lugter lidt af stadion og vindmaskine, bliver det helt sikkert svært at holde fødderne i ro, når musikken bliver kastet ud af højtalerne på sommerens festivaller.

Bandet Turboweekend, der har været i gang siden 2006, er snart en hel institution i dansk musik. Der er blevet leveret hårdtslående singler som “Into You” (2006) og “Trouble is” (2009), der er blevet solgt albums i tusindtal, og der er blevet gået til den på live-fronten – så meget, at det resulterede i en DMA for Årets Danske Livenavn i 2011. Turboweekends synthprægede og 80’er-inspirerede festrock er åbenbart sød musik i danskernes ører – og for deres dansesko.

Nu er de så klar med Fault Lines, som bandet selv betegner som deres ”mest gennemarbejdede album til dato.” Og gennemarbejdet er det. Over 12 numre viser Turboweekend os alle de facetter, bandet har fået oparbejdet over årene: fra det partypoppede til det stadionrockede til den blide ballade.

Overordnet er Fault Lines ikke en særligt overraskende udgivelse. Den fortsætter på mange måder, hvor bandet slap med lige så stor energi, funky 80’er-grooves og Silas Bjerregaard som stadig stærk vokal og frontfigur. Alligevel har synth-festen og electropoppen måtte give noget plads til et mere klassisk rocket præg. Måske er numrene mere gennemarbejdede nu end førhen. Men de er altså også lidt kedeligere, desværre.

Det gælder især numre som “Neverending”, “Boulevard” og “You’re the Cure”, der mangler det catchy og festlige touch, som Turboweekend plejer at være garant for. I stedet fremstår det noget storladent, som ægte stadionrock med vindmaskine, der blæser op i den fedtede 80’er-frisure og vrikkende mås i stramme læderbukser.

Turboweekend har dog altid været gode for et veldrejet radiohit, og den evne har trioen ikke mistet med årene. Førstesinglen “On My Side” kører allerede på repeat i æteren med sin catchy, men mildt irriterende »uhuhhuh«-intro, og flere af numrene på pladen kunne risikere at gå samme vej. Det gælder f.eks. et af pladens første numre, “Reflections on Chrome”, der med sin fede spænding mellem vers og omkvæd, sin distortede lyd og det funky groove godt kunne gå hen at blive en god festivalbasker. Det samme gælder åbningsnummeret ”Fire of the Stampede”, som, hvis jeg ikke tager meget fejl, også blevet fyret af for fuld musik på årets NorthSide Festival i Aarhus.

Albummet slutter af med den sukkersøde ballade “I Forgot”, som faktisk gør det fint som afslutning på en plade, der ellers ikke har mange blide øjeblikke. På den måde ender Fault Lines også med at fremstå som en helstøbt udgivelse med både dynamik og afveksling.

Ghosttracket, der dukker op fem et halvt minut inde i “I Forgot”, kunne dermed også snildt være undværet, da det ikke rigtig bidrager med noget til pladen. Men fred være med det. Enkelte vil sikkert synes, at det er den sjov detalje.

Jeg havde håbet, ja, måske ligefrem forventet, at elektrorockede Turboweekend ville gå mere i den elektroniske retning, frem for den rockede. Jeg synes nemlig, at det er i deres skøre synthfigurer og funky beats, de har gjort det bedst på tidligere udgivelser. Tilgengæld virker Fault Lines som en mere seriøs udgivelse fra et efterhånden mere erfarent, rutineret og tæt sammenspillet band. Og lur mig, om de ikke nok skal danse med på Nibe, Skanderborg og hvor bandet ellers skal ud og fyre op for festen her til sommer.

★★★★☆☆

Deltag i debat