Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’12: højt og hævi, 80’erne revisited og satsningen

Er du ikke allerede på vej ud til smatten? Så skynd dig at læse de sidste koncert-anbefalinger fra Undertoner her, og kom så af sted.

Machine Head! Mere hævi!

 

Højt og hævi

Den er stensikker hvert år. Rundt omkring på diverse internetfora og i kommentarfeltet på Roskilde Festivals hjemme- og Facebookside er der én sætning, der er umulig at undgå, når snakken falder på årets festivaloptrædende: »Vi vil have noget mere metal/rock/etc.«

Igen i år har de kritiske røster, der beskylder festivalen for i stigende grad at favorisere alle andre genrer end dem fra den hårdere rock/metal-subkultur, været at finde ved hver annoncering af nye bandnavne, og igen i år har det været mere eller mindre ubegrundet. For som det har været tilfældet alle de forgående festivalår, er der også anno 2012 en god portion navne på plakaten, der indbyder til circlepits, headbanging og masser af sange stemt i drop-D eller lavere.

Til mange folks store jubel blev svenske Refused efter 14 års pause gendannet tidligere i år. På tre studiealbum og fem ep’er i perioden fra 1991 til 1998 var de fem svenskere med til at definere The Shape of Punk to Come, hvilket også blev titlen på gruppens sidste udgivelse. Det er hardcorepunk, som det oprindelig blev udformet i sin mest rå og upolerede form. Det for mange længe ventede gensyn løber af stablen lørdag aften klokken 18 på Arena, hvor der nok skal blive rig mulighed for at få kastet sit legeme ind i diverse moshpits, jo længere fremme mod scenekanten man befinder sig. Det tyder bandets nylige optræden på Primavera i hvert fald på.

På engelsk repræsenterer en ‘devildriver’ både de klokker, som tilbedere af Wicca-religionen bruger til at uddrive dæmoner og andre overnaturlige kræfter, og så det stikmodsatte i form at det californiske dødsmetalband af samme navn, der nok er mere tilbøjeligt til at tiltrække de førnævnte dæmoner frem for at uddrive dem. Men uanset om man er tilhænger eller modstander af Lucifer og resten af dødsrigets vogtere, står det i hvert fald klart, at det bliver højt, hurtigt og djævelsk tungt, når DevilDriver klokken 21 fredag aften præsenterer publikummet på Arena for en klassisk kombination af metalgenrernes mest basale virkemidler.

Ligeledes fra Californien og ligeledes med et fast greb om de klassiske thrash- og heavymetaltraditioner er det ikke til at komme uden om Machine Head. I et miljø, der popularitetsmæssigt klart domineres af The Big Four, er californierne mindst lige så væsentlig en aktør samt protektor for heavy- og thrashmetallens bevaring. Og som det vel nok tungeste navn, der i år får lov til at optræde på Orange Scene, kan en acceptabel undskyldning vel næsten kun hedde Nasum eller Behemoth, hvis man som fan af noget rigtig hævi skulle undlade at se Machine Head søndag klokken 17.30.

Et af årets yngre og mindre erfarne navne er newyorkerpunkerne fra Cerebral Ballzy. Men deres unge alder og manglende erfaring i forhold til andre af navnene på dette års plakat er bestemt ikke til hverken at se eller høre på bandets indtil videre eneste udgivelse samt liveoptrædener. Sidstnævnte er som regel garant for crowdsurfing, pogodans samt en masse anden opførsel, der strider imod Roskilde Festivals reglement for god koncertkutyme. Så træk din overpatchede denim- eller læderjakke over hovedet, påfør dig din mest destruktive attitude, og gør dig klar til at bevise, at punken stadig ikke er død, når Cerebral Ballzy sætter gang i Pavilion lørdag middag klokken 12.

I den anden ende af temposkalaen og omkring 1000 kilometer længere mod syd i de amerikanske sydstater hører Weedeater hjemme. Her findes hjemstavnen for metalgenren sludge, som gennem de senere år er blomstret mere og mere op og blevet en integreret del af metalscenen. De lange, tunge riffs med oprindelse i både doom- og stonergenrerne kombineret med en god portion sydstatscharme er med til at gøre koncerten fredag klokken 12 på Odeon med ‘Dixie’ Dave og de to andre bandmedlemmer lige så meget seriøs og ond sludgemetal for de inkarnerede som god publikumsunderholdning for de morgenfriske. (DN)

»I got love for you, if you were born in the 80’s … «

Du er måske en af dem, der føler sig født i det forkerte årti; en af dem, der længselsfuldt tænker sig tilbage til tiden, hvor MTV for første gang rullede over skærmen. Du er mere til Human League og Depeche Mode end Nirvana og Radiohead. Du kan bedre lide film som “Breakfast Club” og “Pretty in Pink” end “Dazed and Confused”. Fortvivl ikke, der er hjælp at hente for 80’er-romantikere på årets Roskilde Festival!

Girlseeker: En gruppe dilettanter, der forsøger at spille Van Halen-covers optaget på en gammel, analog 4-spors-spolebåndoptager

Med anerkendende nik til homerecording-pioneren og Roskilde-aktuelle R. Stevie Moore og den ligeledes nylegendariske outsider-weirdo Ariel Pink skaber Girlseeker et slacket synthpop-univers med masser af rumklang på vokalen, puddelrock-agtig guitar og über-kitschede synths. Det lyder mest af alt som en gruppe dilettanter, der forsøger at spille Van Halen-covers optaget på en gammel, analog 4-spors-spolebåndoptager – på den fede måde, forstås. De er netop nu aktuelle med en fuldlængde, 1-800-Greed, og har gjort sig bemærket i udlandet af bl.a. den prominente blog Ad Hoc, der består af folkene bag den nu nedlagte Pitchfork-forbundne megablog Altered Zones.

Bandet er desuden en del af den blomstrende punk-scene, der også tæller Iceage, Lower, Sexdrome og Vår, og flere af medlemmerne gør sig da også i de nævnte bands. Så forvent masser af skødesløs og stenet punkattitude, når bandet med den mærkværdigt-karismatiske-på-sin-egen-deadpan-facon Alexander Fnug Olsen i front optræder om onsdagen på Pavilion Junior.

De danske postpunkere i Shiny Darkly er ligesom Girlseeker – qua deres status som upcoming talenter – sat til at spille på Roskildes Pavilion Junior. Bandet har netop udgivet en ep, der er blevet til i samarbejde med Jens Benz og er signet på det kvalitetsbevidste danske label Crunchy Frog. Shiny Darkly byder op til et rock’n’roll-bal et sted mellem Black Rebel Motorcycle Club og The Horrors anno Primary Colours om tirsdagen 17.30, så husk læderjakke og solbriller!

Hvis du på det tidspunkt hverken har mættet din trang til nye, danske talenter eller 80’er-inspireret musik, kan du passende tage til Dig & Mig. Er du allerede stødt på navnet i forskellige medier, er du sikkert blevet præsenteret for den mundrette, men efterhånden fortærskede beskrivelse af deres musik: ‘Rocazino møder Ramones’. Eller du har måske endda hørt ”Skyggerne”, som har været Ugens Uundgåelige på P3. Ikke desto mindre står den på forbandet fængende powerpopmelodier og punkørehængere af den klassiske skole tilsat tilsat snert af newwave-glimmer i stride strømme på Pavillion Junior. Det er søndag den 1. juli.

Rock’n’roll og glam-glimmer går med The Echo Vamper op i en højere enhed. Det er rockabilly-riff over industrielle synthesizere. Det er liderligt og trashy på én og samme tid. Det ene øjeblik lyder forsangerinde Iza Mortag Freund, som om hun har får en heftig orgasme, og i det næste, som om hun har slugt et askebæger og drukket en liter bourbon. For slet ikke at nævne, at hun ligner én, der har gået på rov i Siouxsie Siouxs klædeskab. Det er teatralsk og festlig newwave. Det er mandag på Pavilion Junior.

Men vi skal selvfølgelig også ud over de danske grænser – med en konklusion om, at 80’erne er hotte i Danmark netop nu. Selvom vi selvfølgelig gerne vil vifte med Dannebrog og snakke om vores eget bugnende vækstlag, så har the land of the free and the home of the brave aka. U.S.A. naturligvis også spændende nye skud på stammen. Er du helt nede med chillwaven, der har skyllet ind over blogosfæren de seneste par år, kan du roligt tjekke amerikanske Julia Holter ud. Holter er blevet rost til skyerne af musikkritikere verden over for sin nostalgiske og luftige dreampop. Se, om det også holder live lørdag på Gloria. (SS)

Satsningen: fem knald – eller fald

Du har ikke de store koncertplaner for eftermiddagen og fører søgende en finger ned over spilleplanens bandbeskrivelser. Dit blik fæstnes ved et band, der lover ‘tribale hardcore-nedsmeltninger med Janet Jackson-inspirationer og funk-flamboyance’. Du tøver. Det lyder immervæk både forrygende og bizart, og det er ikke til at sige, hvilket af de to indtryk der vil komme til at præge koncerten. Tager du chancen? Her følger fem omtaler af koncerter, hvis awesomeness-faktor ikke helt er givet på forhånd.

Vi starter dog i det små, for umiddelbart kan man godt tillade sig at have høje forventninger til Janelle Monáes såvel som Cold Specks’ koncerter, der lige så vel kunne være omtalt i onsdagens anbefalinger af dramatiske damer. Alligevel er der aspekter ved de to koncerter, der ikke gør dem til oplagte succeser. Monáe spillede sidste år sin første koncert på dansk grund for et ekstatisk Cosmopol, og netop fordi dén koncert var et intet mindre end fabelagtigt højdepunkt på sidste års festival, tør man dårligt håbe på en koncert af samme kaliber. Især fordi Roskilde for en meget sjælden gangs skyld har inviteret den samme kunstner to år i træk, så sidste års koncert står relativt klart i erindringen, og fordi Monáe i år er rykket til det noget mindre intime Arena. Omvendt må det kontateres, at hvis Monáe blot medbringer en brøkdel af sidste års overlegne energi og spilleglæde, har vi en overordentlig god oplevelse i vente.

Festivalgængere, der på forhånd har stiftet bekendtskab med Cold Specks’ musik, vil måske ikke anse en times tid i Al Spx’ selskab for værende det helt store sats. Ikke desto mindre havde jeg mine forbehold, da jeg på Roskilde Festivals hjemmeside første gang læste om den amerikanske sangerindes såkaldte ‘doom-soul’. De blev dog snart gjort til skamme, da hendes seneste album, I Predict a Graceful Expulsion, fik et lyt. Cold Specks er nok mere soul end doom, men mest af alt er det sangerindens rødder i den amerikanske bluegrass-tradition, der ekkoer i lydbilledet. Mørket sniger sig dog på i tekstunivers såvel som i Al Spx’ ru og dystre vokal, og disse spændende modsætninger kombineret med et stærkt sangmateriale lover godt for Pavilion-koncerten.

Alle de mange ansigter i Copenhagen Collaboration forsøger at komme til orde lørdag eftermiddag.

Vanskeligere er det at sige, hvad man kan forvente sig af kollektivet Copenhagen Collaboration. Navnet dækker over, ja, et københavnsk kollektiv at bands, der efter eget udsagn ønsker at ’styrke fællesskabsfølelsen og de familiære bånd, som i forvejen trives i den københavnske musikundergrund’. P.t. er folkene i Cody, Alcoholic Faith Mission, Sleep Party People og ikke så få andre konstellationer styrmænd for projektet, og det lyder jo både prominent og lovende. Dog er det mere usikkert, hvad der rent musikalsk kommer til at foregå, da kollektivets fælles musikalske output indtil videre har været minimalt. I stedet bliver der i livesammenhæng sandsynligvis tale om en række nyfortolkninger af bandmedlemmernes materiale på kryds og tværs. Se, om de mange kokke fordærver maden, eller om helheden er større end summen af delene på Arena fredag klokken 13.

Et døgns tid senere kan dagen skydes i gang med endnu et morgensats. Ars Novas mangefacetterede, ordløse kormusik uden musikalsk akkompagnement ligger sandsynligvis et godt stykke fra de rytmiske genrer, som den gennemsnitlige Roskilde-gænger nørder hjemme i privaten. Denne morgen lover programbeskrivelsen dog, at ensemblet vil prøve kræfter med materiale af nogle af de vigtigste minimalistiske komponister fra det 20. århundrede. Har du en svaghed for Terry Rileys eller Steve Reichs uendelige, hypnotiserende loops af diskret elektronik, klokkespil eller violin – og er du møgnysgerrig for at høre, hvordan den slags mon omsættes til sang – kan du altså med fordel indfinde dig ved Odeon 12.30.

Inden alt dette presser en måske noget utraditionel torsdagsfest sig dog på. Jonas Bjerre balancerer med Mews seneste materiale på æggen mellem smuk storslåethed og lige lovligt kalkuleret koncept-tænkning, og derfor overrasker det ikke, at han nu er gået all-in med projektet Apparatjik, der erklærer sin kærlighed til matematikkens verden. Indrømmet, umiddelbart fremstår bandets video-introduktion af Roskilde-koncerten noget anstrengt fortænkt, men at bandet ud over den glimrende melodismed i Bjerre rummer medlemmer fra mindst lige så popglade Coldplay og A-ha, fornægter sig heldigvis ikke. Et nummer som “Timepolice” er fængende elektronisk pop, hvor modsætningen mellem den lyse vokal og det bastante beat giver en velfungerende dynamik. I forening med det varslede visuelle udstyrsstykke på Orange danner sådanne indslag forhåbentlig grundlag for en vellykket og anderledes Roskilde-fest. (SP)

1 kommentar

Deltag i debat