Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’12: sfærisk og støjende, amerikanske rødder og hiphop

Trods Grieves' tyssen, kommer det næppe til at gå stille for sig, når han lægger vejen forbi Roskilde.

Nedtællingen fortsætter. Læs i dag om sfæriske koncertoplevelser, amerikansk klingende bekendtskaber og boppende hiphop, som er værd at sætte kryds ved i årets Roskilde-spilleplan.

Norske The Megaphonic Thrift er blandt de mange støjende højdepunkter på årets festival.

Susen og brusen – sfærisk og støjende

Hvad enten man bare ikke kan få nok forvrænget guitarfræs eller hellere vil drømme sig væk til fjerne himmelstrøg, er der flere gode bud på programmet i år.

Torsdag er det frem med eyelineren og den depressive postpunk-ånd fra 80’erne. Endelig kan melankoliens mørke fyrste, Robert Smith, og hans med årene hyppigt udskiftede bandkolleger i The Cure opleves på dansk jord. Det sker klokken 21 på Orange Scene. Og ja, det er immervæk nogle år siden, at Smith og co. nåede deres kreative højdepunkt, men der skulle være god grund til at forvente et veloplagt band, som ikke lader alderen trykke, at dømme ud fra de meget positive anmeldelser, turneens øvrige koncerter har ført med sig. Med en 36 år lang karriere og et utal af Weltschmerz-klassikere er The Cure en af de musikalske legender, du ikke må gå glip af på årets festival.

Støj kan sagtens være catchy og behagelig ifølge The Megaphonic Thrift. Med to albums og en ep på bagen har nordmændene etableret sig som et særdeles talentfuldt navn inden for genren uden at gå på kompromis med lyttevenligheden. Ingen tvivl om, at nordmændene kan deres My Bloody Valentine og Sonic Youth i søvne, men de har alligevel markeret sig i strømmen af støj-disciple med deres stærke melodier. Midt i infernoet af distortede guitarer ligger de tilbageholdte vokaler i den klassiske pige-dreng-opstilling, hvor Richard Myklebusts coolness smukt kontrasterer Linn Frøkedals englerøst, så din indre popfan også tilfredsstilles. De kan opleves fredag klokken 12 på Pavilion.

Fuldt fortjent har Larsen & Furious Janes mørke lyd gjort den aarhusianske gruppe til en sand anmelderdarling. Alligevel er det folkelige gennembrud aldrig rigtig sket, ligesom de store radiohits er udeblevet. Men hvad gør det, når musikken holder et højt niveau og aldrig går på kompromis med sig selv. Deres fjerde (gratis) album, Dolly, høstede ikke overraskende flotte ord fra kritikerne; også her på siden, hvor Martin Thimes udråbte Torsten Larsen og co. til det absolut mest interessante danske rockband i mange år. Døm selv, når Larsen & Furious Jane spiller på Pavilion lørdag klokken 13.30.

Efter al den dystre støj skal ørene hvile lidt. Her er M83 din ven, for når man opkalder sit musikalske projekt efter en galakse, så er stilen for en drømmende og sfærisk lytteoplevelse ligesom lagt. Franskmanden Anthony Gonzales har aldrig været bange for at gøre de helt store synth-armbevægelser, og det seneste udspil, dobbeltalbummet Hurry Up, We’re Dreaming, der blev udråbt til efterårets soundtrack af en begejstret anmelder her på siden, er ingen undtagelse. Er du til electronica møder shoegazer i storslået forening, så gå ikke glip af koncerten lørdag klokken 20 på Arena.

Endelig har Svenske Korallreven fået det utaknemmelige tidspunkt søndag klokken 16 til at vække publikum på Apollo-scenen. ‘Stillehavsøinspireret dreampop’ kaldte Undertoners anmelder debuten fra sidste år, An Album by Korallreven, og de hypnotiske og meditative toner skal nok vise sig at være balsam for en hårdtprøvet Roskilde-sjæl på festivalens sidste dag. Duoen består af Marcus Joons og Daniel Tjäder, der ved siden af støjer løs i kritikerroste The Radio Dept., og ideen til musikken kom som en musikalsk åbenbaring på polynesiske sandstrande. Lad dig vugge blidt til de sfæriske toner, og drøm dig langt væk fra mudder og urinstøv til ”Sa Sa Samoa”. (NØ)

Americana, folk og deslige – amerikanske rødder i Roskilde

Der er forhåbentlig længe til løvfaldet, regnen og de ruskende vinde, men selvom det skulle være tilfældet, er der stadig rig mulighed for at iklæde sig sin skovmandsskjorte, sit partisanerhalstørklæde, sit fuldskæg og sin tophue. Gæsterne på dette år Roskilde Festival bliver nemlig ikke snydt for den gyldne brune lyd af folk, americana, og andet musik med Amerikanske Rødder.

Det københavnske band Dangers of the Sea kaster de første blade af træerne, når de som en del af Roskilde Festivals nye satsning, Roskilde Rising, spiller på Pavilion Junior tirsdag  klokken 16. Bandet, der består af et sammenrend af musikere fra Efterklang, Saybia og Slaraffenland, spiller organisk og løvfarvet indiefolk. De har endnu til gode at udgive deres første album, der bliver til i samarbejde med Nikolaj Nørlund. Som man kan se her, er der lagt i kakkelovnen til en inderlig og intim eftermiddag på Pavilion Junior.

Cowboy-violinisten Sam Amidon spiller på Gloria torsdag.

De amerikanske rødder bliver hyldet gevaldigt, når Sam Amidon fra Battelborro i Vermont spiller nyfortolkninger af gamle salmer, hymner og folkelige fortællinger. På Gloria klokken 19.45 torsdag trækker Amidons guitar og banjo klare streger til den rigtig gamle rå, upolerede og uspolerede amerikanske sangskat. Det er højspændt bluegrass for alle, der har lyst til at trampe lidt rundt i cowboystøvlerne og lytte til lyden af det gamle USA. Eller til et enkelt cover af “Walking on Sunshine”, som han også giver sig i kast med fra tid til anden.

I næsten samme folk-boldgade finder vi amerikanerne Bowerbirds fra North Carolina. Med en blanding af freefolk og solskinsfyldt indiepop spiller de sange om fuglene og planterne i den dybe skov, hvor kæresteparret i front boede, da Phil Moore registrerede fugle for Naturmuseet i North Carolina. Det er klokken 15 lørdag, at der bliver sat strøm og lyd til løvtræer badet i solstråler. Mød op på Gloria, hvis du har brug for at pleje dine tømmermænd med organisk folk og tiltrængt mørke under teltdugen.

Hvis du mere er til lyden af de svenske skove og kraftfulde kvindestemmer, er det lørdag klokken 15, at du har muligheden for at nyde den svenske søstreduo First Aid Kit. Der er sket meget hos svenskerne, siden de sidst gæstede Roskilde Festival i 2009. En af søstrene har forladt teenage-tilværelsen, den anden er tæt på at blive 20. De er blevet voksne. Men samtidig har deres katalog af americana og folk også vokset sig større. Nu har de to fuldlængdealbums fyldt med folkvellyd med i bagagen. Det bliver forhåbentlig svalt. Eller varmende – det afgøres vist af vejret.

Der er plads til ro og eftertænksomhed hos amerikanske The Low Anthem fra Rhode Island. Den ro og eftertænksomhed kan du opleve på dette års Roskilde Festival, når de fem bandmedlemmer lørdag klokken 17.30 underholder på Pavilion med deres fredfyldte blanding af folk, rock, blues og americana. På deres nyeste album fra 2011, Smart Flesh, har de skruet endnu mere ned for rocken, så der skal nok blive rig mulighed for at falde i staver over de afdæmpede sange og nyde lyden af den ærkeamerikanske folkrock. (MH)

Beat med bund – hiphop-højdepunkter

Skal du stikke dine fuldfede beatfingre i hiphopkagedåsen, er der rigeligt at komme efter på dette års Roskilde. Festivalen har satset stærkt på en lang række mindre navne, og nedenstående er kun et lille udpluk af de mange hiphopnavne, der betræder scenerne i år.

Ikke overraskende er Kesi fra Cheff Records med på Pavilion i opvarmningsdagene. Den kradsende, klub- og grimeinspirerede lyd appellerer bredt, og flere mener, at selskabets kompromisløse stil og selvsikkerhed har udstukket en ny retning for dansk rap anno 2012. Jeg foretrækker dog at troppe op på Apollo Countdown onsdag klokken 16 for at opleve samarbejdet mellem Khal Allan og Analogiks Dr. Lazerlyde. De to skabte i fællesskab Khalazer og udgav mixtapet af samme navn, der rodet, skævt og forunderligt eklektisk udstikker en lige så vigtig retning på den danske hiphopscene som drengene i Cheff.

På samme måde siger det nok også noget om den popularitet Wiz Khalifa nyder, at han har fået plads på Arena torsdag klokken 20.30 – det er vist det, man kalder den bedste sendetid. Han er da også rykket helt tæt på og har måske endda overhalet amerikanske mainstreamrappere som f.eks. Lil Wayne. Det er dog værd at høre ham for hans særpræg: Den umiskendelige tilbagelænede, hashede poprap og hans afvekslende produktioner, hvor versene både pakkes ind i synth samt støvede varme eller tilsvarende syntetiske kolde elektroniske produktioner.

A$AP Rockyer endnu et skud på den unge amerikanske hiphopstamme, der gør det samme, som hiphoppen altid har gjort – men på en ny måde. Hiphoppen er stadig ekstremt selvbevidst, og den glorificerer livet med ’cheeba cheeba’, sportsvogne, indersiden af damelår, dollarsedler, der kan kastes i grams, og den allestedsnærværende swagger. Men der ér bare noget over det dunkle lydunivers – og derfor synes Cosmopol torsdag aften klokken 23 at være en passende ramme for newyorkeranekdoternes langsomt drejende discokugler.

Trods Grieves' tyssen kommer det næppe til at gå stille for sig, når han lægger vejen forbi Roskilde.

Når fredagen gryr, er det en ordentlig mundfuld småkager, der bliver kastet på Cosmopol klokken 15.45. Forhåbentlig mindst et par timer i selskab med Grieves & Budo, Evidence, Macklemore & Ryan Lewis, Sage Francis – selvom konceptet for menuen er svær at gennemskue. Det er dog nok en Rhymesayers-showcase, og alle rappere har den socialkritiske og socialrealistiske hiphop til fælles. Grieves smed i 2011 Together Apart, og med til Roskilde slæber han sin producer, der med varme lydtapeter skabte en velfungerende modvægt til pladens indimellem særdeles indadvendte tekster. Dilated Peoples’ Evidence smed i 2011 et af de bedste hiphopalbums med Cats & Dogs. Kombinationen af hans soulinficerede produktioner og karakteristiske, ekstremt langsomme, nærmest snakkende flow signalerer historiefortæller og får mig til at lytte: »Sæt dig ned og lyt, min søn. Jeg skal fortælle dig om verden,« synes roen at signalere. Macklemore & Ryan Lewis følger i rækken af emotionel hiphop, hvor man næsten kan høre vigtigheden af det, de fortæller i Macklemores stakåndede rap, der i stil minder om både Slug, Atmosphere og Brother Ali. På den måde passer også han – og det dramatiske, pompøse kor på nummeret ”Wings” – perfekt ind i Rhymesayers-familien. Endelig er der Sage Francis; den intellektuelle, litterære og politisk alfader fra Rhode Island, der har urimeligt meget på hjerte og nærmest lader sine plader flyde over med budskaber. Desuden var han en af hovedfigurerne blandt de rappere, der målrettet begyndte at krydse alternativ rock, emotionel rap og hiphop. Det er sjældent, han er på danske kanter, og han er absolut hovedattraktionen i denne vandring i emorappens vredt kritiserende landskab.

Ej heller må man glemme de tre kære drenge fra Langestrand, der nok ikke behøver en anbefaling. I år får Malk de Koijn endda Orange klokken 01 at skeje ud på, så succesen skriver vel sig selv. Uanset hvad er det ikke til at komme uden om, at de herrer Geolo G, Blæs Bukki og Tue T formodentlig er et af de største danske tilløbsstykker – med rette – på årets festival. Toback to the Fromtime kørte nærmest uden stop herhjemme, da det udkom, og er jeg stadig på benene, når Mælkedrengene går på scenen, så ved, jeg, at mit hoved bobber.

Lørdag er noget af det vigtigste på dagen at være klar til The Roots – et af de mest konsistente hiphopbands i verden. Og et af de allerbedste livebands. Med 20 år på bagen og med et bagkatalog, der kan gøre selv H.C. Andersen misundelig, kan de levere hiphop, der strækker fra indadvendt og filosofisk rap, forbi samarbejde med f.eks. Monsters of Folk til husvæltende bangers, der får folk til at hænge 20 cm over jorden. Det kommer de også til at gøre på Orange klokken 17, og der er ingen tvivl om, at jeg kommer til at stå – nej, hænge – blandt de forreste. Det kommer med statsgaranti til at svinge.

Tilbage i småkagedåsen er Royce da 5’9”. En fuldblodseksplosion af maskulinitet, der er udset til at rive den sidste søvn ud af øjenkrogene søndag klokken 14 på Pavilion. Royce har delt scene med og ageret rimsmed for levende legender som Eminem og Dr. Dre, men har alligevel formået at bevæge sig under min radar. Udspillet Success Is Certain sparkede dog mine øjne op, og den udtalte aggressivitet kombineret med lyrisk vid er hjørnestenene i min fascination. Et eksempel: »As far as killing I’m forever willing and ready / I will make my children’s peanut butter and jelly sandwich with a machete.« Det kan kun blive en varmblodet søndag med sådan en igangsætning. (CK)

Deltag i debat