Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’12: uhyggeligt og tungt, oversete kunstnere, dramatiske damer og klassisk rock

Liturgys blackmetal slører natten til søndag.

Vi har nået halvvejsmærket for Undertoners Roskilde-anbefalinger, og der er stadig læssevis af musik at læse om og lytte til. Få flere højdepunkter fra programmet her.

Liturgys blackmetal slører natten til søndag.

Uhyggeligt og tungt – fem mørke festivalstunder

Dalglish (Chris Douglas) spiller dyster, elektronisk ambient med elementer af IDM og har tidligere optrådt under navne som O.S.T. og Rook Vallade. Den berlinbosatte amerikaner udforsker knitrende og synkoperede rytmer i en lyd, der ikke er langt fra den, Autechre havde på sine mest ambiente plader. Hans seneste album med det gælisk-klingende navn Benacah drann deachd (2011) er hans tredje studiealbum under navnet Dalglish og er præget af dybe synth-flader og en spæd, men kompleks rytmesektion. Man bliver måske ikke skræmt lige med det samme, men de uhyggelige lyde fra hans elektroniske gravkammer vil sikkert langsomt snige sig ind under huden på de fremmødte på Gloria, der er en ideel scene til Dalglish.

Svenske Kriget spiller eksperimental, instrumental og jazzet rock’n’roll med en noget alternativ instrumentering – nemlig trommer, bas, en for alvor forvrænget saxofon, og, ja, en smule ølkor. Deres seneste album Submission fik gode ord med på vejen af en række skandinaviske anmeldere. I deres lydbillede kan med både finde traditionelle rockudladninger, mekanisk industrial og en gang imellem melodier, der minder om svensk folkemusik. Måske er det ikke for meget af kalde dem en rockudgave af italienske Zu grundet deres vilde brug af saxofonen, og ligesom hos deres svenske kolleger KXP er trioens musik holdt i en rå og skrattende produktionsstil. Derudover er deres trommeslager ret vild. Igen er det oplagt, at de naturligvis skal spille på den herlige lille scene Gloria.

Liturgy fra Brooklyn spiller meget teknisk blackmetal og har om nogen delt vandene. Nogle kalder det hipster-metal, og andre kalder det skøn og nyskabende mathmetal. Døm selv, når de indtager Pavilion natten til den yderste dag på årets festival. Det er især deres unge og kunstneriske newyorker-attitude, der desværre har givet dem en smule, synes jeg, ufortjent miskredit hos nogle metalfans – og så det lidt kuriøse ved, at deres seneste album Aesthetica udkom på det hippe pladeselskab Thrill Jockey (der bl.a. har udgivet Wooden Shjips, Future Islands og Tortoise). Selv kalder de deres stilart for ‘transcendental black metal’, og jeg tror i hvert fald godt, jeg kan transcendere væk fra denne verden i selskab med deres komplekse voldsmusik.

Det legendariske, sataniske metalnavn Behemoth bliver helt sikkert en af årets allerstørste metaloplevelser. Sammen med bands som Vader og Hate var de med til at etablere en scene og en karakteristisk polsk death- eller blackmetal, som videreførte arven fra norsk blackmetal på en noget utraditionel vis. Deres seneste skift i musikken har eksempelvis medført, at der kommet orientalske lyde med ind. Man ved ikke aldrig rigtig, hvor man har dette konstant fornyende band henne, men sikkert er det, at det bliver tungt, hurtigt og intenst. Forvent ligsminket blackmetal af den allerbedste skuffe. Behemoth er i øvrigt kendt for at levere et ret sindssygt liveshow, så hvis du er metalfan, er koncerten naturligvis obligatorisk.

Hvis du kan lide hurtige, smertefulde grindcore-numre, så er det genforende band Nasum sandsynligvis et navn, du allerede er stødt på. Søndag aften indtager de Odeon, men desværre uden deres tidligere frontfigur Mieszko Talarczyk, der døde under tsunamien i det Indiske Ocean i 2004. Som erstatning vil Keijo Niinimaa fra Rotten Sound skråle sig gul og blå på afdøde Talarczyks vegne. Forvent smadret grindcore/deathgrind fra Örebro af den slags, som svenske Coldworker og amerikanske Repulsion og Napalm Death spillede den. Ikke fordi Nasum dvæler i 80’er-arven fra den tidlige grindcore, men nærmere fordi de på en god dag spiller lige så godt og ondt som eksempelvis Napalm Death.

Danske Of the Wand & the Moon er, som navnet antyder, leveringsdygtige i musik, der bør spilles af troldmænd i en skov om natten. Det kunne lyde som navnet på et metalband, men der er i stedet tale om dyster neofolk, der afsøger genrer så forskellige som ambient, post-industrial, regulær pop og mystisk, tysk folkemusik. Glæd dig til koncerten med Kim Larsen (det hedder frontmanden faktisk) og hans venner. Det kan anbefales at gå på opdagelse i deres store musikalske bagkatalog af diverse småudgivelser og albums, for der venter virkelig meget god og spændende musik. (RR)

‘Wut, det her er jo fedt’ – oversete kunstnere

At blive overset er ikke så svært på Roskilde Festival. Med op imod 75.000 besøgende og et samlet festivalareal på 1,4 millioner kvadrameter skal der ikke meget til, førend man risikerer at forsvinde i mængden. Og selv for artisterne på festivalen, der ellers er vant til at være i fokus foran et koncentreret publikum, skal der konkurreres med en masse andre interessante tilbud på festivalpladsen – heriblandt de andre optrædende. Men mens det måske ville være oplagt at få set Bossen eller nogle af de andre kunstnere, der optræder på Orange i løbet af ugen, er det i lige så høj grad på mange af de mindre scener, at de medrivende og mindeværdige koncerter finder sted.

Åbningskoncerten på Orange Scene plejer som regel at tiltrække et nogenlunde stort publikum. Men cirka en halv time inden festivalens største scene bliver indviet, har britiske Django Django fået den ære at åbne en af de klart mindre scener i form af Pavilion. På dette års yderst fængende album af samme navn eksperimenter kvartetten med traditionel poprock, hvor både mere elektroniske og psykedeliske elementer bliver inddraget. Et generelt eksotisk og sommervenligt touch præger desuden bandets musik, så det er med håb om sol og høje temperaturer, at man i høj grad burde starte sin torsdag på Pavilion i selskab med Django Django.

At blive diagnosticeret med HIV er ikke den mest opmuntrende nyhed, man kan modtage. Men for islandske Jón ‘Nonni Dead’ Sæmundur blev frygten for døden til en motivationsfaktor og et gennemgående kunstnerisk tema. Så med udgangspunkt i mantraet ‘den, der frygter døden, kan ikke nyde livet’ dannede han Dead Skeletons, der på én gang både er dyster og livsbekræftende, psykedelisk rock, og hvis mørke, trancefremkaldende udtryk har fået et helt perfekt spilletidspunkt klokken 03 lørdag nat. Dér bliver Pavilion-scenen i hvert fald et glimrende alternativ til både festerne i campingområdet såvel som søvn.

Dead Skeletons trutter til trancefremkaldende nattekoncert.

Elektronisk musik er traditionelt set primært forbeholdt computer og keyboards, hvis nærmest uendelige muligheder danner grundlag for den optimale electronica-instrumentation. Men de tre østrigske herrer, der udgør Elektro Guzzi, er af den opfattelse, at guitar, bas og trommer kan gøre det samme stykke arbejde mindst lige så overbevisende. Så med samples, effektpedaler og endeløse 4/4-trommerytmer er østrigernes musik mindst lige så stor en udfordrer til det festglade publikums gunst, som mange af dette års store dj-navne er. Og derfor er det vel passende nok, at det er under Cosmopols festrammer- og belysning, at Elektro Guzzi går på scenen fredag aften klokken 21.

I nogenlunde samme musikalske boldgade, men cirka 1300 kilometer længere mod nord, finder vi norske 120 Days. Ligeledes med traditionelle rockinstrumenter skaber de en lyd, der bevæger sig mere over mod det elektroniske. Her er der dog et klart mindre fokus på det repetitive, ligesom de mere rockede elementer i større grad er at finde i nordmændenes musik. Så hvis rocken skal være mindre traditionel og mere dansevenlig end Bruce Springsteen, så er det med laserlys og norsk, elektronisk rock, at det går løs lørdag aften klokken 23 på Odeon.

Hvis man derimod er ude efter det fuldstændig modsatte af en festlig koncertoplevelse lørdag aften, er det klokken 21 i teltet, der rummer Gloria-scenen, at man skal lede. Her kan man nemlig opleve de to newyorkerpiger i Talk Normal og deres støjende nowave. Det er minimalistisk, destruktivt og en sikker garanti for, at den danselystne del af festivalpublikummet opholder sig andetsteds. Duoen har på trods af det minimalistiske udtryk desuden ry for at give nogle imponerende og seværdige koncerter, så er man ude efter en ganske anderledes rockkoncert, er Talk Normal et oplagt valg. (DN)

Dramatiske damer på festival

Dramatiske damer er der nok af på Roskilde, både på scenerne, de gyldne i dåserne og omkring vaskestederne når tandbørsten er blevet væk. Og helt ærligt: Hvem kan sige nej til en dramatisk dame i ny og næ? Især når man har mulighed for at forlade Colosseum og drible over i ølteltet, hvis dramatikken tager overhånd.

Skal du have den helt rigtige indgang til de dramatiske damer på 2012’s Roskilde Festival, skal du sætte skub i stængerne og placere din krop ved Pavilion Junior mandag eftermiddag klokken 17.30. Her river de tre piger i Nelson Can dig rundt på en postpunket tur i deres højtråbende, ekstremt charmende, flirtende univers, der selvsikkert erobrer lytteren med hæst leverede linjer som: »I’ve known so many men.« Nelson Cans lyd minder om tidlig Kills, og jeg forudser et energisk riv i teltet, når de går på scenen.

Når du således har oplevet den dramatiske sødme, kan du følge op med en solid knytnæve til underkæben. Den kan du få klokken 19 dagen efter på samme scene. Her tager den norske trio Deathcrush livtag med Snoop Dogg, (andres) kærester og understrømsløbende destruktive tendenser. Bandets navn er inspireret af blackmetal-legenderne Mayhem, men Deathcrushs kerne bobler med langt mere end nordisk blackmetal: I højsædet er poppede melodier, der dog gemmes bag en solid mur af støjrock og et tempo og et lydniveau så tungt, at Tors hammer føles som en mild karklud på en varm sommerdag til sammenligning.

Herefter kan sanserne slappes, indtil den igen står på dramatisk dame, når Gossip entrer Orange fredag klokken 17. Gossip er et solidt bud på en værdig aftager til en kunstner som Grace Jones, der på Roskilde 2009 gav den som enehersker over et lydigt Arena-telt. Selvom Gossip har smidt en del af den elektroinspirerede punk(funk) til fordel for et mere sfærisk popudtryk på A Joyful Noise, er der garanti for en fin eftermiddagsfest. Det kan godt være, at læderjakken er skiftet ud med pailletjakke, men ingen kan tage stemmen fra Gossips karismatiske forsanger, Beth Ditto. Det er en stemme, der i sandhed er en popdronning værdig, og mit bud er, at hun sætter sig solidt på tronen fredag eftermiddag.

En trone til dronningen af alt det, der falder uden for mainstreams popramme, er ikke noget, man har beskæftiget sig med at bygge. Men hvis den fandtes, kunne et bud på en værdig kandidat til tronen være Merrill Garbus og hendes enmandsprojekt tUnE-yArDs. Hendes unikke lydunivers blander pop, R&B, hiphop, afrobeat, forvrængede stemmer og samples i ét væk og blev efter albummet Bird-Brains forfinet yderligere og fulgt skarpt og kompetent op med W H O K I L L (2012). Popstrukturerne vikles hårdt ind i rytmisk kompleksitet, og når hun står på scenen og virtuost livesampler, står man både i en oplevelsesmæssig orkan og i et studie i kontrolleret musikalsk skizofreni. tUnE-yArDs lørdag klokken 17 på Odeon er et must for alle med hang til pop i kompleks indpakning.

Santigold er en af programmets mange dramaqueens med en solid musikalsk ballast.

Søndag kommer selviscenesættelsen for alvor i fokus – der bliver med sikkerhed skruet gevaldigt på den store dramaknap. Det hele starter med Santigold på Arena klokken 20.30. Hun væltede Cosmopol i 2008, da hun og hendes attitude sidst lagde vejen forbi. Hendes catchy pop – der trækker på dancehall, hiphop, reggae og indimellem er så hæsblæsende, at man glemmer at trække vejret – opfordrer til at efterlade tankens kraft i det sammenpakkede telt og blot lade sig rive med af rytmerne. I stil og lyd minder hun om M.I.A., og det er absolut ment som en kompliment – især med tanke på energien, der strømmer fra scenen.

Og som var det skabt til denne artikelserie, er det forvandlingskuglen over dem alle, transformatoren, multikunstneren Björk, der får æren at lukke Orange søndag aften klokken 22. Med tanke på Björks æstetiske sans og bevidsthed lover det godt, at hun efter sigende har skruet godt op for sit sceneshow til 2012’s sidste optræden på Orange – især fordi sans for detaljen i hendes levering og det æstetiske overblik synes at være et godt match til den udsvævende og kun momentant bastante electronica på Biophilia. Med sit alfedansende væsen og skrøbeligt-sfæriske, egenrådige univers passer hun perfekt til en tilbagelænet afslutningsnat i campingstolen med tonerne frit svævende mod himlen. (CK)

Come to Daddy – klassisk rock

Den spænder vidt, den klassiske rock. Dén rock, hvor riffene ruller ud af guitarstrengene, og trommerne tramper derudaf. Den ærkebritiske, kantede og fjantede rock og den lige-ud-ad-landevejen rock fra den anden side af dammen, USA. Der er lidt af det hele på dette års festival. Og så er der selvføgelig Bruce Springsteen.

Der er tale om vaskeægte bajerrock, når amerikanske Red Fang spiller Odeon op med deres testosterondrevne og riff-fyldte rock ’n’ roll. Det sker fredag eftermiddag klokken 14. Der er ikke så meget pis med Red Fang, som blander de tunge fuzzlyde fra stoner-rocken med en højspændt energi, der resulterer i oktan og promiller i blodet. Slå hul i en bajer, skyd den i kæften, og find luftguitaren frem og tryk den af, når Red Fang ødelægger dine tømmermænd med flere øl og tårnhøj rock.

Hvis du har lyst til mere traditionsrig amerikansk rock og rul fredag, kan du passende fortsætte festen på Orange, hvor Jack White blæser publikum omkuld med sin garagerock. Klokken 22.30 tænder Jack White for guitaren i spidsen for sit eget soloprojekt. Sangene fra det nye album Blunderbuss er både rock ’n’ roll, men trækker på hele den amerikanske musikhistorie. Forhåbentlig spiller han også noget fra de gamle dage, da han stadig slog sine folder i The White Stripes, The Raconteurs og The Dead Weather. Noget kunne i hvert fald godt tyde på det.

Hvis du har mere lyst til britisk rock i sin allerfineste form med catchy hooks, woah-woah kor og jangle-guitarer, skal du bruge din fredag aften på på Odeon, hvor The Vaccines spiller klokken 23. Med de store radiohits ”If You Wanna” og ”Post Break-Up Sex” har de allerede slået sig fast som en af de nye store kanoner på den engelske rockscene. 3. september udkommer deres næste album, Come of Age. Så der burde være god chance for at synge med på de velkendte hits og høre de nye rockperler.

Jep, Bossen kommer også.

En anden af dette års nye perler er amerikanske Alabama Shakes fra, ja – sydstaten Alabama. Dette lader sig mærke i musikken, som de søndag forkæler dine øregange med. Den dybe og tunge bluesrock er tilsat en ordentlig gang southern soul i form af kvinden i front med den kraftfulde og kradsende stemme, Brittany Howard. Så du er nogenlunde i nærheden af, hvad du kan forvente dig til afslutningskoncerten på Odeon søndag klokken 20.30. Det bliver stensikkert et kærkomment og kærligt møde med sydstatsrocken, når festivalsmerterne er ved at overtage din krop.

Men inden smerterne melder sig, skal du se, hvordan man spiller ægte klassisk rock. Her kommer ingen ringere end Bruce Springsteen og viser, hvor skabet skal stå. På sin turne med sit nye album, Wrecking Ball, lægger han endelig vejen forbi Orange Scene lørdag klokken 21. Indtil videre har turneen budt på flere maratonkoncerter med The Boss på over tre timer. Der er da også gjort plads i programmet til den amerikanske arbejdsmand med rødder i New Jerseys proletariat, så publikum kan opleve både de nye sange og de gamle hits fra det enorme bagkatalog. (MH)

Deltag i debat