Plader

Beachwood Sparks: The Tarnished Gold

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Hvis solen ikke bryder frem denne sommer, skal man ikke fortvivle. Efter 10 års pladetørke er Beachwood Sparks tilbage. Denne album-efternøler byder nemlig på solskinsmættede melodier og tilbagelænede rytmer. Dog anes der også en vis sørgmodighed og længsel bag de smukke vokalharmonier.

Beachwood Sparks har været temmelig tavse siden ep’en Make the Cowboy Robots Cry fra 2002. Sidst man hørte noget til dem var ved en hyldestkoncert for det amerikanske label Sub Pop tilbage i 2008. Heldigvis er Los Angeles-bandet nu tilbage med lp’en The Tarnished Gold, hvis 13 skæringer beviser, at Beachwood Sparks hører til blandt de nye store folk/country-navne. De skiller sig ud med deres harmonier og Beach Boys-klingende laid back vibe. Og da The Daily Telegraph skulle beskrive bandet for noget tid siden, lød det meget rammende “country through a kaleidoscope”.

Allerede i åbningsnummeret “Forget the Song” føles det, som om man er trådt ind i en sommerdag. Akustisk guitar, en rolig rytme og cirkulerende elektrisk mandolin skaber en harmoni og slacker-attitude, der er sjældent set hos andre store countrynavne. Sangen toppes af et hammondorgel, der spreder nostalgiske toner og fuldender det gode åbningsnummer. Teksten kontrasterer lydbilledet, for over de lyse melodier lyder ordene: »There’s a winter in my heart.«

Solskin og lune vinde titter også frem i “Sparks Fly Again”. Flotte vokalharmonier og en meget tilbagelænet rytme gør sangen næsten døsig, indtil en guitarsolo får plads i mellemstykket. Her opstår der psykedeliske vibrationer og kalejdoskopiske melodier. Sangen slutter med en fed elektrisk guitarfigur, og man mærker solen varme éns ansigt i lænestolen ude på verandaen.

De mere sørgmodige og bekymrede sider af The Tarnished Gold findes i “Mollusk”, “Nature’s Light” og “Alone Together”. “Mollusk” starter med akustisk guitar og klingende små glasrør, der til sammen danner en lidt dyster atmosfære. Senere kommer der gang i den i omkvædet, hvor der sørgmodigt bliver sunget »I’m like a shadow.«
Lidt det samme er tilfældet med “Nature’s Light”. Sangen er til gengæld lidt for lang, og den lyder som danske The Rumour Said Fire, bare uden de smukke tekster og varierende tempo. Pladens sjæler er den smukke og rolige “Alone Together”, hvor en mundharmonika i bedste western-stil bræger i baggrunden, mens en elektrisk guitar sender bløde toner ud til lytteren.

Beachwood Sparks debuterede tilbage i 2000. Nu er der gået 12 år, og de har blot udsendt tre fuldlængdeplader, hvoraf den sidste har ladet vente på sig i 11 år. Men tiden virker til at have modnet det amerikanske band. “Water From the Well” har noget af den tålmodighed, der skal til for at omslutte lytteren med smukke melodier. Med akustisk guitar og roligt klaver i baggrunden skaber Beachwood Sparks en blid, drømmende stemning med tilbagelænede vokalharmonier.

Også “Leave That Light On” har denne illusionsrige og tågede atmosfære. Det besidder fantaserende melodier og en elektrisk guitar, der roligt styrer tempoet sammen med hule trommeslag. Et bækken risler ude i baggrunden, og den giver sangen noget rytmisk modspil til den disede alt.country-perles ellers svævende udtryk.

Der er også nogle missere på The Tarnished Gold. Titelnummeret står svagt rent melodisk, og de taktfaste trommer og »uh-uh«-koret kan desværre ikke løfte det lige rigeligt country-betonede nummer.
Såvel det spansk inspirerede “No Queremos Oro” som western-balladen “The Orange Grass Special” rammer også ved siden af skiven. Det virker, som om Beachwood Sparks var i det lidt mere legesyge hjørne, da de indspillede de to sange, og det har ikke gavnet resultatet.

Forbierne til trods har Beachwood Sparks begået en smuk og stemningsfyldt plade, der lever op til sin titel: Der er både små guldstumper og værdiløse forkullede sten.

★★★★☆☆

Lyt til “Forget the Song”:
[audio:http://assets3.subpop.com/assets/audio/11789.mp3]

Lyt til “Sparks Fly Again”:
[audio:http://assets3.subpop.com/assets/audio/11845.mp3]

Deltag i debat