Plader

Dirty Projectors: Swing Lo Magellan

Skrevet af Simon Rune Knudsen

Kompositionerne er endnu en gang i højsædet på Dirty Projectors’ opfølger til det mesterlige Bitte Orca. Tilgangen til musikken er blevet enklere, dog uden at miste den kendetegnende, næsten maniske tilgang til opbygning, nedbrydning og skift i deres enorme musikalske spekter.

Den spændvidde af musikalske genrer, Dirty Projectors behersker, er imponerende. Hele vejen fra soul og funk til folk, rock og electronica viser de, at musik ikke nødvendigvis behøver blive begrænset af en genre-mærkat. Deres tidligere album, især det seneste, Bitte Orca, demonstrerer det i høj grad, og selvom det ofte kræver en koncentration ud over det sædvanlige at følge med som lytter, er den musikalske perfektionist, forsanger og lyriker Dave Longstreth tilpas behændig til, at det aldrig løber af sporet. På Swing Lo Magellan har bandet taget et skridt væk fra det komplekse og forsøger sig med en mindre udfordrende tilgang.

Teksterne er lige så forskellige som den musik, de følger. Fra åbningsnummeret “Offspring Are Blank” om en slanges og en ørns fælles afkom til det klareste kærlighedsbudskab i “Impregnable Question”. Fantasien spiller også en stor rolle, og mange af albummets numre har ofte en nærmest gyser-agtig tilgang. I “About to Die” bliver der sunget om både rumvæsner og zombier, mens “Maybe That Was It” kommer med utildækkede dødsreferencer som »If you saw a shadow rise belong the hiss / Iridescent and pretend anonymous / Maybe that was it.« Hvis der er en rød tråd i Longstreths tekstunivers, er den svær at finde – selvom kærligheden, i alle dens afskygninger, utvivlsomt er en inspirationskilde for ham, trækker han samtidig på mange andre emner. »But without songs we’re lost / And life is pointless, harsh, and long,« synger han i “Irresponsible Tune” og understreger et album, der også gaber uendeligt højt på den tekstmæssige side.

Swing Lo Magellan har en mere let og uformel lyd end tidligere Dirty Projectors-udgivelser. Ofte er de tunge trommer skiftet ud med frejdige klap som på f.eks “About to Die” og “Dance for You”. Guitaren er alsidig: i “Offspring Are Blank” brutal og sønderrivende, i det akustiske titelnummer opløftende hyggelig, og i “Just from Chevron” sporadisk og funket – i skarp kontrast til den lyriske del, som omhandler en døende mands sidste ønske. Kontraster er et virkemiddel, som Dirty Projectors bruger flittigt. De blander genrer, lyrik, stemninger og vokaler på kryds og tværs, og mange af albummets numre, som ved første lyt virker optimistiske, ender ved nærmere eftersyn med at være noget mere dunkle, end man først forestillede sig. Alle disse spændinger, der skabes gennem brugen af modsætninger, giver Swing Lo Magellan en dybde, som nærmest aldrig stopper med at give en lyst til at lytte albummet igennem igen.

Det kommer ikke bag på nogen, at der er blevet brugt meget tid på Swing Lo Magellan. Dave Longstreth skulle efter sigende ikke bare være en perfektionist, der faktisk har svært ved at gøre noget simpelt, selvom han forsøger – han er også en arbejdshest. Han skrev over 70 sange til albummet, og de 12, der er med, er altså den destillerede udgave af hans imponerende kreativitet. De mindste detaljer er finpudsede – fra klappene til hele den lange række af forskellige instrumenter. Selv når vokalharmonierne med sangerinden Amber Coffman kolliderer med det enorme hav af musikalske virkemidler, ender det aldrig med at blive den mindste smule mudret, og alle instrumenter, toner og små gimmicks kan tydeligt skelnes fra mængden.

Faktisk virker det til, at bandet har forsøgt modarbejde perfektionismen lidt ved bevidst at bruge grin, spontane sætninger og andre udbrud fra studiet i nummeret “Unto Caesar”. Det er friskt og menneskeligt, men med den grænsende til det robotagtige Yale-uddannede musiknørd Longstreth in mente kan man kun tvivle på brudstykkernes autenticitet.

★★★★★☆

Deltag i debat