Koncerter

Ibrahim Electric, 14.07.12, Kulturhuset Islands Brygge, København

Ibrahim Electric spiller ikke jazz. Til gengæld spiller de så meget andet, og det beviste de til deres Copenhagen Jazz Festival-koncert, mens aftensolen gik ned over Islands Brygge og feststemte folk mødtes på tværs af generationer, køn og segmenter.

»Det er sgu god musik, det her« lyder det bag mig. Fyren, der er blevet overbevist om Ibrahim Electrics værd er på den tunge side af 50, og har kun shorts og skjorte på, selvom aftenbrisen på sin egen, tavse måde opfordrer alle til at knappe sommerjakken op. På mange måder er vi helt forskellige, han og jeg. Alligevel tænker jeg præcist det samme i netop det øjeblik: Det er sgu god musik.

Det første, der slår en, når man er mødt op til en koncert som denne med titlen ”Jazz by the Sea” under Copenhagen Jazz Festival er nok, at det jo faktisk ikke er jazz, de spiller. Ibrahim Electric er et band, der lydligt er svært at sætte i bås, men deres instrumentale festmusik passer nok i virkeligheden bedre i kategorier som rock, funk, surf og afrobeat.

Bag Ibrahim Electric står den altid skøre og sindssygt sikre guitarist Niclas Knudsen, den energiske trommeslager Stefan Pasborg samt Jeppe Tuxen, der kan få et hammondorgel til at lyde som et helt orkester i sig selv. Altså tre gedigne, gode musikere, en god portion selvironi og ikke så meget pis – en opskrift, der har fungeret siden 2004.

Ibrahim Electrics musik er festlig. Man kan danse til den. Man skal i hvert fald have muligheden. Derfor er det mig en gåde, hvorfor arrangøren havde valgt at stille stolerækker op til sådan en koncert. De blev dog også pænt forladt i koncertens anden afdeling, men i hele første del var vi nødsaget til at stoledanse. Og har man prøvet dette blot én gang før, ved man, at det ikke er optimalt!

Heldigvis blev den manglende feststemning fra stedets side klart vejet op af et særdeles veloplagt band, der bragede ind og åbnede koncerten med “Royal Air Maroc”, et nummer fra deres 2010-album med samme titel. Lyden, især fra guitaren, var rocket og rå, og egnede sig vældig fint til at sparke liv i et publikum, hvoraf mange – mig selv inkluderet – havde tøffet rundt i København en hel dag til forskellige jazzkoncerter.

Stefan Pasborg virkede ekstremt engageret fra starten, og det var et forrygende flot og legende let trommespil, han lagde for dagen. Samtidig må man virkelig rose hele trioen for at mestre sammenspillets kunst til perfektion. Ibrahim Electrics musik er ikke simpel, alligevel fungerer temposkift, breaks og improvisation fuldstændig upåklageligt, og som publikum føler man sig i trygge hænder hele vejen. Musikken er en legeplads og musikerne kan tillade sig at lege og eksperimentere, fordi de kan deres kram.

Allerede tidligt i første halvdel fik vi en forsmag på bandets nye album, der efter sigende får titlen Isle of Men. Det lyder som om, at det bliver en form for konceptalbum, hvor hver sang beskriver en mandetype. Vi mødte i løbet af koncerten både en slagkraftig ”Superman”, en uhyggelig ”Boogie Man”, en nørdet ”Rain Man”, en ”App Man”, der kan alt, en ”Party Man”, hvis tema lød som musikken til et gameboy-spil og ”Running Man”, hvor vi ifølge Niclas Knudsen skulle forestille os »en 65-årig, stor, tyk fyr. Med briller. Pandebånd. Og korte shorts.« Hvert nummer ramte sin titel spot on, og det var både meget humoristisk og billedligt. Og fantastisk velspillet.

Selvom hele koncerten var meget uptempo og energifyldt, savnede man faktisk ikke at bandet gik et gear ned. Niclas Knudsen var god til at samle folk om musikken med sin småjokende enetaler mellem hvert nummer, så det kørte aldrig af sporet. En lille ballade fik vi dog, ”Year of the Golden Pig”, som dog kun havde valset balladepræg i starten, og hurtigt eskalerede over i en mere salsa-agtig lyd. Her var det især Jeppe Tuxen, der trådte i karakter med en virkelig cool lyd på Hammond B3’en. Den bedste sammenligning må være, at det lød som om, han spillede på sav!

Koncerten sluttede flot af med et par gamle klassikere, med hittet ”Absinthe” som det sidste. Folk sang med på det foruroligende og farligt ørehængende uh-stykke længe efter bandet var gået af scenen. Det var interessant at se så mange generationer og typer have en fest sammen og på samme måde. Få bands, især blandt de nyere, evner at samle folk på den måde. Det skyldes både det simple faktum, at de voksne drenge i Ibrahim Electric er knalddygtige musikere. Men også i høj grad deres gode energi, uhøjtideligheden og originaliteten i sangskrivningen. Der var vist ikke mange, der ikke gik fra bryggen med et smil på læben den aften.

★★★★★☆

Fotos: Mia Dernoff

Deltag i debat