Plader

Kristian Leth: Hjemad

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Det er efterhånden ved at være en trend, at kunstnere, der før har sunget på engelsk, kaster sig over deres danske modersmål. Det samme gør Kristian Leth fra The William Blakes, og med en blanding af CV Jørgensen-poesi og Rasmus Seebach-lignende ligefremhed har han Kristian Leth begået et fint solodebutalbum.

Kristian Leth er en multikunstner uden hjemlig sammenligning. Han er og har været digter, radiovært (Agenda, Album, Missionærerne), tv-vært (Liga, Smagsdommerne), pladeselskabsmedejer (Speed of Sound), foredragsholder samt forsanger i bandet The William Blakes og afstikker projektet Baron Criminel. Men nu springer han så ud som soloartist og føjer endnu et hak til sit cv. Denne gang synger han på dansk, og det altoverskyggende tema er erkendelsen af at blive voksen.

Jo længere man kommer ind i pladens lyrik og lydbillede, jo mere står det klart for én, hvad meningen med albummet er. Denne plade er en grundig, nærmest terapi-lignende gennemgang af en afklaret voksen mands erindringer. Og ikke mindst er den et produkt af, hvad Kristian Leth føler. Vi som lyttere kan så spejle os i hans overvejelser og konklusioner, og derfor handler pladen dybest set om at føle efter inderst inde. At erkende sine valg og sin rolle i verden.

Alle mennesker indeholder tvivl. Senest har vi fået Jonas Breums bekendelser om et svært parforhold og om at blive far. Nu er det så Leths tur til at tvivle. Han er røget ind i en regulær 30-årskrise. Med denne opvågning og opbremsning i sit liv har Leth følt sig nødsaget til at få tingene ud. Det gør han så på Hjemad, der i stil med Søren Huss’ Troen og ingen er en fortælling om sorg og erkendelser. Her bliver der set på døden i “Et langt farvel” og afskeden i “Hvor går du hen”, mens følelsen af ikke at blive set og hørt spilles i “Den anden vej”. Samfundet og især politikerne får også lige et ord med på vejen i “Når lysene går ud”: »Jeg har prøvet at rive min stemmeseddel itu / men de har ikke sagt en sandhed endnu.« Så Leth kommer godt rundt i manegen, men altid med det samme personlige udgangspunkt, der i hans vokal tydeligt kan høres som dybtfølt ærlighed.

Poesi er ikke helt fremmed for Leth. Med en uddannelse på Forfatterskolen og to digtsamlinger bag sig har han værktøjerne til at lave et smukt dansksproget album. Det høres tydeligt i “Storebæltsbro”, hvor linjerne »Storebæltsbro / den er ligesom min tro / hverken her eller der / meget andet, end det jeg ser / den betyder mere og mere / den er en knude i den, jeg er« flyder digterisk ud af højtalerne og gør broen til en metafor for forbindelsen mellem tiden som barn og voksenlivet.
Men ellers er det småt med poetiske åbenbaringer på Hjemad. I “Når lysene går ud” kommer der f.eks. lidt for banale rim som »itu – endnu – ku – sgu«, og man kunne godt forvente lidt mere af Leth.

Rent musikalsk byder de ni skæringer på både guitarpop, indadvendt singer/songwriter og solskinsmættet rock – en variation, der beriger albummet meget. Lige fra den skinnende og rockede “Når lysene går ud” til den sørgmodige og rolige “Et langt farvel”. Begge dele fungerer, om end de mere rolige numre godt kan blive så Rasmus Seebachsk inderlige, at man næsten krummer tæer.

Og inderlig er Hjemad i sandhed. Leth får både åbnet nogle fortrængte døre og set de usagte sandheder i øjnene. Han beskriver det selv meget godt i “Et langt farvel”, hvor han synger, »at der ingen trådte stier er i det mørke indeni.« Der er åbnet for kanalerne, og Hjemad bærer meget præg af at være selvbiografisk og livsfortællende.

For det meste lykkes det Leth at fortælle sin egen historie, uden at det bliver for klichépræget og fortærsket. “Ingenting” og “Igen” er to klare beviser på nærværende og meget personlige sange, der undgår at blive kvalme. Her blandes lyse guitarer med en god portion rytme og så Leths meget genkendelige vokal, og det munder ud i ren og smuk musik – især i “Igen”, hvor Christian Hjelm og Søren Huss agerer kor.

Knap så godt fungerer det, når Leth bliver banal og direkte. I “Et langt farvel”, “Forårssolen” og “Når lysene går ud” savner man lidt mere lyrisk overskud. Ordene er knappe, og det tager for lang tid for Leth at forklare de ting, han vil fortælle os. Derfor bliver det lidt langtrukkent.

Et andet sted, der også kunne arbejdes på, er den lidt for kedelige outro som “Et langt farvel”, “Hvor går du hen” og “Alene” har. Her spilles der en form for irsk folkemusik med strygere og det hele. Det er flot, men når man har hørt det én gang, er der ikke nogen grund til at gentage den form for manifestation. Vi som lyttere ved godt, hvad Leths hensigt og mening er, og derfor behøver vi ikke at høre et sørgmodigt efterspil tre sange igennem.

Leth har med Hjemadbegået en yderst personlig og vedkommende plade, der emmer af indlevelse og spillelyst. Det eksemplificeres i albumlukkeren “Alene”, der med sin solplettede melodi og den melankolske, blålige lyrik meget godt fortæller historien om og oplevelsen af Hjemad. “Alene” ejer nemlig en superfængende melodi a la The William Blakes, mens den har en lidt svag poetisk tekst.
Hjemad er et lyt værd, hvis man er indstillet på at følge Leth gennem medgang og modgang – og klar til at se bort fra de til tider ret banale tekster og de kedelige momenter. Kan man det, er det til tider både livsbekræftende og terapeutisk at være på vej hjemad med Kristian Leth.

★★★½☆☆

Deltag i debat