Plader

mewithoutYou: Ten Stories

Skrevet af Andreas Overgaard

Med Ten Stories tager mewithoutYou et skridt tilbage til tidligere besejret land. Den folkrock, der blev spillet på det seneste album, er blevet blandet med den specielle post-hardcore/indierock, der især prægede de tidligere udgivelser – og det med stor succes.

De har altid været en sær størrelse, mewithoutYou. Det er et unikt band, der på samme måde som f.eks. Modest Mouse ikke lyder som nogen andre, hvilket især skyldes frontmand Aaron Weiss’ stormende, one-of-a-kind vokal blandet med den meget personlige, melankolske lyrik.

Hvor de første tre udgivelser bestod af lige dele intens post-hardcore og blødere indierockpassager, valgte mewithoutYou en anden vej på det seneste album, It’s All Crazy! It’s All False! It’s All a Dream! It’s Alright fra 2009. Albummet var i højere grad inspireret af folkrock, hvilket gav en blandet modtagelse fra fanbasen. Det er muligt, at bandet har lagt mærke til det, for i hvert fald har de taget et skridt tilbage mod rødderne, blandet det med det bedste fra It’s All Crazy! It’s All False! It’s All a Dream! It’s Alright, og voilà: Ten Stories, det femte album fra mewithoutYou.

Ten Stories består sjovt nok af 11 sange. Første nummer, ”February 1878”, åbner pladen nådesløst med forvrængede guitarakkorder, der hurtigt følges op af Weiss’ karakteristiske, paniske vokal, der introducerer pladens koncept. Nummeret leder tankerne tilbage til mewithoutYous andet album, Catch for Us the Foxes, hvilket nok er ganske bevidst, da ”February 1878” er en lille reference til ”January 1979” fra selvsamme plade.

Jeg lægger tidligt mærke til, at Ten Stories er langt det mest fængende album, mewithoutYou har skrevet indtil videre. Lyt bare til omkvædene på ”Grist for the Malady Mill” og især ”Elephant in the Dock”, hvor den hjemsøgende linje »Hang, the elephant must hang, the elephant must hang« borer sig ind i hjernen allerede ved første lyt. De sørger for at holde albummet friskt hele vejen igennem, og det gør, at selv et afslappet, ufokuseret lyt vil være spændende.

Et mewithoutYou-album ville dog på ingen måde være bedst som baggrundsmusik, idet teksterne er en stor del af oplevelsen. Weiss har en tendens til at ytre sine tekster i så højt et tempo, at selv John Moschitta Jr. ville blive misundelig, så hvis der skal dykkes langt ned i albummet og teksterne, er det en god idé at have bookletten foran sig.

Teksterne på Ten Stories bygger på en central historie om en cirkusvogn, der forulykker i Montana i 1878, og sangene er fortællinger om talende cirkusdyr, der flygter fra vognen. Dyrene er selvfølgelig metaforer, og temaerne i lyrikken handler i særdeleshed om døden, som de ofte gør i mewithoutYous univers. Det kan lyde sært og forvirrende, men med Weiss’ vanlige talent for at skabe et rigt og detaljeret sprog, bliver det som altid utroligt interessant og personligt.

Ten Stories er uden tvivl mewithoutYous mest ambitiøse album til dato. Produktionen er dejlig stor og detaljeret, og så er der udvidet med blæsere på flere af numrene, hvilket virker særlig godt på nummeret ”Nine Stories”. Der er også fornemt besøg fra Paramore-stjernen Hayley Williams, som på numrene ”Fox’s Dream of the Log Flume” og finalen ”All Circles” bidrager med en lettere diskret, men dog smuk støttevokal.

Som alle andre mewithoutYou-plader kræver Ten Stories tid at sætte sig helt ind i, men for de, der ikke har hørt om bandet før, vil Ten Stories fungere som et glimrende sted at starte.

Jeg håber, at mewithoutYou fortsætter deres udvikling og fastholder ambitionen om netop at udvikle sig, for de er et af de bands, der med succes ville kunne gå i alle de retninger, de måtte have lyst til, og stadig få et fabelagtigt album ud af det. Som der synges på ”Cardiff Giant”: »Megalomania’s only mania if you’re wrong«.

★★★★★☆

Leave a Reply