Plader

Moffarammes: Cairo

Skrevet af Klaus Thodsen

Svenske Moffarammes består af to mænd, én vokal, én guitar og ét trommesæt. Dette spinkle ensemble fyrer ni skramlede indierock-numre af på lidt under en halv time. Det er enkelt og ligetil – på godt og ondt.

Andet udspil fra svenske Moffarammes er på gaden og udkom kun knapt et år efter deres første udspil, The Eye of Horus. Det vidner om en vis produktivitet, og på Cairo kan man heller ikke beskylde de herrer Mikael Björklund og Samuel Järpvik for at spilde tiden.

Ni numre bliver leveret på under en halv time, og det foregår med stor energi hele vejen igennem. Selvom bandet kun tæller to medlemmer, lider lyden ikke under det. Især Järpvik formår at få utrolig meget lyd ud af sin guitar, og akkorderne bliver leveret med stor dygtighed. Det er da også her, Moffarammes’ mere ekvilibristike øjeblikke kommer fra, mens Björklunds trommer mest holder rytmen og ofte er tilbagetrukket i lydbilledet. Fraværet af bas gør generelt lyden tør og upoleret og passer godt til det noget rodede lydunivers.

Melodimæssigt er Cairo en ganske simpel plade, der følger det samme mønster stort set hele vejen igennem. Når man har hørt det første nummer, ”Horus Unveiled”, har man en ret klar idé om, hvad man får på de resterende otte skæringer. Det veksler mellem på den ene side det afdæmpede, næsten utydelige og på den anden side det mere energiske med knastør og kantet guitar. Desværre giver åbningsnummeret også et indblik i, hvor Moffarammes’ store udfordring ligger.

Mens man ikke kan andet end glæde sig over Järpviks evner som guitarist, lader hans evner som sanger meget tilbage at ønske. Den bevæger sig konstant på kanten til det decideret falske, men samtidig fungerer det ukontrollerbare toneleje til tider ganske godt med det kantede og rodede lydbillede. Dog er det langt fra altid tilfældet, og skønt den har gode passager, kræver Järpviks vokal tilvænning. Man behøver ikke forvente sig meget af en sanger, før man bliver en kende skuffet over, hvad man her får præsenteret.

Det sparsomme ensemble har også andre faldgruber. Melodimæssigt bliver de korte og rodede numre temmeligt uinspirerende. Moffarammes virker låste i deres udtryk, men gør samtidig ikke de store anstrengelser for at bryde låsen op. Når vi er nået til ”Desert Storm” – seks numre inde på pladen – falder min lyst til at høre mere drastisk. Nummeret viser Järpviks vokal fra sin værste side, og da det musikalske udtryk samtidig kører på repeat, markerer ”Desert Storm” overgangen fra det stedvist charmerende til det overvejende tåkrummende.

Cairo har et altoverskyggende problem, og det kommer op til overfladen, når man skal høre pladen fra ende til anden. Der er ganske enkelt ikke kvalitetsstof nok i disse ni numre, til at det samlet set bliver en god oplevelse.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat