Plader

Monkey Cup Dress: s.t.

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Copenhagen Collaboration (Cody, Sleep Party People, Before the Show m.fl.) har groet endnu et nyt skud på sin ret solide og flotte stamme: en porøs lilje ved navn Monkey Cup Dress. Duoen spiller freefolk, både den minimale og spartanske slags, men også den voluminøse og storladne.

Sidse Holte og Line Felding slog pjalterne sammen i 2006 og stiftede bandet Monkey Cup Dress. Holte har før været med i A Kid Hereafter og færøske Danjal, mens Felding spiller i Cody. Modsat deres tidligere bands har deres nye projekt været mere konsekvent og paradoksalt nok også mere legesygt. De har udtalt, at numrene skal være enten små og rolige eller store og rungende. Deres selvbetitlede debut bærer også meget præg af denne tankegang. Her har vi både de store og omfangsrigt instrumenterede sange og de mere spartanske.

Den detaljerede og komplicerede instrumentering er noget af det vigtigste i Monkey Cup Dress. Her har vi både xylofon, tuba, mandolin, ukulele, cello, guitar, bas, tromme og andre slagtøjsinstrumenter. De mange instrumenter og lyde skaber et til tider næsten symfonisk lydbillede, der er med til at skærpe lytterens opmærksomhed, og man finder hele tiden nye lyde og detaljer. Hør bare “Alive”, der med klingende xylofon, slæbende cello og fingerspillet guitar er en smuk sangsvale. Sangen har et dejligt omkvæd og slutter med et næsten religiøst kor i baggrunden og en sorgfuld fløjte, inden strygerne tager over og afslutter sangen definitivt.

I den helt modsatte ende har vi “Honolulu”, der som titlen indikerer bringer os til Hawaiis kyst. Med fingerspillet ukulele, rolige strygere og harmonierne i hus tripper sangen roligt derudaf. Desværre er den alt for minimalt produceret, og de to pigers stemmer kan ikke hive sangen op i niveau, og det hjælper bestemt ikke på sangen, at den har et utroligt irriterende omkvæd. Det, der skulle have været en solskinsaften ude ved Stillehavet, bliver derfor til en skyet dag ved Peblinge Sø.

Det går langt bedre for duoen, da de i “Stacy” formår at komponere en smuk historiefortælling. Sangen kredser om pigen Stacy og hendes vej gennem livet og mødet med den hårde virkelighed. Historien bliver smukt sunget af en lidt dybere røst fra pigerne, og strygerne tegner et mørkt lydtapet. Heldigvis brydes mørket til tider af lyst prikkende guitartoner, og det pynter. Man hører også en optaget lyd af faldende regndråber, og det er med til at sætte en tyk streg under melankolien. En smuk sang, der ikke bare lyder godt, men også sender et vigtigt budskab om, at man skal holde fast i livet, selv når det er svært.

Som før nævnt gør Monkey Cup Dress meget ud af at være konsekvente i deres stilistiske valg. I den mere rolige, og desværre også kedelige, ende har vi “Cold Heart” og “Limbo”. Begge sange er orkestreret med få instrumenter, og det hele er meget intenst. Men intensiteten bliver enerverende, og i stedet for at omslutte lytteren med varme tvinger den lytteren til at klemme sig ind imod en kold svag melodi og en til tider overdrevet lys vokal.

I “Cold Heart” bliver sangen ikke forløst, og selvom at produktionen lyder som en ægte præriefortælling, forbliver det ved det. »Arouse me,« synges der, men sangen gør det helt modsatte med sin alt for kedelige rytme.
Det samme gælder “Limbo”, der dog klarer den sig lidt bedre, fordi den har et mere varieret lydbillede og rytme. Her er der en tuba, der spreder varme, mens resten af instrumenterne tegner en sørgmodig sang. Til nummerets fordel formår det at beholde en autentisk stemning med de mange håndspillede instrumenter.

Det kan godt være, at duoen er fra Danmark, men deres sange låner stemninger fra næsten alle verdenshjørner. For med alle de forskellige instrumenter, der bliver brugt, har man en mulighed for at skabe sit eget lille land inde i sangen. Det benytter de to piger sig af i “Question Never Asked” og “Morgana”. Den første sang er et kækt lille samba-nummer med en dejlig rytme, der straks sætter sig inde i hovedet. For med maracas, lidt keyboard og en cello kan man som lytter danne billeder af en flot glødende aftensol over de afrikanske kyster.

“Morgana” har en anderledes romantisk vibe, som den får fra en velspillet mandolin. Sangen rummer gode harmonier blandet med tuba og en dejlig strygersektion, og den klinger af gondolture under en klar nattehimmel i Venedig.

Der er nogle rigtig gode sange på Monkey Cup Dress’ debut, men desværre også det modsatte. Næste gang Monkey Cup Dress udgiver et album, kan man håbe, at de prioriterer det, de er bedst til: de mere storladne øjeblikke, hvor den omfangsrige brug af instrumenter kommer til sin ret, og hvor detaljerne blomstrer op med lån fra forskellige landes musikstile.

★★★☆☆☆

Deltag i debat