Koncerter

Roskilde Festival 2012: Amadou & Mariam, 08.07.12, Orange

Skrevet af Christian Klauber

Amadou og Mariam skabte en fest på Orange, men det var kun de første 30 meter, der var inviteret med.


»Skal vi se Amadou & Mariam
»Ja, det kan vi godt. Hvor er det?«
»Det er på Orange.«
»På Orange? Spiller de på Orange?«

Overraskelsen over placeringen af Amadou & Mariam var til at tage at føle på. Som eksponenter for en genre, der traditionelt befinder sig bedre i mindre rum og har en begrænset lytterskare, havde jeg begrundet mistanke ift., om det blinde par, Amadou Bagayoko på 65 og Mariam Doumbia, havde den pondus, der skal til for at spille Orange op. Omvendt er de uomtvisteligt et af de afropop-initiativer, der har opnået størst international succes, hvilket kulminerede, da de åbnede ni show under Coldplays Viva la Vida-tour.

Den brede internationale succes var dog svær at få øje på foran Orange. Der var nemlig – i Roskilde-forstand – ikke et øje. I første pit var der rigeligt med plads og anden pit var nærmest tom. Men efter en lidt stille indledning blev den megen plads koncertens største aktiv.

Med hvirvlende afropop som bl.a. ”Metemya” og ”Africa Mon Afrique” fra det nyeste gæstestjernespækkede album Folila og den fantastiske funkafstikker ”Batoma” fra Welcome to Mali skabte Amadou & Mariam, to dansere – der gik fra langsomme graciøse bevægelser til mere løssluppen dans, hvor hele kroppen blev inddraget – og et fem mand stort band nemlig et inciterende og tempofyldt søndagstapet. De havde absolut ingen problemer med at spille scenen op, og folk dansede, hoppede og ’boogiewoogiede’, så det var en lyst – godt hjulpet af tågehorn og en sindssygt dygtig percussionist.

Mellem numrene charmerede Amadou sig ind på publikum med små sætninger som »I wanna freak out«, »On y va« og »Do you feel alive?« Folk var ikke sene til at følge freak out-opfordringen, og måske var det den særdeles spontane og inciterende regndans, der gjorde, at regnen pludselig faldt tungt fra himlen og afbrød koncerten efter en lille time, selvom folk bød regnen trods i begyndelsen og ihærdigt dansede videre.

Det kan godt være, at Amadou og Mariam er blinde og skal hjælpes ind på scenen. Men når de først er i gang, så behøver de ikke hjælp til at smede sublim og dynamisk afropop, der får selv den mest tømmermændsramte til at vippe med foden og de friske til at danse uhæmmet med et hærdebredt smil trukket hen over ansigtet. Det var i dén grad livgivende – også selvom et mindre telt havde skabt en bedre kobling til de 30 meter publikum foran Orange.

★★★★½☆

Leave a Reply