Koncerter

Roskilde Festival 2012: Apparatjik, 05.07.12, Orange

Apparatjik balancerede mellem kaotisk totalteater og elektronisk fest i et show, der i sin helhed fremstod for usammenhængende og overkonstrueret til rigtigt at være et kreativt frirum.

»Et unikt eksperiment med koncertformen.« Således beskriver Roskilde Festival nattens optræden fra supergruppen Apparatjik, og det rammer ret præcist plet.

Konstellationen med det russisk klingende navn er Jonas Bjerre (Mew), Guy Berryman (Coldplay), Magne Furuholmen (A-ha) samt stjerneproduceren Martin Terefes kreative frirum og legeplads, der startede i 2008 som et midlertidigt velgørenhedsprojekt, og som nu har resulteret i to studiealbum og en række særprægede liveshows.

Gruppen leger med skellet mellem kunst og musik, og særligt Bjerres aftryk er tydeligt i de mange excentriske udklædninger og flotte videoer, der udgør en stor del af Apparatjiks dna. Bag al liret gemmer sig en underfundig og skæv futuristisk electropop, og koncerten balancerede altså mellem dansefest og kunstinstallation. En sjov og original cocktail, men også en kombination, der let kammer over i al sit intellekt og virker fortænkt og prætentiøs i stedet for legesyg og banebrydende.

Det første, vi så til bandet, var forstørrede skyggebilleder af fire muskuløse skikkelser med hjortegevirer, og herfra gik det ikke stille for sig med det ene aparte setup efter det andet. Når det fungerede bedst, satte Apparatjik gang i et solidt rave, som da en dj pludselig dukkede op på en miniscene midt på koncertpladsen og fyrede op for en omgang tung bas, eller når gruppen spillede deres mere lettilgængelige stof som Pharrell-samarbejdet “Do It Myself” og den fjollede feststarter “Combat Disco Music” fra det seneste album med den sigende titel Square Peg in a Round Hole.

Det meste af tiden kunne jeg dog ikke lade være med at studse over det kæmpe udstyrsstykke, der omgav musikken, og som mest af alt fik den til at fremstå fremmedgørende og distanceret. De syrede effekter fremstod ofte for rodede og usammenhængende, og de bidrog sjældent til at skabe den kunstneriske totaloplevelse, der ellers var lagt i kakkelovnen til.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Nina Ulrich Østergaard

 

Biografi:
Første musikalske åbenbaring fandt sted, da jeg som syvårig blev voldsomt forelsket i The Beatles, særligt Paul McCartneys bløde ansigt anno 1964, som jeg skrev meget om i min dagbog med sirlig skråskrift. De har fulgt mig lige siden – hvis man ser bort fra en gylden, præpubertær periode i 90'erne, hvor pigeværelsets vægge var tapetseret med Backstreet Boys. Siden har jeg været igennem de obligatoriske teenagefaser med britpop, grunge, punk, hææævy metal, garagerock, shoegazer og følsom indiepop. I dag hører jeg det meste og er bestemt heller ikke bange for en god popsang. Har et utrolig svagt punkt for Sonic Youth, Nikolaj Nørlund og ABBA (mit sene ungdomsoprør).

 

Fem evige favoritalbums:
Sonic Youth: Alt fra 1985-1990
My Bloody Valentine: Loveless
Cocteau Twins: Treasure
Stina Nordenstam: And She Closed Her Eyes
The Cure: Disintegration

 

Fem favoritter lige nu:
Alice Boman: EP II
Yumi Zouma: EP
Beastie Boys: Paul's Boutique
Sun Kil Moon: Benji
Joni Mitchell: Hejira

1 kommentar

Skriv et svar