Koncerter

Roskilde Festival 2012: Bäddat för Trubbel, 01.07.12, Pavilion Junior

De svenske arbejderpunkere løb sig igennem deres koncert, hvor der var fuld knald på. Det var kort, intenst, godt og lidt udmattende.

Der var knald på drengen, da skånske Bäddat för Trubbel spillede på Pavilion Junior med deres ‘lige ud ad landvejen’-punk. Det var om at holde tungen lige munden på denne dovne søndag, hvor det mestendels var svenskere, der udgjorde den lille, men dog ihærdige, moshpit foran scenen.

De fire svenske fyre lod sig dog ikke mærke af den lidt matte stemning og sparkede gang i publikum, så selv kvinder langt over den fødedygtige alder måtte rokke med foden til de klingende skånske vokaler. De velspillede numre var mange og korte. Med galopperende tromme og fræsende guitarer løb Bäddat för Trubbel igennem numrene fra deres plade Det här är inte New York.

Selvom det gik stærkt og efter samme punkopskrift, blev der aldrig skruet ned for den gode melodi. De dansable skudsalver på omkring to minutter afløste hinanden gang på gang. Det blev kun afbrudt af et par ’sjælere’, hvor både bandet og publikum kunne tage ladegreb og gøre klar til den næste energiudladning. Det var god rock i forkortet form, men lidt for ensformigt i længden.

45 minutters ærkeskånsk punkrock med den gode melodi for øje var det, man fik. Sammenspillet, godt og beskidt. Det var ren intervaltræning: op i fuld fart. Stop. 1-2-3-4 og så af sted igen. Det var hæsblæsende og lidt udmattende.

★★★★☆☆

Deltag i debat