Koncerter

Roskilde Festival 2012: Björk, 08.07.12, Orange

Skrevet af Anna Møller

Tektonikplader bevæger sig, kolliderer og skaber vulkaner, mens jordens indre koger. Björk lukker Orange ned i naturlig manifestation.

Man ved aldrig helt, hvad man skal forvente af en koncert med Björk – ud over at det formentlig bliver fedt og alternativt. Islændingen lukker Orange scene søndag aften, mens solen farver himlen, og med sig har hun 14 kvindelige sangerinder, der erstatter det meste af “Joga”s strygere og anden musikalsk baggrund. Håret (eller parykken) er touperet op i orange garnformationer, mens hun bærer en sort, blank kjole med medusa-lignende cykelslanger snoet rundt om sig.

Første nummer er “Heaven” fra sidste års eksperimenterende Biophilla, og her er det sirenelignende kor også en del af originaludgaven, mens nummeret live afsluttes i marchrytmer. Marchen fortsættes i den geniale “Hunter” fra Homogenic (1997), hvor korsangerinderne – som i vanlig Björk-stil er malet i ansigterne og udklædt i blå og guldfarvede dragter – stiller sig i næsten messende klynger. Björk er charmende på ‘aggressiv nymfe’-måden som altid, og hendes ekstremt rullende r’er på “Thunderbolt” er næsten smittende på trods af en i starten af nummeret alt for fremtrædende bas. På bagvæggens filmscenografi ses strøm fanget i et slags ekko. Oftest er det imidlertid naturbilleder, månen, galakser eller de smukke musikvideoer til f.eks. “Joga” fra Homogenic og “Mutual Core” fra Biophilla, der agerer visuelt akkompagnement.

Man kan være taknemmelig for, at Björk alligevel ikke tager den helt derud, hvor hun uden tvivl kunne opføre en slags bizar musikalsk manifestation af de konceptuelle, sene plader. I stedet leverer hun, koret og en talentfuld percussionist adskillige af de særegne og fuldstændig unikke popsange og -hits, hun har skabt gennem årene. Stærkest står næsten sidste nummer, “Declare Independence”, der vælter ud i mørk og dump synth og i politisk march og al sin bevidste hæslighed sætter et smukt punktum på endnu en stor koncertoplevelse med Björk. Koret danser lettere manisk til de gentagne »raise your flag«, og Roskilde lukker langsomt ned, et madtelt ad gangen. Vi ses til næste år.

★★★★★☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

1 kommentar

  • Uh, jeg gad dælme godt have været der! Det med “Jogas” strygere erstattet af kor lyder virkelig spændende. Hende Björk burde virkelig snart give en ikke-festival-koncert i Dk igen.

Skriv et svar