Koncerter

Roskilde Festival 2012: Bon Iver, 07.07.12, Arena

Skrevet af Christian Klauber

Bon Iver skabte smuk melankoli i et Arena-telt, der var fyldt til bristepunktet.

»Strobe light may occur.« Ikke umiddelbart den mest oplagte annocering før en folk-koncert, men ikke desto mindre virkeligheden for Arena-publikummet, der ventede på at få Bon Iver på scenen.

Det havde de faktisk gjort i omkring 45 minutter. Bon Ivers popularitet kunne hugges i sten, som vi stod der som sild i en tønde – og havde der været et forsøg fra festivalens side på at undgå tungt pres på scenerne ved at lade publikumsmagneterne Bruce og Bon spille samtidig, var resultatet på velværefaktoren ikke decideret positivt lørdag aften.

Præcis på sekundet klokken 23 blev teltet mørklagt, og forventningens hvin skabte det perfekte afsæt for den sårbare og følsomme ”Perth” fra hans seneste udspil, Bon Iver, hvilket fik teltet til at syde, mens grønt stroboskoplys væltede ud over publikum. I en drypstenshulekoreografi, der signalerede en eventyrverden med feer, alfer og nymfer, serverede han ”Minnesota”, ”Blood Bank” fra 2009-ep’en af samme navn og ”Skinny Love” fra debuten For Emma, Forever Ago.

Det var en Bon Iver i sit mest følsomme hjørne og med så meget overskud, at han også kunne se udfordringerne i det pakkede telt. »Is everyone okay?,« spurgte han deltagende, inden han for alvor satte trumf på med ”Michicant” og ”Creature Fear”.

I et telt som Arena, der ellers ikke indbyder til den store intimitet, brillerede Bon Iver ved at tilbyde en times skrøbelig og porøs skønhed. Det hele sluttede med gåsehud og 25.000 menneskestemmer, der forendes i fællessang på ”Calgary”. En times intenst folkfavntag med adskillige højdepunkter fyldte brystet med fantastisk sommermelankoli, og tilbage var der kun at ånde ud – helt ud – og gå ud i natten.

★★★★★☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar