Koncerter

Roskilde Festival 2012: Bowerbirds, 07.07.12, Gloria

Skrevet af Signe Palsøe

Bowerbirds var enormt velspillende, og de gode melodier prægede og bar koncerten på et fyldt Gloria. Dog havde det klædt konstellationen, om de på den ene eller anden måde havde ridset lidt i de gennemgående smukke kompositioner.

Trods gråvejret var det bagende hedt i det lukkede Gloria-telt klokken 15, da den amerikanske folk-konstellation Bowerbirds trådte på scenen. Det afskrækkede nu ingenlunde publikum, der holdt stand mod varmen koncerten igennem. Og med god grund – trioens folk er nemlig overordentlig velklingende og -komponeret, og det var i høj grad melodierne og de iørefaldende arrangementer, der bar koncerten.

Bowerbirds var bestemt ikke et snakkesaligt selskab. Når sanger Philip Moore en sjælden gang sneg sig til at præsentere et nummer, var det med en spag, hakkende røst, der ikke altid gjorde det muligt at høre, hvad der var næste punkt på dagsordenen. Det var dog ikke noget større bump på vejen, for så snart guitartonerne dansede under hans vokaludgydelser, var stemmeføringen sikker, stærk og i de smukke harmonier med Beth Tacular et bærende element i Bowerbirds’ koncert.

Generelt var amerikanernes optræden dog præget af solidt håndværk. Trommerne leverede særdeles varierede og hoppende rytmemønstre under Moores vokal- og guitararbejde, der især på ældre numre, som “Dark Horse”, gav musikken et lækkert, jazzet tvist. Også et enkelt nummer med de ligesindede i Slaraffenland på scenen skilte sig positivt ud med et mere fyldigt lydbillede.

Det var dog passende, at bandet kun var på scenen i tre kvarter. Bowerbirds’ musik er meget velkomponeret, men også pæn og poleret, og det havde klædt bandet, om de brød skønheden af anderledes greb om lyden – eller af en større interaktion med publikum. Var det sket, kunne Bowerbirds have løftet deres optræden fra at være et hyggeligt og vellydende eftermiddagsarrangement til at være decideret betagende.

★★★★☆☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar