Koncerter

Roskilde Festival 2012: Cold Specks, 07.07.12, Pavilion

Cold Specks kunne overdøve hele Dyrskuepladsen med sin drøm af en stemme og formåede at løfte sit i forvejen stærke materiale til nye højder.

Fra de første a capella-strofer stod det klart, at den lille, ellers undseelige pige med det mystiske dæknavn Al Spx kunne synge hele Dyrskuepladsen op med sin kraftfulde stemme. Som hun stod der på scenen, skrøbelig bag sin store guitar, lignede hun umiddelbart ikke en, der kalder sin musik for ‘doom soul’, og hvis mørke tekster kredser om død, uskyldstab og anden sørgmodig uhygge.

Cold Specks’ debutalbum, I Predict a Graceful Expulsion, blæste mig omkuld tidligere på året med dette dystre univers båret af Al Spx’ bæst af en stemme – for at bruge hendes egen beskrivelse af den gudsbenåede vokal, hun er udstyret med. Sangene er allerede imponerende, som de lyder på pladen, og havde ikke behøvet særlige justeringer for også at komme helt op at ringe live, men det var alligevel tydeligt, hvordan det hele blev løftet yderligere ved koncerten. Særligt vokalen fik lov til at fremstå en tand mere rå og tænderskærende end på det meget velproducerede – og måske stedvist lidt for pæne – album. Ligeledes blev der også skruet op for brugen af kor, ligesom især saxofon og guitar trådte mere frem i lydbilledet og medvirkede til at tilføje endnu mere råstyrke. Særligt “Blank Maps” og “Holland” vandt yderligere ved dette. Der skal jo også en god portion volumen til for at matche Spx, når hendes stemme elegant svinger sig op og ned i register og forkynder de dybt personlige budskaber.

»These songs are fucking depressing,« erkendte Spx et stykke inde i showet og gav os derfor med et glimt i øjet et cover af temasangen fra 90’er-kitsch-tv-serien “The Fresh Prince of Bel Air” – hvis univers vel ligger så langt fra Spx’ som muligt. Generelt var hun gennem hele koncerten yderst veloplagt og underholdende på sin egen svovlende, underspillede facon, som når hun præsenterede et nyt nummer som ‘stuffing shit’.

Jeg gik ind med tårnhøje forventninger til denne koncert, og de blev indfriet til fulde. Synd var det dog, at publikum langsomt sivede ud af teltet, efterhånden som en vis herre fra New Jersey skulle til at indtage Orange Scene. Men det lod ikke til at påvirke den seje pige med den store stemme, der gav den alt fra start til slut. Hendes tekster er måske nok deprimerende, men denne aften var en meget løftende oplevelse.

★★★★★½

Leave a Reply