Koncerter

Roskilde Festival 2012: French Films, 04.07.12, Pavilion Junior

Skrevet af Rasmus Riiskjær

French Films var en solid koncertoplevelse. Ikke så meget pis, gimmicks eller jokes, blot gode og stærke sange.

Hvis dette band skulle være en fransk film, ville de være instrueret af Tati. Finske French Films leverede en gedigen opvisning i god sangskrivning og fremføring. Der var ikke så meget pis, gimmicks eller jokes, blot gode og stærke sange.

Det lyste ud af de unge finner, at de var glade for at spille på Roskilde. De er et ungt band, og én af deres sange var den første, de nogensinde havde skrevet sammen. Bandet vidnede både om en ordentlig portion talent, men desværre var det også deres bagside, fordi de endnu ikke rigtig har fundet en original lyd. De spillede som en angstfri udgave af White Lies, Editors m.fl., så selvom de lagde sig i en postpunk-tradition med stærk indflydelse af dark disco og lignende, var der ikke skyggen af melankolske eller ængstelige øjeblikke. Til slut blev det for alvor poppet, og en ven, jeg mødtes med efter koncerten, sagde, at de til sidst fjernede sig så meget fra den i udgangspunktet dystre, poppede lyd, at de mindede om de danske poprockere The William Blakes.

Kvintettens instrumentering var et klassisk rock-setup + en synthesizer. Der blev flittigt sunget med af de øvrige bandmedlemmer, og det gav indimellem en herlig ’syng med-stemning’. Det hele var så ubesværet og let fordøjeligt – trods de åbenlyse forbindelseslinjer til bands som Editors eller Interpol – men det gjorde altså ikke noget for koncertoplevelsen, for de var nærværende og velspillende hele vejen igennem. Et stærkt, ungt og talentfuldt finsk band fik her sin musik bredt ud til Roskildes glade unger, og French Films kunne snildt have spillet i det egentlige festivalprogram.

Man behøver som bekendt ikke at gå amok til en koncert, for at det musikalske projekt er vellykket. Det er desværre en dårlig kliché, som nogle publikummer og anmeldere vurderer koncertoplevelser ud fra. Publikum klappede, bobbede med hovederne, og der blev da også danset, men stemningen stod ikke på ‘fest’. Det er på ingen måde en kritik, for bandet og publikum var glade og imødekommende og musikken var god, og enkelte numre var simpelthen instant hits. Det var en befriende, rar og kærlig oplevelse; kærlig fordi der var så mange brede smil under det svalende blå telts skygge, og det var poppet og iørefaldende fra start til slut.

★★★★☆☆

Deltag i debat