Koncerter

Roskilde Festival 2012: Governor of Alaska, 04.07.12, Pavilion Junior

Governor of Alaska - math i s/h
Skrevet af Anna Møller

Synkoperede anslag og hurtige skift på gribebrættet danner mønstre, der samles og brydes igen i komplekse strukturer, men uden melodier og røde tråde kan det blive en lang affære at se Governor of Alaska live.

Governor of Alaska - math i sort-hvid.

Governor of Alaska bliver præsenteret i flertal for det halvfyldte Pavilion-telt, men bare to mand høj formår de meget hurtigt at udfylde det lydlige tomrum med synkoper og soloer på gribebrættet.

Den københavnske tromme/guitar-opsætning leverer knokkelhård mathrock med både bløde, afrobeatede islæt og til tider også noget speedmetal, støj plus feed eller krautede gentagelser. Forestil dig, at Fossils møder Health og Neu! og avler en mathbastard – dog uden f.eks. Fossils’ melodiøsitet, og i den forskel finder man Governor of Alaskas bløde punkt.

Red Tape-bandet starter umiddelbart en anelse ude af sync, men det er formentlig blot polyrytmerne, der forvirrer det indre øre. Et nummer som “Mass Grave In Russia” udfordrer ens opfattelse af musikalske strukturer og efterlader med sin grad af kompleksitet og ikke mindst virtuositet lytteren mildt sagt lamslået.

Mønstre deler sig i vuggende og hoppende bækkenslag og rundinger fra guitaren, der giver sig til at hvæse straks efter, mønstrene finder hinanden og spjætter aggressivt i fundet. “Skinhead Kindergarten” er perfekt boblende og ligefrem dansabel i øjeblikke, samtidig med at mathmuren er tung. De to musikere og brødre, Thor (guitar) og Hans (trommer), er mildt sagt genier på deres instrumenter, men hvor de excellerer i instrumental kunnen, så mangler de musikalske forlæg ofte en vej gennem kompleksiteten – det være en højere grad af melodisk sammenhæng eller en stramhed omkring de skarpt udskårne mathblokke.

Undervejs i koncerten begynder et par udklædte mangapiger med katteører at blæse sæbebobler ud over publikum for derefter at lave synkrondans med indlagte englehop i slowmotion, og opførelsens absurditet synes i virkeligheden at modsvare det, der foregår på scenen: Sæbeboblernes organiske voksen sig større, deres bløde bevægelser hen over gruppen af lyttere og derpå deres knald, når de rammer lydmuren og bliver til noget nyt og noget anderledes.

★★★★☆☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar

boeger