Koncerter

Roskilde Festival 2012: Governor of Alaska, 04.07.12, Pavilion Junior

Governor of Alaska - math i s/h
Skrevet af Anna Møller

Synkoperede anslag og hurtige skift på gribebrættet danner mønstre, der samles og brydes igen i komplekse strukturer, men uden melodier og røde tråde kan det blive en lang affære at se Governor of Alaska live.

Governor of Alaska - math i sort-hvid.

Governor of Alaska bliver præsenteret i flertal for det halvfyldte Pavilion-telt, men bare to mand høj formår de meget hurtigt at udfylde det lydlige tomrum med synkoper og soloer på gribebrættet.

Den københavnske tromme/guitar-opsætning leverer knokkelhård mathrock med både bløde, afrobeatede islæt og til tider også noget speedmetal, støj plus feed eller krautede gentagelser. Forestil dig, at Fossils møder Health og Neu! og avler en mathbastard – dog uden f.eks. Fossils’ melodiøsitet, og i den forskel finder man Governor of Alaskas bløde punkt.

Red Tape-bandet starter umiddelbart en anelse ude af sync, men det er formentlig blot polyrytmerne, der forvirrer det indre øre. Et nummer som “Mass Grave In Russia” udfordrer ens opfattelse af musikalske strukturer og efterlader med sin grad af kompleksitet og ikke mindst virtuositet lytteren mildt sagt lamslået.

Mønstre deler sig i vuggende og hoppende bækkenslag og rundinger fra guitaren, der giver sig til at hvæse straks efter, mønstrene finder hinanden og spjætter aggressivt i fundet. “Skinhead Kindergarten” er perfekt boblende og ligefrem dansabel i øjeblikke, samtidig med at mathmuren er tung. De to musikere og brødre, Thor (guitar) og Hans (trommer), er mildt sagt genier på deres instrumenter, men hvor de excellerer i instrumental kunnen, så mangler de musikalske forlæg ofte en vej gennem kompleksiteten – det være en højere grad af melodisk sammenhæng eller en stramhed omkring de skarpt udskårne mathblokke.

Undervejs i koncerten begynder et par udklædte mangapiger med katteører at blæse sæbebobler ud over publikum for derefter at lave synkrondans med indlagte englehop i slowmotion, og opførelsens absurditet synes i virkeligheden at modsvare det, der foregår på scenen: Sæbeboblernes organiske voksen sig større, deres bløde bevægelser hen over gruppen af lyttere og derpå deres knald, når de rammer lydmuren og bliver til noget nyt og noget anderledes.

★★★★☆☆

Deltag i debat