Koncerter

Roskilde Festival 2012: Hank3, 06.07.12, Odeon

Det var ren countrygalskab, da Hank3 gæstede Odeon fredag aften.

Det var det rene galskab, der ramte det store publikum, der var mødt frem for at høre country-musikkens eneste rigtige badboy. Fra rendyrket country bluegrass til punk og ødelæggende metal leverede barnebarnet af Hank Williams et brag en vanvidskoncert på Odeon fredag aften.

Det startede med ren støvletramp. Den galopperende country med rasende banjo, hvirvlende violin, kontrabas og pedalsteel og Hank3 på den akustiske guitar i front gik rent hjem hos publikum. Der var fuld knald på, og de mange sange om at være blæst på dårlig whisky, bajere og reefer blev labbet ukritisk i sig. Hvilket er naturligt nok, da det var virkelig godt.

Bandet virkede sammenspillede og kompromiløse, når de uden pauser hurtigt skiftede fra det ene nummer til det andet. Det var om at holde på cowboyhat og fadølskrus, for det gik hamrende stærkt. Specielt glimrende var det, når en klassisk countrysang pludselig fik følge af dobbeltpedal og metalgrowl, som det var tilfældet på “Ghost to a Ghost” og “Rebel Whitin”. Metallen lå hele tiden og lurede under den støvede ørkenoverflade.

»I’m drinkin’ that whiskey / out of that glass / and if that ain’t country / boy, you can kiss my ass« lød det fra den hærgede countrypunker under hyldesten til de gamle legender fra prærien, “Country Heroes”. Til gengæld giver han ikke en fuck for den nutidens country, som han så glimrende sang i “Dick in Dixie”. Det afsluttede det fabelagtige countrysæt.

Et hurtigt skift til desparodomaske, udslået heavyhår, elektrisk guitar og læderbrynje betød også et skift til den metal, der havde gemt sig i dobbeltpedalerne. Det indledtes med doomagtige riff og brølende trommer, der slog pusten ud af folk. Det var egentlig meget godt i starten, men efter cirka 15 minutter holdt det op med at være rigtig interessant. Det kunne man også se på antallet af publikummer, der forlod Odeon.

Hele oplevelsen var kontrolleret galskab. Det var energisk og lige i ansigtet. Det var virkelig godt, men med Hank3’s metalprojekt mistede man pusten, og det sidste kvarter kunne man godt have været undværet.

★★★★★☆

Deltag i debat