Koncerter

Roskilde Festival 2012: Icona Pop, 02.07.12, Pavilion Junior

Knapt var de kommet, før de gik igen, de hypede svenskere i Icona Pop. Det gik ikke stille for sig, mens det stod på, men pigerne kom dog aldrig rigtigt ud over dj-pulten.

Jeg er åbenbart gået glip af den seneste club-sensation. I hvert fald kendte jeg ikke særlig meget til svenske Icona Pops musik på forhånd, men det gjorde resten af publikum tydeligvis. At bruge en anmelderkliche som ‘teltet kogte’ er helt på sin plads, og det var svært at undgå at blive trampet ned af euforiske teenagere, der tydeligvis havde ventet hele dagen på dette.

De to unge svenske kvinder Caroline Hjelt og Aino Jawo alias Icona Pop har looket med sig (‘I er pisselækre,’ brølede min sidemand gentagne gange), og de blev da også præsenteret kækt som ‘fremtidens stilikoner’. Nu er det jo musikken, det skal handle om, og om de også er fremtiden her, må tiden vise – selvom de af flere medier bliver udråbt til ‘den nye skandinaviske popsensation’. En så massiv hype gør mig desværre lidt træt, selvom jeg holder meget af svensk popmusik.

Sammenligningen med Robyn ligger lige for, men Icona Pop mangler dog den bittersøde kant og humor, der gjorde Robyn – i hvert fald på hendes numre før Body Talktrilogien – til noget mere end bare ‘lækker pige’-electropop. Hos Icona Pop er det én lang fest, de er ‘ready for the weekend’, som omkvædet bebudede i koncertens afsluttende nummer til stor jubel.

Det er ikke, fordi det var en dårlig koncertoplevelse. Icona Pop leverer ekstremt iørefaldende beats med fine vokaler over. Det går lige i benene og er netop, hvad man har brug for sådan en mandag aften klokken 22 på Roskilde Festival. Gulvet gyngede, og armene røg i vejret. Men der manglede noget nærvær og personlighed i det, der fremstod som et lidt for glat dj-set. Der var stort set ikke afsat plads til lidt snik-snak mellem numrene, og jeg tog mig selv i at tænke, at det lige så godt kunne have været et bånd, der spillede deroppe på scenen. At det så sluttede til stor forbavselse blandt publikum efter kun 26 minutter uden et ords afsked, gjorde blot Icona Pop til en endnu mere amputeret forestilling.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Nina Ulrich Østergaard

 

Biografi:
Første musikalske åbenbaring fandt sted, da jeg som syvårig blev voldsomt forelsket i The Beatles, særligt Paul McCartneys bløde ansigt anno 1964, som jeg skrev meget om i min dagbog med sirlig skråskrift. De har fulgt mig lige siden – hvis man ser bort fra en gylden, præpubertær periode i 90'erne, hvor pigeværelsets vægge var tapetseret med Backstreet Boys. Siden har jeg været igennem de obligatoriske teenagefaser med britpop, grunge, punk, hææævy metal, garagerock, shoegazer og følsom indiepop. I dag hører jeg det meste og er bestemt heller ikke bange for en god popsang. Har et utrolig svagt punkt for Sonic Youth, Nikolaj Nørlund og ABBA (mit sene ungdomsoprør).

 

Fem evige favoritalbums:
Sonic Youth: Alt fra 1985-1990
My Bloody Valentine: Loveless
Cocteau Twins: Treasure
Stina Nordenstam: And She Closed Her Eyes
The Cure: Disintegration

 

Fem favoritter lige nu:
Alice Boman: EP II
Yumi Zouma: EP
Beastie Boys: Paul's Boutique
Sun Kil Moon: Benji
Joni Mitchell: Hejira

Skriv et svar