Koncerter

Roskilde Festival 2012: Indians, 03.07.12, Pavilion Junior

Skrevet af Signe Palsøe

Når Indians ikke varierede deres lydlandskaber nok, eller numrene blev meget langsommelige, fremstod deres musik en kende træg i eftermiddagsvarmen. Det meste ad vejen var københavnerne dog et dejligt udsvævende og lovende bekendtskab.

Luften var trykkende tirsdag eftermiddag, og forsøgte man at sætte den i bevægelse, føltes den træg og viskøs som en spand maling. På sin vis helt passende omstændigheder at overvære danske Indians’ Roskilde-koncert under. Den relativt lille forsamling, der havde fundet vej ind under teltdugen, stod hovedsageligt let rokkende i en formation forrest på gulvet og matchede i deres fremtoning ganske glimrende energiniveauet hos musikken.

Det var nemlig et yderst langsommeligt, til tider næsten helt rituelt forløb, der udspillede sig i de tre københavneres lille cirkel på scenen. Det er ikke meget lyd, gruppen på forhånd har sluppet fra deres projekt, men et nummer som “Magic Kids” gav – på trods af dets placering i bandets mest iørefaldende hjørne – et godt fingerpeg om de lydlandskaber, man kunne forvente sig af koncerten.

Drevne eller til tider helt forsigtigt tøvende lydflader af mere eller mindre statisk karakter forlod elektronikken på scenen og viklede drømmende og sløvende svøb om det eftermiddagshede telt. På egen hånd resulterede det i en til tider lige vel tyktflydende lydmasse, men heldigvis dannede Indians som regel et passende modspil til baggrunden. Klædeligt gennemtrængende korarrangementer gik igen på de fleste numre og sikrede et fast, til tider næsten helt indierocket holdepunkt, ligesom opbrud med glitrende guitarfolk, psychtendenser, mere tempo eller klaver dannede en fin variation i sættet.

Det ville ganske vist klæde Indians at have yderligere en håndfuld rigtig gode numre i deres bagkatalog, ligesom ikke alle virkemidler havde lige stort held med at skabe dynamik i lydbilledet – en afsluttende panfløjtesektion var eksempelvis lige på grænsen af, hvad den i forvejen svulstige musik kunne holde til. Ikke desto mindre fremstod det langsommelige drømmeunivers både indbydende og lovende i den tunge eftermiddagsluft.

★★★★☆☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar