Koncerter

Roskilde Festival 2012: Janelle Monáe, 05.07.12, Arena

Janelle Monáe spillede for andet år i træk på Roskilde Festival. For gengangere har det muligvis været en gentagelse af sidste års koncert. Men for nybegyndere var det en stor fest.

Janelle Monáe var blevet inviteret til Roskilde Festival for andet år i træk, efter hun havde leveret en pragpræstation af en koncert i 2011 på Cosmopol. I går var det så den sidste koncert på festivallens andenstørste scene, der fik besøg af neosoul-dronningen.

De mange publikummer gjorde det sveddryppende varmt under teltdugen, allerede inden koncerten var gået i gang. Nogle var kommet for at gentage successen – andre for at opleve den for første gang. For dem, der mistede deres Monáe-uskyld, var det stort. For dem, der hørte hende live for anden gang, har det nok været en lidt tam fornemmelse.

Til lyden af James Browns umiskendelige stemme gjorde den betagende musiker sin entre i et teater, der denne aften skulle blive hendes. Det startede ret skidt. Lyden var elendig, og man kunne slet ikke høre den unikke kvinde fra Atlanta, Georgia. Der blev dog rettet op, og det blev nemmere at følge med i, hvad der foregik på den store scene.

I sine ridestøvler dirigerede Monáe fra scenen både det monstrøse orkester med blandt andet blæsere og strygere og det monstrøse publikum, der hengivent tog i mod alt, hvad hun diskede op med. Selv da hun skruede ned for tempoet og malede et billede, var folk med på ideen. Det var en skøn og skizofren blanding af soul, funk og god gedigen rock med rasende riff, der satte gang i festivitasen.

Men det var, når der var knald på, det var bedst. Med hendes velsiddende cover af Jackson 5’s “I Want You Back” løftede taget sig for første gang på Arena. Det samme gentog sig senere i koncerten, da hendes monsterhit “Cold War” løbende groovede sig ud over publikum.

Efter en lille time forlod bandet scenen. De kom dog hurtigt tilbage, efter Arena havde skreget sine lunger ud for at høre mere af energibomben. Hun fik hele teltet til at sætte sig ned, før det hele eksploderede i et brag af pige-hvin og dans.

Det var en fest.

★★★★★½

Deltag i debat