Koncerter

Roskilde Festival 2012: Jørgen Teller & the Empty Stairs, 06.07.12, Gloria

Jørgen Teller & the Empty Stairs er en tur i øveren
Skrevet af Anna Møller

Det sidste, jeg i går noterede på min notesblok, inden også de resterende hjerneceller gik planken ud, var »hvad er musik?« Jeg havde netop overværet en times lydlig absurditet med et band, der som booking virkelig har skilt sig ud på festivalen.

Jørgen Teller & the Empty Stairs er en tur i øveren

Jørgen Teller & the Empty Stairs har fredag aften den belgiske trommeslager Lazara med på scenen, og sammen med den faste trommeekvilibrist TR Kirstein starter de to ud med febrilske og springende slag på bækkener, mens Søren Gorm på bas og Jørgen Teller bag guitaren giver sig til at larme i de mildt sagt halvtomme Gloria-telt.

Og desværre er det også larmen, der kommer til at dominere koncerten igennem. På trioens nyeste album, Jeg så det godt, er støjen ellers afbalanceret med så hyppige rundgange og endda noget, der indimellem minder om melodi. Som lytter er det ikke bare til at finde rundt i, men også til at fortabe sig i. Titelnummeret starter med gentagene rundgange med fræs fra Tellers guitar og sporadisk og uforståelig vokal, mens Kirsteins trommer ligger som et nægtende grundspor. Alle tre spor synes at køre med hver sin kadence, men sideløbende og med lejlighedsvise symbioser, så man aldrig fuldt ud mister orienteringen.

De stunder er der derimod ikke mange af til fredagens koncert. I stedet er der absurd avantgardeleg, der – som det så oftest er med avantgarde – bevæger sig på en knivsæg mellem at være provokerende og latterligt. Dog forekommer det oftest at være den sidste kategori, der gør sig gældende denne aften. Når Teller selv synger og skriger gennem filter, så en musestemme iblandes det rodede sammensurium af lyde, når Lazara med efternavnet Albear skifter trommerne ud med en lille hylende trompet, eller da bandet sidst i koncerten inviterer en ung kvinde på på scenen, så hun kan stå og rode med et stort bildæk, mens TR Kirstein udfører noget, der minder om en parring mellem en guitar og sin lilletromme, så det svært helt at finde ud af, hvad man skal mene.

Al struktur synes ophævet, og hverken komposition eller melodi er til at udrede af det kaos, som publikum får kastet i hovedet. I de få øjeblikke, hvor især Kirstein eller Gorm finder en tilnærmelsesvis musikalsk puls, man kan gynge med på som lytter, så er det næsten smittende. Imidlertid er det oftest eksklusion frem for inklusion, man som lytter fornemmer. Det er muligvis en pointe i sig selv, der dog kan virke en anelse forceret.

Dybest set ved jeg ikke, hvad der kendetegner musik, og min notesbloks spørgsmål må som publikum fredag aften efterlades uforløst og lettere måbende.

★★½☆☆☆

Deltag i debat