Koncerter

Roskilde Festival 2012: Kúra, 03.07.12, Apollo Countdown

Foto: René Roslev

Et højtlydt snakkende publikum og et lidt for indadvendt band skæmmede en stor del af Kúras optræden, der dog fik mere karakter undervejs, i takt med at bassen blev tungere og beatsne mere hårdtslående.

Foto: René Roslev

Da islandsk-danske Kúra gik på scenen, blev den bagende eftermiddagssol afløst af tunge skyer – som var skyerne et varsel om den mørke elektroniske lyd, der den næste times tid skulle regne ned over publikum på Apollo Countdown.

Det var et noget indadvendt og tavst band, der uden et ord lagde ud med den nyeste single “Anchor”, hvor Fanney Ósk Thorisdóttirs smukke vokal desværre fremstod en tand for lavt mixet i forhold til de slæbende beats. En skam, da Thorisdóttir er en fremragende sangerinde, hvis stemme heldigvis fik lov til at skære igennem senere. Kúra dyrker kontrasterne – det organiske blandet med det elektroniske for eksempel – i deres nordiske lyd, og et af deres stærkeste kort er netop den englelette vokal over for den dysterhed, musikken fremmaner. På scenen er Thorisdóttir da også den naturlige frontfigur, der drømmende vugger af sted med lige dele styrke og feminin uskyld.

Selvom Kúras sfæriske lydlandskaber gjorde sig godt til den truende åbne himmel, var det, som om bandet var en smule fejlplaceret på det, der skal fungere som den nye klubscene. Det var tydeligst i koncertens første halvdel, hvor de mere lavmælte melankolske numre dominerede. Her savnede jeg Pavilion Junior-teltets intimitet, der bedre ville kunne have fastholdt det noget distraherede publikums opmærksomhed. Flertallet var tydeligvis kommet for at clubbe, og den højlydte snak blev heldigvis gradvist erstattet af en mere nærværende opførsel, efterhånden som bandet skruede mere og mere op for den tunge bas og de dub- og triphopinspirerede beats, der kendetegner lyden på debutalbummet Halfway to the Moon.

Måske var det publikums stigende engagement, der fik bandet til at løsne op undervejs. I hvert fald virkede de betydeligt mere afslappede og veltilpasse, som koncerten skred frem. Da de nåede til pophittet “Follow Your Heart”, havde de for alvor spillet sig varme, og den noget banale tekst, som alle kan synge med på, var en populær om end noget langtrukken afrunder, der også fik godt gang i publikum.

Havde Kúra spillet hele sættet med de sidste minutters energi og nærvær, var karakteren røget højere op, men det har vi forhåbentligt til gode til en anden gang. For som debutalbummet antyder, er der potentiale til noget rigtig godt.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Nina Ulrich Østergaard

 

Biografi:
Første musikalske åbenbaring fandt sted, da jeg som syvårig blev voldsomt forelsket i The Beatles, særligt Paul McCartneys bløde ansigt anno 1964, som jeg skrev meget om i min dagbog med sirlig skråskrift. De har fulgt mig lige siden – hvis man ser bort fra en gylden, præpubertær periode i 90'erne, hvor pigeværelsets vægge var tapetseret med Backstreet Boys. Siden har jeg været igennem de obligatoriske teenagefaser med britpop, grunge, punk, hææævy metal, garagerock, shoegazer og følsom indiepop. I dag hører jeg det meste og er bestemt heller ikke bange for en god popsang. Har et utrolig svagt punkt for Sonic Youth, Nikolaj Nørlund og ABBA (mit sene ungdomsoprør).

 

Fem evige favoritalbums:
Sonic Youth: Alt fra 1985-1990
My Bloody Valentine: Loveless
Cocteau Twins: Treasure
Stina Nordenstam: And She Closed Her Eyes
The Cure: Disintegration

 

Fem favoritter lige nu:
Alice Boman: EP II
Yumi Zouma: EP
Beastie Boys: Paul's Boutique
Sun Kil Moon: Benji
Joni Mitchell: Hejira

Skriv et svar

boeger