Koncerter

Roskilde Festival 2012: Liturgy, 07.07.12, Pavilion

Liturgys frontmand Hunter Hunt-Hendrix. Foto: Willie Davis
Skrevet af Anna Møller

Blackmetal-bandet fra Brooklyn spillede lettere amputeret med et trommebacktrack lørdag nat, men bød alligevel på massive og cykliske repetitioner og tårnhøjt blastbeat.

Liturgys frontmand Hunter Hunt-Hendrix. Foto: Willie Davis

Liturgy går på scenen kun to mand høj, Hunter Hunt-Hendrix (på vokal og guitar) og Bernard Gann (guitar).

Blackmetal-bandet, der efter en turné med Boris i sommeren 2011 mistede deres trommeslager Greg Fox til andre projekter, er tilsyneladende også uden bassist Tyler Dusenbury til lørdagens sene koncert på Pavilion. Den talentfulde trommeslager er rykket videre mod nye udfordringer, og tilbage står Liturgy ret amputeret. Og i en form for handicappet version i liveformation med et trommebacktrack, der kører koncerten igennem. Nogle vil mene, at Fox er den mest formildende omstændighed ved Liturgys version og levering af blackmetal, og andre måske, at duoen klarer sig nogenlunde, omstændighederne taget i betragtning.

De efterladte Hunt-Hendrix og Gann gør deres for at file løs på de forvrængede guitarer, mens blastbeatet så må vælte ud af backtracket, og det trøstesløse kaos indimellem sprænges af Hunt-Hendrix’ lyse og insisterende skrig. Begge musikere står og vugger zombieagtigt frem og tilbage, mens deres lange hår gemmer ansigterne, og det halvfyldte telt får – ikke overraskende – ikke megen kontakt.

Den vokalløse “Generation” fra sidste års Aestetica er ikke overraskende et højdepunkt i den mildt sagte introverte koncert, hvor den oppustelige maskot fra Alien & Ko-lejren som eneste element afspejler numrenes udvikling og mulige kulminationer. De cykliske repetitioner er massive, tempoet imponerende højt og energien både aggressiv og uforløst, og på trods af at Liturgy kan bryste sig af at have været med til at starte blackmetals tredje bølge, så fastholdes lytteren ikke vedholdende i den sorte metals faste næve.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

1 kommentar

  • Syntes at det var en genial koncert.
    Spændende og særegen udgave af Black metal

    jeg hiver UUUUU

Skriv et svar

boeger