Koncerter

Roskilde Festival 2012: Mew, 07.07.12, Orange

Mew spillede alle de kendte hits, som teenagepigerne ville have, under den ganske vellykkede koncert, der dog aldrig blev rigtig sindsoprivende.

Der var godt fyldt op med teenagere i pitten, og selvom klokken havde rundet halv to om natten, var de meget opstemte. Det slog mig, at selvom medlemmerne i Mew er nået godt op i 30’erne, har deres lytteres aldersgruppe ikke ændret sig synderligt. I hvert fald ikke blandt de allermest hengivne fans, der ligesom for ni år siden, da bandet fik deres store gennembrud med Frengers, især udgøres af 16-17-årige piger.

Hvad der heller ikke har ændret sig, siden jeg selv gik i 9. klasse og fik øje på Mew, er Jonas Bjerre. Han ligner stadig uskylden selv med sin kejtede og generte facon, der dog i dag er trængt en anelse i baggrunden for en mere snakkesalig, selvsikker og underholdende forsanger på scenen. Også hans karakteristiske heliumsvokal lyder, som den plejer på hits som “Am I Wry? No” og “156”, og skærer krystalklart gennem lydbilledet.

Mew har i det hele taget udviklet sig til et meget struktureret og velspillende liveband, og de falske toner og lydproblemer, der tidligere kunne skæmme koncerterne, var helt væk denne nat. Heller ikke visuelt var der de store udskejelser, som Bjerre ellers er kendt for at nørde med (han havde måske fået afløb for det efter sideprojektet Apparatjiks koncerteksperiment i torsdags). Det handlede om musikken, særligt de gode popsange, og eneste aparte indslag på scenen var nogle lagenklædte spøgelser, der stod i det ene hjørne og ikke rigtig bidrog med noget konstruktivt til showet.

Sætlisten dyrkede i stor stil de landeplager, som Frengers kastede af sig (hjulpet godt på vej af Det Elektriske Barometer på P3 og tv-programmet Boogie) i 2003, og som stadigvæk får publikum til at hoppe ivrigt i takt. Selvfølgelig kom klimaks med den smukke “Comforting Sounds”, hvor lighterne og armene røg i vejret. Det er et dejligt nummer, men også en noget forudsigelig afslutning på sættet. Ærgeligt at Mew ikke valgte at spille deres ældre, langt mindre eksponerede materiale – både debutalbummet A Triumph for Man og den efterfølgende Half the World Is Watching Me rummer fantastiske numre, der ville have klædt koncerten og givet tiltrængt variation til særligt den første halvdel.

Men Mew gav tilsyneladende størstedelen af publikum omkring mig, hvad de ville have, og de skal have ros for at sætte musikken i højsædet og skære stort set alt overflødigt fra. Det var en rigtig fin koncert udført af et tydeligvis veloplagt band, men dog uden sindsoprivende øjeblikke.

★★★★☆☆

Deltag i debat