Koncerter

Roskilde Festival 2012: Nils Frahm, 08.07.12, Gloria

Skrevet af Anna Møller

Forståeligt nok var lydniveauet til Nils Frahm-koncerten lavt, men på en måde, hvor det i stedet for at fremstå som en fejl fremstod som et tegn på ømhed. Nils forstod, at dine ører blødte, og duppede dem med melankolske toner.

Nils Frahm må være virkelig god til at aflæse sine omgivelser. Da han spillede i Koncertkirken i februar, var det med afslappet andægtighed og en god kontakt til publikum omkring flygelet, og man endte med at føle sig helt hjemme i det store kirkerum på Blågårds Plads. I det stærkt trafikerede Gloria-telt, der under de fleste koncerter på Roskilde har haft problemer med at holde et tilpas lavt støjniveau, står den minimale neo-klassicist dermed over for noget af en udfordring. Hvordan får man folk til at tie stille? Kan man overhovedet spille et telt op med tre Rhodes-klaverer?

Svaret er, at man som Nils Frahm lægger ud med at spørge: »Do you feel rock ‘n’ roll enough to sit down?« og efter, folk har adlydt og glædeligt hviler de trætte søndagsben i teltstøvet: »Now get naked!«. Derfra har han alles opmærksomhed.

Frahm starter stående foran sine mindst tre næsten stablede Rhodes og hælder lækker ambient ud over de siddende og veksler mellem morsomheder som ved først at fortælle, hvordan han kan finde det ekstremt kedeligt altid at se på sine hænder, når han spiller klaver, og efterfølgende langsomt give det kamera, der følger ham og projicerer hans optræden op på Glorias sceneopsætning, en fuckfinger. Bare sådan helt langsomt og stilfærdigt, og naturligvis til latter fra hans tilhørere. Når han ikke underholder, så får han publikum med i fællessang med én enkelt tone, og den simple øvelse bidrager alligevel med en fællesskabsfølelse. For alle folk er helt stille. De to børn ved siden af mig er opmærksomme og siger ikke et ord, før en vagt begynder at gå rundt blandt publikum og alligevel beder os om at rejse os op.

“Ambre” fra Wintermusik fremstår lige så melankolsk sukkende, som den gør på plade, og dens bløde og organiske struktur taber hverken luft eller musikalsk formidling ved at blive spillet på det semi-elektroniske Rhodes. Undervejs får Frahm selskab af Peter Broderick og Casper Clausen fra Efterklang i en regulær popsang, hvor folk klapper med. Frahm slutter med endnu en morsomhed, før Roskilde igen indtages fra Glorias tyste intimitet. Den tyske musiker konstaterer: »You know, all metal musicians are actually nice guys, and everybody who plays calm, beautiful music are really dick-heads. I am the only exception of course.«

Forståeligt nok er lydniveauet gennem hele koncerten lavt, men på en måde, hvor det i stedet for at fremstå som en fejl fremstår som et tegn på ømhed. Nils forstår, at dine ører bløder, og dupper dem med beroligende toner.

★★★★★☆

Deltag i debat