Koncerter

Roskilde Festival 2012: Oneohtrix Point Never, 06.07.12, Gloria

Skrevet af Daniel Niebuhr

I gråzonen mellem de sene nattetimer og tidlige morgentimer gav et lille kvarter med tekniske vanskeligheder Oneohtrix Point Never svære betingelser, når det kom til at fastholde publikums koncentration – dog uden at have indflydelse på selve musikken.

I gråzonen mellem de sene nattetimer og tidlige morgentimer – helt præcist klokken 03:00 – efter Malk de Koijn havde fuldendt sit triumftog på Orange Scene, og den tykke tåge konkurrerede med, hvad man kunne identificere som den snarlige solopgang, havde jeg bevæget mig indenfor i Gloria-teltet. Her sad folk og slappede af efter en fredag med mere end 15 timers musik – nogle sov, andre konverserede med hinanden om diverse trivialiteter, mens andre bare sad for nu en gang at sidde. Oppe foran stod der dog en lille skare af dedikerede tilhængere, der spændt ventede på at bruge disse gråzonetimer i selskab med Daniel Lopatin: Oneohtrix Point Never.

Til at begynde med fornemmede man dog i højere grad tilstedeværelsen af folk, for hvem Lopatins minimalistiske sample-electronica er forholdvist ukendt. Forundrende så de til, mens alverdens samples kørte i et uendeligt loop akkompagneret af en skræmmende høj bas, og mange forlod da også Gloria inden for det første kvarters tid. Heldigvis skabte aftenens absolutte højdepunkt i form af titelnummeret fra Oneohtrix Point Nevers seneste plade, Replica, med al sin melankoli og – i Oneohtrix Point Nevers særtilfælde – lettilgængelighed med ét det nødvendige fokus på musikken frem for alle mulige andre ligegyldigheder, mens “Up”, “Child Soldier “og “Sleep Dealer” ligeledes bidrog yderligere til trancefornemmelsen blandt de koncentrerede og den udbredte forvirring blandt de nysgerrige nytilkomne.

Det var derfor mere end ærgerligt, at netop sidstnævnte nummer blev startskuddet på et lille kvarter med tekniske vanskeligheder, der involverede absolut ingen lyd fra teltets indtil da udmærkede højtalere, men derimod kun fra de langt mindre effektive af slagsen, der omringede Lopatin. Heldigvis fik publikum i det mindste noget lyd at bearbejde; men set i lyset af hvordan koncerten lige omkring på dette tidspunkt så småt var ved at have den helt perfekte effekt på de tilstedeværende, røg publikums ellers så imponerende koncentration og tålmodighed, hvilket desværre resulterede i unødvendig smalltalk og forstyrrende ind- og udvandring.

Da man endelig fik styr på sagerne, havde Lopatin kun et enkelt nummer tilbage at gøre godt med, og selvom der blev jublet over det tilbagevendte lydniveau, var der ikke meget mere at komme efter. 55 minutters sammenhængende koncertoplevelse med Oneohtrix Point Nevers dronefyldte og minimalistiske electronica ville ellers have været det perfekte punktum for fredag aften på Roskilde Dyrskueplads. I stedet for endte det ‘kun’ med en bestået koncert, hvor Lopatin beviste, at han er noget for sig selv på den elektroniske scene, og hvor klokken nu er blevet 05:00, og solen er stået op.

Jeg glæder mig til at tage hul på endnu en dag – forhåbentlig uden tekniske problemer.

★★★★½☆

Leave a Reply