Koncerter

Roskilde Festival 2012: Perfume Genius, 05.07.12, Gloria

Perfume Genius har fået et par skrammer
Skrevet af Anna Møller

Mike Hadreas leverer en inderlig og følsom koncert, der imidlertid er svær for alvor at fortabe sig i under publikums snakkeri.

Perfume Genius har fået et par skrammer

Roskilde Festival er begyndt at skilte med en henstilling om, at publikum tier stille under koncerterne via en lille film på de større scener, og på Gloria torsdag aften kunne det også have været handy. Perfume Genius aka Mike Hadreas’ musik er intim og øm og fuld af intens inderlighed.

Den kræver imidlertid også sit af lytteren, og hvor den oplagte sammenligning med Antony Hegarty på sin vis viser sig at være ved siden af. Ja, de er begge – især vokalmæssigt – skrøbeligt vibrerende, og deres tekster drejer sig om at være udenfor. En af de oftest benyttede sammenligninger går imidlertid mest på deres åbne homoseksualitet, og at ens seksuelle orientering, og hvem man elsker, skal være afgørende for, hvem man bliver sammenlignet med rent musikalsk, virker ude i hampen. Især når man sammenholder deres to største forskelle. Hvor Antony Hegarty er over-the-top dramatisk, storladen og voluminøs i det lydlige udtryk, så er Perfume Genius indadvendt, nedtonet og skrabet lo-fi i udtrykket. Det viser sig da også at være lidt af en udfordring foran det godt festglade Gloria-publikum, der ved 23-tiden har svært ved at holde kæft.

Hadreas starter alene på scenen med “Dreeem” fra Learning (2010), hvor hans røde klaver er eneste kompagnon. Lydniveauet er en ret lavt – især i forhold til Sam Amidons koncert tidligere på aftenen. Rent musikalsk er de to ikke oceaner fra hinanden, men det kræver godt nok meget af ens publikumsnaboer for rigtigt at høre alt, der foregår. Og ikke mindst blive grebet af Hadreas’ følsomme inderlighed. Fra og med titelnummeret fra Put Your Back N 2 It får Hadreas selskab af endnu en pianist/korsanger og en trommeslager, og koncertens højdepunkt er da også klart, da den ekstra keyboardspiller sætter sig ved siden af Hadreas og sammen med ham spiller “Learning” til en vild jubel fra balkonens publikum.

Rent musikalsk er der ikke de store udsving torsdag aften. Under “Lookout, lookout”, der formentlig er en sang om machete-drabet på en jamaicansk forkæmper for homoseksuelles rettigheder, Brian Williamson, projiceres langsomt snurrende billeder af universet op på Glorias fløje, mens Hadreas’ ansigt i sort/hvid ligger henover. En passende baggrund til den sigende klavervuggevise. Den guitarbårne og let vuggende “Normal Song” er også et af højdepunkterne blandt de mange nedtonede numre.

I den anden og mere fyldige ende finder man “Take Me Home”, hvor trommeslageren tager de bløde og dumpe køller i brug, og tempoet kommer en anelse op, og naturligvis bliver “Hood” godt modtaget, omend man altid håber, den fortsætter, efter højdepunktet i sidste vers. Inden Hadreas får startet er der »ååååhr«-reaktion fra publikum, der næsten får Hadreas ud af fatningen, og han må grine af, før han kan starte hittet. To covers bliver det også til – af Neil Youngs “Helpless” og af Madonnas “Oh Father”, men det forbliver svært at til fulde at fortabe sig i Perfume Genius’ følsomme univers. Ikke, at man ikke gerne vil lukkes derind, men det er svært, når der står en flok knævrende fadbamseaber i vejen.

★★★★☆☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar

boeger