Koncerter

Roskilde Festival 2012: Rangleklods, 06.07.12, Cosmopol

Rangleklods på eventyr med bier
Skrevet af Rasmus Riiskjær

Rangleklod fremviste sans for komposition ud over den umiddelbare dynamik. En sans for at få de mange mærkelige ting til at hænge sammen, så den røde tråd var der så absolut hele koncerten igennem.

En rangleklods på eventyr med bier

Rangleklods imponerede fredag med et super musikalsk og energisk show, der blæste benene væk under undertegnede. Det var min første koncert med dem, og kvintetten med en ligelig kønsfordeling spillede på percussion, synth, guitar og i front gav den dygtige sanger Esben Andersen os endvidere nogle digitale cirkelspark fra sin pult.

Kodeordet i koncerten var dynamik. Bandets dannelsesrejse i Berlin for et par år siden var tydeligt hørbar. Den eklektiske omgang med forskellige genrer som techno, dubstep, radiovenlig, melankolsk pop ala I Got You On Tape og electronica blev eksekveret så stramt og kontrolleret, at det vidnede om et enormt talent og vid hos musikerne. Percussionisten hamrede skiftevis på gulvtammen i 4/4 og blev afløst af dubstep-rytmesektioner fra de forskellige programmerede tracks, og man vidste sjældent, hvilket ben man skulle stå på, for der blev konstant gået nye og uforudsete veje. Den forrygende guitarist Tikki Hasselriis Jensen, der også gav god backing vokal, var blot én af de elementer, man kunne fremhæve, men først og fremmest må man tage hatten af for den fantastiske percussionist. Han spillede både tungt, let og afvekslende som en janitshar.

Netop navnet “Rangleklods” var mit store forbehold inden koncerten. Kald mig bare overfladisk, men jeg synes simpelthen, det er for useriøst bandnavn til et band, der spiller så godt, at denne anmelder i hvert fald må tildele 13 med pil op og god stil. Find gerne på et nyt navn og bliv ved med at dyrke feltet mellem Rumpistols seneste album Floating, I Got You On Tape og Trentemøllers Last Resort. En anden stor inspirator kunne muligvis være berlinske Ellen Allien og hendes samarbejde med Apparat, for som sættet skred frem, jo mere techno gik der i den, og klapsalverne og basvolumen fik lige et velfortjent nøk opad. Men de forskellige genrer og indflydelser var alle brugt så præcist og afmålt i doser, som kun et talentfuldt og hypersensibelt sind kan gøre det.

Der var en sans for komposition ud over den umiddelbare dynamik. En sans for at få de mange mærkelige ting til at hænge sammen, så den røde tråd var spændt og vibrerende hele vejen igennem. Nummeret “Home” var et af de bedste øjeblikke, men især den sidste del, hvor tempoet også blev skruet i vejret, og beatet hamrede sin techno ud, var også noget af det bedste, og en del af årsagen til, at denne gruppe skal have topkarakter. Esben Andersen fik da også givet udtryk for sin glæde over at spille ved først at udbryde: »Jeg har ventet længe på at stå heroppe, og det er mindst ligeså fantastisk, som jeg håbede på.« Det er en sjældenhed og en perle i dansk musik, vi har i dette band.

★★★★★★

Deltag i debat