Koncerter

Roskilde Festival 2012: Royce da 5’9″, 08.07.12, Cosmopol

Skrevet af Christian Klauber

Royce da 5’9″ var eksponent for doven og ugidelig hiphop til hans sludrekomsammen af en fødselsdagsfest.

En fredag nat for lidt over to år siden fik jeg ørerne i Tech N9nes velsmurte rapmaskineri. Foranlediget af den oplevelse og min begejstring for Success Is Certain havde jeg ganske store forventninger til en solid gangsterleverence fra Royce da 5’9″ på Cosmopol.

I momenter fik publikum da også, hvad de kom efter. Da vi havde overstået fem minutters ’ulven kommer’ med vel rigeligt med pistolskud, hylende sirener og en brøleabe af en dj, der blev ved med anmode om ’middlefingers in the air’, kom Royce da 5’9″ roligt gående ind på scenen til den massive guitarsolo, der indleder ”Legendary” på Success Is Certain.

Selvom den overlegne indledning blev fulgt op af de solide ”Heat to the Streets”, ”Where My Money?” og Eminem-bangeren ”Writer’s Block”, var det underligt uengageret og præget af ekstremt mange brud i koncerten, sniksnak om dette og hint og de obligatoriske shoutouts. Når man dertil lægger småproblemer med lyden i begyndelsen af koncerten, var det faktisk en ganske pauver oplevelse.

Den fornemmelse fik end ikke en ret overbevisende a capella med Puff Daddy-diss fra bonkammerat Kid Vicious rettet op på – men det er selvfølgelig også lidt svært, når man prioriterer at forlade scenen for at tage billeder sammen med publikum.

Ifølge Royce var det hans fødselsdag for et par dage siden (prompte fik han en hel sals fremstragte fuckfinger i fødseldagsgave), og han festede stadigvæk, som han udtrykte det. Den slags fester involverer med stor sandsynlighed rigelige mængder ’cheeba cheeba’ og sprut – og det sætter sig på performanceniveauet.

Måske var det derfor, vi kun i glimt så det sproglige overskud og sublime flow, Royce da 5’9″ rent faktisk har – og måske var det også derfor, publikum på Cosmopol blev spist af med hjemlig fødselsdagshygge frem for den aggressive gangster, Royce da 5’9″ gemmer på.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar

boeger