Det var blevet tirsdag på Roskilde Dyrskueplads, og vejret bød på strålende sol og relativt høje celciusgrader. Derfor var det selvfølgelig ‘forståeligt nok’, at det var her midt i den danske sommer, der for en gangs skyld viste sig fra sine bedste side, at de små aftentimer skulle bruges i selskab med et band, der i høj grad lader sig inspirere af mørket, og hvis sange »ofte omhandler det dystre, som er nedgravet i det unge menneskehjerte«, som de nu engang selv beskriver det.
17.30 var altså et forholdsvis utaknemmeligt tidspunkt at præsentere publikum på Pavilion for en koncertoplevelse med mørk lo-fi-rock, der nok burde have fortjent et starttidspunkt i hvert fald fem-seks timer senere. Men det afholdt bestemt ikke københavnske Shiny Darkly fra alligevel at gøre et forsøg.
Det store fremmøde inde under teltdugen gjorde sit for at skabe den nødvendige stemning; men desværre virkede bandet indledningsvis en smule smånervøse, hvilket man på ingen måde kan bebrejde dem – kun forsanger og guitarist, Kristoffer Bech, udviste momentvis energi og engagement. Dog druknede hans vokal ofte i et feedback- og støjpræget lydbillede, der i forhold til mit sidste besøg på Pavilion-scenen ikke var til gavn for koncertoplevelsen. Derudover havde de dystre og mørke elementer i bandets musik det hårdt i de upassende, lyse omgivelser, og pånær “He’s Suicidal” var der ikke rigtig nogle numre, der formåede at sparke liv i publikummet minus de to-tre forreste rækker.
Da vi nåede koncertens to afsluttende numre, begyndte bandet endelig at løsne op. Musikken blev mere aggressiv og energisk, der kom mere bevægelse fra bandmedlemmernes side, og så fremstod Shiny Darkly for alvor som et band, der tør og kan performe. Bedre sent end aldrig, kunne man derfor fristes til at sige, og jeg tror bestemt, at der kan ske store ting og sager med de unge københavnere og deres mørke lo-fi-rock.
