Koncerter

Roskilde Festival 2012: Slowolf, 04.07.12, Pavilion Junior

Skrevet af Anna Møller

Slowolfs debutkoncert på Pavilion starter og slutter på samme vis med en nedpitchet »slowolf«-messen, der sætter scenen til en lettere forvirrende blanding af alskens musikalske genrer.

Slowolf med apokalyptisk ansigtsmaling

Slowolf er Andreas Asinghs (fra det nu opløste electropopband Small) soloprojekt, og live giver kvintetten med medlemmer fra I Got You On Tape, Electrojuice og Blue Foundation deres debutkoncert på Pavilion.

Asingh har efterhånden haft et par hits på P3 – senest med den Uundgåelige “See U In My Dreams”, der i dén grad også får publikum med live. Slowolf selv har også fået en del omtale på diverse blogs og også i Guardian, der via et blognetværk i maj valgte ovenstående hit som den bedste, nye musik i Danmark.

Før de fem beskidte – eller nej, malede – musikere besætter scenen med lyden af Slowolf, lyder netop en nedpitchet gentagelse af bandets navn. Den mørke »slowolf«-messen er sammen med distortion og simple trommemaskinebeats med til at forme det hjørne, der rent musikalsk udgør Slowolfs uhyggelige og dommedagsagtige rungen. Det er imidlertid et af de mindst vellykkede hjørner og fremstår på Pavilion næsten en anelse fjollet. Derimod er de poppede og dansable melodier langt mere smittende og får det ellers lidt tilbageholdende publikum (fraset de forreste rækker) med. Slowolf har vist deres eget fanslæng med, og de hopper gladeligt med på det, de får præsenteret. Også, når Asingh bl.a. beder alle om at klappe med, »fordi det ville være optur,« inden et nummer starter

En luftighed i synthen sammenholdt med Asinghs (ikke altid helt vellykkede) falsetsang kan give reminiscenser til også populære Sleep Party People, og som modvægt til det luftige ligger der ofte en maskinel og massiv støjmur under. Som de søvnige kaniner i Sleep Party People gøres der en del ud af det visuelle udtryk i Slowolf. Ikke bare i videoer osv., men også live, hvor alle fem musikere enten har bar overkrop og/eller har smurt sort maling, olie eller lignende på krop og ansigt. Som skulle de i krig eller netop var tilbagevendt fra én.

Musikalsk bestod krigen i at orientere sig i den genreblanding, der kendetegner Slowolf. Hos nogle bands kan anvendelsen af en multifacetteret genrepalet resultere i nyskabelse og fascination. Det sker ikke hos Slowolf, der ellers gladeligt lader hiphopbeats, mørk electronica, falsetsang, guitarsmadder, discorytmer, tamagotchi-keys, gothskrig og -rungen og popmelodier forene sig. Det virker til tider forceret, selvom man forstår kontrasteringerne og den lydlige diversitet ud fra et rationelt synspunkt. Det efterlader imidlertid ikke lytteren fanget eller fastholdt rent musikalsk, og på trods af et stadig voksende publikum i Pavilion-teltet, kunne man have været fristet til at forlade scenariet og finde på noget andet onsdag aften.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar

boeger