Koncerter

Roskilde Festival 2012: Spillemændene, 07.07.12, Gloria

Spillemændene forsøger at løfte deres forsanger
Skrevet af Anna Møller

Ekstremt velspillende, charmerende og med et godt forlæg viser dansk musiks unge talentmasse sig i fuldt rosenflor på Glorias alfavnende scene.

Spillemændene forsøger at løfte deres forsanger

»Vi har instrumenter med og har øvet nye sange, så det her kunne gå hen og blive den bedste koncert med Spillemændene nogensinde!« Ordene kommer lettere ironisk fra Spillemændenes imponerende baryton-forsanger Nicolai Elsberg inden deres koncert i Gloria-teltet, der til lejligheden er stuvende fuldt og stegende hedt.

Spillemændene blev dannet for bare to år siden af fem musikere, der siden er blevet til seks. De læser alle på sangskriverlinjen og musikerlinjen på Rytmisk Musik Konservatorium og spiller derudover med i bands som Ice Cream Cathedral og A Key Is a Key. De har netop udgivet deres debut-ep Spillemandsbogen, og det har mildt sagt gået stærkt for bandet, der fik en henvendelse om at spille på Roskilde Festival lige efter deres koncert på Spot i foråret.

På scenen har de, hvad der ligner en form for iglo, der – som koncerten skrider frem – begynder at lyse indefra og langs nogle orange lyskæder og i øvrigt bliver præsenteret som en reaktor. På Glorias fløje projiceres naturvideoer op, og resultatet er meget stemningsfyldt og understøtter den lidt magiske visetradition, som Spillemændene vel er en forlængelse af.

Koncertens andet nummer er den heftige “Man kan ikke bare stå og se på jorden gå under” med den ditto heftige video skabt af bandets forsanger. Live ligger sangskriver og guitarist/synthspiller Thorbjørn Radisch Bredkjærs korvokal lige lovligt langt fremme i mikset, men det viser sig virkelig at være en skønhedsfejl på en yderst fuldendt optræden med karismatiske og ekstremt velspillende musikere, spilleglæde og ikke mindst et rigtig godt arsenal af poetiske folknumre på dansk. Enkelte af de nyeste mangler måske en smule drivkraft og er en anelse letkøbte i lyrikken, men det er også set i forhold til, hvor velskrevet lyrikken ellers er. Bredkjærs tekster rummer en form for mystik i et både dybt realistisk og eventyrligt univers – som i barndomsfortællingen om “Mosekonen”, hvor Elsbergs voldsomt ekspressive og malmfulde stemme rent musikalsk får en konstrasterende bag- og mellemgrund i mundharmonika, akustisk guitar og afmålte trommer. Klart et højdepunkt i løbet af koncerten og et perfekt eksempel på, hvordan bandet forstår at formidle de fortællinger, som numrene viser sig at være.

Andre steder fylder Anders Bach Pedersens ofte jazzede trommer mere henimod slutningen af numrene, som på den mere uptempo “Træmanden”, der virkelig får Glorias publikum med. Ikke, at det er et problem for musikerne. Især den afslappede Elsberg har en virkelig god kontakt til de fremmødte under sine mange henvendelser om blandt andet fundet af Higgs-partiklen i Cern, en fremvisning og introduktion af Spillemandsbogen og ikke mindst, da han som afslutning deler røde roser ud til publikum med charme og ironisk smil. Anders Bach Pedersen og Anja Lahrman synger harmonisk kor og er som de resterende musikere skåret ud af den unge talentmasse i Danmark. Tak for det.

★★★★★☆

Deltag i debat