Koncerter

Roskilde Festival 2012: The Megaphonic Thrift, 06.07.12, Pavilion

The Megaphonic Thrift. Pressebillede.

Det var et rent sansebombardement, da The Megaphonic Thrift indhyllede Pavilion i deres drømmende og melodiske støjrock.

The Megaphonic Thrift vækker Pavilion med støj og stirrende øjne.

Inden The Megaphonic Thrift gik på scenen, strømmede hjemsøgende, dissonante guitarlyde ud i Pavilion teltet som den perfekte appetitvækker på, hvad der skulle ske. Der klokken lidt i 12, og mens regnen uden for silede ned, var fremmødet sparsomt. Jeg var ellers lige ved at få ondt af de sympatiske nordmænd, men det viste sig gudskelov at være helt unødvendigt, for teltet blev heldigvis pænt fyldt efterhånden, som koncerten foldede sig ud

Man kan undre sig over det tidspunkt, som bandet var blevet tildelt. Selv var jeg i hvert fald godt træt, og så er støjrock ofte ikke lige det første, man vælger at blive vækket til. Men det er en anden sag, når støjen kommer fra The Megaphonic Thrift. Gruppen tager den tunge arv fra særligt My Bloody Valentine og Sonic Youth op, og selvom der bliver rodet godt og grundigt rundt i lydbilledet med distorted guitar en masse, så bliver det aldrig grimt eller aggressivt. Tværtimod har numrene et solidt melodisk afsæt, der binder dem sammen. Du kan let fortabe dig i udforskningen af The Megaphonic Thrifts detaljerige lydbillede, men du fastholdes af de bølgende guitarer og taktfaste trommers stramme greb.

The Megaphonic Thrift kan det med genren, som guruerne i MBV også mestrede til fulde: at støje uden at larme. Med de døsige vokaler fra Richard Myklebust og Linn Frøkedal var det en ren fryd at blive indhyllet i støjen, og her var bestemt ikke brug for ørepropper. Vokalopstillingen var som altid klassisk pige-dreng-dialog, når det er bedst, og de repetitive mønstre fremmanede en tranchelignende tilstand, der blev yderligere cementeret af bandets dybe koncentration. Kun Myklebust lavede det obligatoriske “guitaren på nakken”-stunt og væltede henført rundt, mens Frøkedal holdt sig til et nedslået shoegaze-blik under sit tunge pandehår. Originalt? Nej, men ikke desto mindre ren perfektion.

Setlisten var meget velafstemt og skabte en fin variation hele vejen igennem  de heftigst skurrende numre blev efterfulgt af de mere drømmende, hvor Frøkedals lyse stemme var umulig ikke at hengive sig til.

Hele herligheden kulminerede i et hvinende inferno med “Queen Of Noise”, hvor et ekstra trommesæt samt endnu en guitar var blevet kaldt ind for at hæve lyden yderligere. Her fik publikum kastet flimrende hvidt lys mod sig, mens bandet stod indhyllet i farvet røg. Et sandt sansebombardement og en påmindelse om, hvad det er støjrock kan, når det er allerbedst. Sikke en start på dagen.

★★★★★☆

Leave a Reply