Koncerter

Roskilde Festival 2012: The Roots, 07.07.12, Orange

Skrevet af Christian Klauber

Rrrrah! The Legendary Roots Crew var i sandhed legendarisk og tog Orange med storm.

Som det så rigtigt blev påpeget her på Undertoner for ganske få dage siden, har Roots nærmest egenhændigt defineret ideen om hiphopgruppen som band (hvem fanden tager en sousafon med ind på scenen?). Og deri lå min største frygt da også: Kunne Roots fylde Orange ud?

Det tog cirka et millisekund at mane den frygt til jorden. Roots stormede ind på scenen og lagde fra land med et tempo så overbevisende som et Blackbird-spionfly på overflyvningsmission. Et par shoutouts og så ellers en hyldest til Beastie Boys-medlemmet Adam “MCA” Yauch, der døde i maj, med nummeret ”Paul Revere”, som for alvor fik folk til at smide hænderne op.

Det fulgte The Roots op på med ”The Fire” fra albummet How I Got Over og den helt perfekte feststarter i ”Get Busy” fra Rising Down. Og den opfordring fulgte folk så op på for fuld skrald – et skrald der kun blev løftet yderligere, da ?uestlove udfordrede sin percussionist F Knuckles til en omgang tilbagelænet, supertight rytmisk ‘kongens efterfølger’. Sublimt og uden sidestykke.

Den slags er selvfølgelig kun noget, man kan gøre, når man har en rytmegruppe, der er så meget ace, som tilfældet er med the Roots. Men det ’hage mod jorden’-smækkende er, at samtlige Roots-musikere besidder et overlegent talent. Lægger man dertil et overrumplende energiniveau, der resulterede i, at bl.a. sousafonist Damon Bryson og guitarist Captain Kirk tæskede rundt på scenen og ud blandt publikum, havde man et solidt fundament for en koncert, hvor der konstant skete noget.

Og så har jeg ikke engang nævnt frontmand og rapper Black Thought, der i dén grad viste topform. Dels var han i konstant kontakt med publikum, men vigtigst af alt rappede han med overskud, der for alvor kom til udtryk med ekstranumrene, der bl.a. – til publikums store jubel – bød på hittet ”The Seed 2.0” – det nummer, der for alvor The Roots på mainstreammusikkens verdenskort.

Selvom vi kun fik måske to håndfulde numre, manglede der absolut ingenting på sætlisten. The Roots kan spille som få, og det nærmest overjordisk velspillende backingband jazzede, jammede og rockede sig igennem numrene med en så overbevisende lethed, at jeg indimellem mistede overblikket over, hvornår det ene nummer stoppede, og det andet startede.

»Can you dig it,« spurgte Black Thought flere gange publikum mod slutningen af den solbeskinnede eftermiddagsfest. Og det må man sige, at vi kunne. Og jeg er sikker på, at havde Roots fået lov, så havde de spillet fra nu af og hele vejen ind i næste uge.

★★★★★½

Deltag i debat