Koncerter

Roskilde Festival 2012: The Shins, 05.07.12, Arena

Skrevet af Signe Palsøe

The Shins er overlegne i disciplinen ‘indie’, og dét faktum lagde de ikke just skjul på ved torsdagens hitparade af en koncert.

The Shins er kongerne af indie. Bandets melodimateriale og James Mercers karakteristiske vokal og sangskriverpen står så stærkt, at de fleste ligesindede bands kunne opnå en moderat succes ved blot at have et enkelt indslag af samme kvalitet i deres katalog. Ganske vist har The Shins’ første udgivelse i fem år fra i vinters ikke bragt noget uundværligt til bagkataloget, men det skyldes hovedsageligt, at tidligere udgivelser som Chutes Too Narrow indeholder så overlegent gode sange, at de bliver vanskelige nogensinde at overgå.

Heldigvis er bandet selv klar over, hvor deres helt store aktiver ligger. Selvfølgelig blev der i løbet af den lille halvanden time på Arena rig mulighed for at lufte nyt materiale, men omkring to tredjedele af koncerten bestod af numre af ældre dato. Og hvilke numre – skulle det en dag blive nødvendigt at sammensætte materiale til en “Best of The Shins”-udgivelse, ville torsdagens sætliste i hvert fald ikke være et dårligt udgangspunkt.

Det var altså et velvalgt pejlemærke for koncerten, at bandet gik på scenen til “Caring Is Creepy” og først ved tredje skæring fremfandt materiale fra den nye plade – nemlig det glimrende titelnummer “Port of Morrow”. Og derefter gik det slag i slag med højdepunkterne. “Kissing the Lipless”, “Saint Simon”, “Mine’s Not a High Horse”, “Australia”, “Phantom Limb” og ikke så få andre sikrede en koncert med et imponerende bundniveau.

Bandet virkede opsat på at få så meget ud af den givne spilletid som overhovedet muligt, og således blev der ikke plads til mange øjeblikkes interaktion med publikum. Det var nu heller ikke nødvendigt, for kontakten over scenekanten fejlede intet. Mercer fremstod stærkt fokuseret med en overmåde sympatisk koncentrationsrynke, der igen og igen poppede op mellem hans øjenbryn, når han trådte til mikrofonen – og resultatet var en professionel levering, hvor numrene lige præcis blev trukket og bøjet så meget, at de fremstod friske i publikums ører.

Det var klædeligt, at bandet mod koncertens ende holdt igen med de allermest iørefaldende numre og i stedet fremfandt materiale, der kunne tåle at strække sig ud over længere tid. For en tid forlod bassisten sin post for at rasle med klokker og svinge sin mikrofon omkring og på den måde danne sugende huller i lydstrømmen. I samspil med reverbede lydflader gav det en herligt støjende og småpsykedelisk afslutning på en koncert, der ellers var præget af uovervindelig pop, men også af et overmåde professionelt, velspillende og sympatisk band.

★★★★★☆

Deltag i debat